Weekendavisen den 25. februar 2022
To søstre. Selma Rosenfeldt-Olsen har skrevet en mærkelig kvalitetsroman om forsoning i en skyldtynget nation.
Selma Rosenfeldt-Olsen: Det fælles bedste. 156 sider, 299,95 kr. Roman. Harpyie.
Der går et søsterligt sus gennem litteraturen i disse år: Dy Plambecks Til min søster, Emma Bess’ Mødre, døtre, søstre, Katrine Nørregaards Søster, min søster, Naiha Khiljee Kære søster og engelske Daisy Johnsons Søstre – og dertil naturligvis alle de motivbeslægtede romaner af for eksempel Malene Ravn, Vigdis Hjorth, Ingvild H. Rishøi, Johanne Lykke Holm og mange andre, hvor søsteren dog ikke har fået plads i titlen.
Til denne søsterflod føjer sig nu Selma Rosenfeldt-Olsens Det fælles bedste, en befriende god og ukonventionel kortroman, der i en stille, stilsikker, krydsklippende prosa skildrer søskendeparret Loras og Mannis tilværelse fra tredverne til tresserne, fra førkrigstid til efterkrigstid. Fra det nære til det sære.
Pigerne vokser op i den slesvigske landsby Nübbel på Ejderens bred, et fantasibefordrende barndomsland, hvor gunneraen (en enorm mammutbladet staude) vælter vildt og voldsomt op af jorden. På samme måde springer fantasien ud af pigernes pander, når de opfinder navne og regler til nye lege: Spøgelsesfødder-i-marken, Dagen-inden-far-drager-i-krig, Får-efter-får, Det-fælles-bedste.
Men et uundgåeligt uskyldstab truer. Krigen kommer. Man kalder den ”sønnestjæler” og ”mandeæder”: ”Efter krigens udbrud var folk i Nübbel stimlet sammen om præsten og havde forlangt en forklaring: Hvorfor tillod Gud, at den og den søn blev revet fra moren? Hvorfor lod han det ske? Det er klart, man bliver skeptisk. Præsten svarede, at Guds veje er uransagelige, og at man skulle forblive fast i sin tro, især i tider som denne, i krigens allermørkeste mareridt. De sætninger holdt han fast ved, indtil nyheden om hans egen søns død nåede byen. Så hængte han sig fra en bjælke i kirkeloftet, lige ved døbefonten. Nu var kirken under alle omstændigheder besmittet, og der var ingen grund til at komme der længere. Blandt de mindste skolebørn var der endda opstået en vis forvirring omkring de to ord: Krieg. Kirche.”
Selma Rosenfeldt-Olsen dvæler ikke ved krigen som sammenbrud for demokratiet, troen og familien som institutioner. I stedet lader hun en kile gå ned mellem de to søstre: Lora, den ældste, møder en dansk læge, som hun stifter familie med i Sønderjylland. Men både ægteskab og moderskab sander til i uindfriede forventninger. Også Manni forvilder sig ind i et fremtidsløst forhold, men da hun er allermest ensom i storbyen Berlin, møder hun en kvinde ved navn Judith Szczepanski, der bor i en nissenhütte, altså en husvildebarak af bølgeblik, hvor hjemløse bliver genhuset efter krigens bombardementer.
Judith er en Omrejsende Hjælper, uddannet af en mand, hun blot omtaler som gudfar – ikke sin gudfar, bare gudfar – ved OPS, Akademie für Ordnung, Pünktlichkeit & Sauberkeit. Hendes mission er at ”hjælpe borgernes i Bundesrepublikken med at finde sig til rette i livet.” Hun er et Redskab, og Manni er hendes Element.
Der hviler et inciterende diskret gådefuldhed over dette akademi for ro, renlighed og regelmæssighed, men det passer så godt, for Det fælles bedste er en roman med et uudgrundelig sindelag, ganske som dens tre hovedkarakterer, de to udisciplinerede og autonome søstre og Judith, der lever efter gudfars regelment.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan man afæsker Det fælles bedste alle dens hemmeligheder, som – romanens korthed til trods – vokser lige så talstærkt frem som gunneraen. Søstermotivet handler vel om et skæbnefællesskab (det fælles bedste), splittelsen til trods, for som det hedder, er det søde kun halvdelen: ”Når man har en søster, hænger latter og gråd i én pose.”
Selma Rosenfeldt-Olsen skriver en konkret og ukrukket prosa, der både har enkelhed og dybde. Hendes sprog – eller skrift, som det er blevet så populært at sige – er stærkt knyttet til naturen og planterne, uden at der dog er tale om et bidrag til den litterære økoangst. Men med naturbevidstheden, og med pigebevidstheden, minder Selma Rosenfeldt-Olsen en del om Ditte Holm Bro, der i fjor debuterede så gennemført godt med Fladland (begge er i øvrigt også skønlitterære oversættere), ligesom romanen i glimt kan minde om den centraleuropæiske tone hos den ungarske gigant Agota Kristof og svenske Johanne Lykke Holm, der for nylig udkom med Strega, en fremragende roman fra et mystificerende pigeunivers.
Det helt opløftende og narrativt velfungerende ved Det fælles bedste, er at den belyser søsterverdenen gennem Judith og OPS-akademiet, der træder ind i romanen som en forbindelseslinje, både mellem fortid og nutid og mellem søstrene, nærmest som de adskiltes træfpunkt, et Checkpoint Charlie i den koldkrigsopdelte Berlin.
Judith udlægger den mystiske gudfars bevæggrund for at oprette akademiet med denne simple logik: ”Når man har startet en krig, bliver mange generationer efterfølgende nødt til at opføre sig eksemplarisk.”
Her – tror jeg – kan vi beslutte et samlingstema for romanen om de to søstre, forbundne og løsrevne, som de er. Det handler om forsoning, dels på det søsterlige plan, dels på det overordnede niveau for menneskelig moral og humanisme i en skyldbetynget nation, og om at være omrejsende hjælpere til det fælles bedste.
Mange meget ringere forfattere vil naturligvis få et meget større publikum, og fred være med det, men ambitiøse læsere med mod på en lidt mærkelig kvalitet, vil ikke så gerne gå glip af Selma Rosenfeldt-Olsens roman, der på overfladen handler om to søstre, og i dybden handler om krig og menneskelighed.