En hvilken som helst patient

Weekendavisen den 19. november 2021

Roman. Helga Flatland gennemlyser familien som en institution i evigt opbrud i lavmælt drama om en læge og hendes syge mor.

Helga Flatland: Et liv forbi. På dansk ved Karen Fastrup. 262 sider, 299,95 kr. Turbine.

Da Georg Brandes for 150 år siden slog til lyd for en verdensvendt litteraturlæsning, sagde han, at vi skulle nærme os det fremmede, så vi kunne tilegne os det, og fjerne os fra vores eget, så vi kunne overskue det. Det, der er øjet for nær eller for fjernt, ser man ikke.

Jeg tænkte på de kloge ord, da jeg læste Helga Flatlands begavede roman, Et liv forbi. I disse år er norsk samtidslitteratur ofte den prisme, hvor lysstråler brydes og spaltes, så jeg bliver ført ind i det, jeg ellers ikke kunne overskue. Den oplevelse har jeg sjældnere med danske forfattere. Måske fordi de er øjet for nært?

Helga Flatlands nye roman er en litterær familieundersøgelse i lyset af en krise, på nøjagtig samme måde som hendes forrige roman om de rystelser i selvforståelsen, som en seniorskilsmisse medfører. Med udpræget sans for lakoniske pointer havde romanen en typebestemmelse som titel: En moderne familie.

Samme prædikat kan vi sætte på Sigrid, der er læge og kæreste med Aslak, der er møbelsnedker. De har en lille søn sammen, og en 19-årige datter, Mia, som Aslak ikke er biologisk far til. Med andre ord: En moderne familie.

Mias far, Sigrids ungdomskæreste, Jens, forsvandt ud af deres liv, men nu er han tilbage i Oslo. Han har ny kone og familie, men melder sig også klar til at være far for Mia. Selvom Aslak er hendes de facto-far, er hun parat til at lukke Jens ind i sit liv. Sigrid kæmper med sine forbehold, vil gerne være fornuftig, men ender med at være fristet. Jens er som ulven, der lusker rundt i skovbrynet og er ligeglad med, at den skaber forstyrrelser i hytten.

Hjemme i bygden, hvor både Sigrid og Aslak voksede op, bor Sigrids mor, Anne. Hun er skolelærer, sidst i 60’erne og på vej på pension. Formelt set er hun gift, men reelt er hun alene, for hendes mand bor på plejehjem efter en serie hjerneblødninger, der begyndte allerede da Sigrid var en lille pige. Anne er som menneske fri og fanget på én gang. Og nu har hun fået kræft. Det ryster familien, hvor alle er i drift, dog ikke hen mod hinanden.

Sigrid – der fremstår som romanens egentlige hovedperson, selvom fortællersynsviklen hele tiden skifter mellem mor og datter – virker som et anker uden bundfæste. Hun drømmer om nærvær, men tilbyder det ikke selv. Der er hele tiden noget forretningsmæssigt over hendes følelser, ligesom hendes omsorg er mere saglig, end sanselig. Som læge holder hun sig til det analytiske, især når hendes bror søger efter alternativ terapi til moren.

Romanens primære konflikt ligger i spændingsforholdet mellem mor og datter, mere end i Sigrids og Aslaks nedkølede parforhold. Da Anne bebrejder Sigrid, at hun taler til hende som til en hvilken som helst patient, svarer datteren iskoldt: ”Du er en hvilken som helst patient, mor, du har kræft på samme måde som tusindvis af andre, og jeg forsøger at hjælpe dig, som jeg bedst kan.”

Anne tænker, men siger ikke, at Sigrid i så fald ville være hos sin mor og ikke kun i telefonen. Men så slår det hende, at hun slet ikke vil have at Sigrid er der, men at hun bare vil have, at datteren skal ville være der. Hun vil have, at Sigrid skal savne hende, ikke hjælpe hende.

Da Sigrid var ung, anglede hun efter sin mors opmærksomhed, men fik den ikke. Og nu, hvor Anne er døende, forsøger hun med underspillet patos at tage sit eget liv. Da det mislykkes, beder hun Sigrid om hjælp. Mor eller patient? Datter eller læge? Helga Flatlands lavmælte drama bidrager tankevækkende til rækken af romaner, der i disse år beskriver det nordiske selvmord.

I Karen Fastrups velskrevne og overbevisende oversættelse er Et liv forbi en tankevækkende diagnose af den moderne familie. Helga Flatland – der debuterede så eminent med trilogien om en lilleby i chok over tre unge mænds død som soldater i Afghanistan – har taget en solid position i den stærke strøm af norske romaner, der i disse år skriver klassisk socialpsykologisk realisme.

Sammen med forfattere som Vigdis Hjorth, Geir Gulliksen, Monica Isakstuen, Mattis Øybø m.fl. (og hvis jeg lige skal nævne en god dansker, der passer perfekt til selskabet: Lotte Kirkeby) gennemlyser Helga Flatland familien som en vakkelvorn institution i evigt opbrud. Georg Brandes ville anerkende det, for det var netop dette frie og kritiske blik på de stivnede systemer og institutioner, han ønskede, da han gjorde litteraturen moderne.

Helga Flatlands indsigtsfulde og jordnære psykologiske realisme bærer elegant den fine fortælling om familiens porøsitet og livsmodets grænser.