Weekendavisen den 24. september 2021.
Gudernes gunst. Holger Dahl er ikke kynisk og spekulativ nok til at skrive en effektiv pageturner.
Holger Dahl: Ming-selskabet. Roman 368 sider, 249,95 kr. Grønningen 1.
Tintin møder Murakami. Sådan står der i forlagets pressemeddelelse om Holger Dahls underholdningsroman Ming-selskabet, og det må være årets tilsnigelse. Snarere er der tale om, at Da Vinci Mysteriet møder Batman Begins, der møder Indiana Jones, der møder en lille smule Mulan.
Holger Dahl, Berlingskes fortræffelige arkitekturskribent, er også en anerkendt amatørsinolog og rejsebogsforfatter, og her i sin skønlitterære debut placerer han sin hovedperson i Beijing i 1982 – dengang, har jeg læst, boede han rent faktisk selv i byen, hvor han studerede kinesisk sprog og kunsthistorie.
I en genrekonventionel ramasjangroman, der omhyggeligt undgår at være uforudsigelig, demonstrerer Holger Dahl en omfattende og overbevisende indsigt i kinesisk sprog, historie, politik, samfund, mentalitet, kunst og kulturhistorie. Skrive derudad kan han såmænd også, desværre bare lige ind i den blindgyde, hvor ni ud af ti actionromaner løber panden mod en mur.
Handlingen er i korte træk denne: En ung dansker får tilbudt en stilling hos et tysk firma, der sælger trykkerimaskiner af vestlig kvalitet i Beijing. På en guidet tur i Den Forbudte By ser han et maleri, som også hænger på hans eget kontor, fordi det tyske firma har fremstillet en kopi. Billedet stammer fra 1100-tallet og forestiller Qing Ming-festen i Kaifeng, malet af mesteren Zhang Zeduan. Myldrebilledet er fem meter langt og 25 cm. bredt og det forestiller alle rigets klasser, alle fag, alle slags bygninger, transportmidler, dyr, træer m.m., og som sådan er det et totalportræt af Kina og kejserens undersåtter. Den, der har billedet har gudernes gunst og det himmelske mandat.
I en butik, hvor partiets topfolk og vestlige kunder kommer, ser danskeren endnu en kopi af maleriet. Da en minister får det forevist, trækker en attentatmand en revolver, hvorefter en ung, smuk, slank halvkinesisk kvinde nedlægger ham med et cirkelspark, og pludselig er den unge dansker og den smukke kvinde på flugt sammen.
Da roen har lagt sig, bliver vores hovedperson inviteret på sild og snaps hos den danske ambassadør (der er et slet skjult underligt portræt af Friis Arne Petersen, fhv. ambassadør i Kina, USA m.m.), som udstyrer ham med et diplomatpas og beder ham være ambassadens øjne og ører. Og så går den vilde skattejagt…
Hemmelige selskaber, skumle efterretningstjenester og smukke, skæbnesvangre kvinder, der rummer mere, end øjet først aner, har alle dage været en underholdende cocktail. Også den unge, naive mand, der bliver hvirvlet ind i en farlig verden, der er komplet ukendt for ham, har vi mødt før. I den slags bøger har alt og alle dobbeltbund. Og Ming-selskabet ændrer ikke på dén recept.
Hvis man kan lide actionmunke, klostermystik, hemmelige selskaber, skjulte tegn, bulder, brag og oldgamle artefakter, er Holger Dahls roman ok, selvom den tekniske udførelse ikke er kynisk og spekulativ nok til at fungere som pageturner. Action med klog staffage kræver ekstrem fin fornemmelse for plot og progression, og Dan Brown viste med Da Vinci Mysteriet, hvor skabet skal stå: Ultrakorte kapitler og skamløse cliffhangers.
Men Holger Dahl skriver lange kapitler, der fortaber sig i en alt for stor kærlighed til detaljen. En trimning af romanens mange udpenslede gadescener ville have gjort underværker, men måske er ambitionen at skrive på samme pertentlige måde, som den gamle mester malede? I så fald skal det modet anerkendes, selvom Holger Dahl ikke er i nærheden af det himmelske mandat.
Mest interessant er en scene fra Den Himmelske Freds Plads, hvor den unge dansker stiller sig i vejen for en kampvogn. På den måde foregriber Holger Dahl det oprør, som blev slået brutalt ned på pladsen i 1989, syv år efter romanens egen tid. Det er ret elegant.
Mest irriterende, er at der ikke er linjedeling ved direkte tale, hvilket gør dialogerne decideret forvirrende.