Weekendavsen den 26. februar 2021.
Utopi. Daniel Denciks nye roman er både en civilisationskritik og en drøm om paradisflugten. Den har tyngde i tanke, men mangler narrativ stringens.
Daniel Dencik: Snask. 368 sider, 300 kr. Roman. Politikens Forlag.
Underligt sammentræf: Denne bogsæson byder på hele tre romaner om store danske mænd fra malerkunsten. Debutanten Peter Løhr har skrevet Hulemennesket om Johan Th. Lumbye, Jesper Wung-Sung Kvinde set fra ryggen om Vilhelm Hammershøi – og Daniel Denciks Snask strejfer Christen Købke.
Mens de to førstnævnte romaner er fiktionsskildringer med base i biografien, har Daniel Dencik et helt andet ærende. Han lader den store guldaldermaler være forfader og et fjernt fortidsekko til romanens egentlige hovedperson, Alicia Købke, et wunderkind, der som blot 19 årig er den yngste instruktørelev i Filmskolens historie.
Ung, følsom og mesterlig, siger man om Alicia. Men hun er meget mere, end det. Hun er en radikal rebel, en flamboyant kunstnerskikkelse i en tid, hvor alt handler om selvfremstilling, sociale medier og autofiktion. Hun lever sit liv kompromisløst, frygtløst og promiskuøst, altid med grænseoverskridende og hensynsløse ideer. I sin debut lader hun for eksempel et hackerkollektiv bryde ind i private computere, så hun kan bruge optagelser af halvgamle mænd, der onanerer, mens de ser porno.
På Filmskolen møder Alicia den væsentlig ældre Trevor. Han voksede op som Jehovas Vidne, men mistede troen, og nu lever han i slagskyggerne af en tragisk bilulykke, der slog hans unge familie ihjel. Mens Alicia er et geni i overensstemmelse med tidens ånd, forbliver Trevors talent uforløst. Derfor passer det ham perfekt, da de får en datter. Han kan ikke føle sig sikker på, at han er faren, men han tager rollen på sig.
Samtidig har den internationale filmverden fået øjenene op Alicia. Amazon installerer hende i Hollywood, hvor hun skal lave et hemmeligt dokumentarprojekt om et verdensberømt skuespillerpars bitre skilsmisse. Grænseløs som hun er, vælger Alicia både overvågningsteknologi og deepfake-manipulation. Moral skænker hun ikke en tanke, og studiecheferne labber det i sig. Alicia er sin kunstarts verdensberømte og geniale frygtelige barn.
Selvom Trevor er gået i frø rent kunstnerisk, kan han stadig tænke i iscenesættelser, og da Alicia har fået nok af sin egen kontroversielle berømmelse, foreslår han en virtuel flugtvej. Via udspekulerede og uigennemskuelig SoMe-opdateringer, afsporer de offentligheden og går under jorden på Samoa ude i Stillehavet.
Alicia, Trevor og deres datter flytter ind i et strandkollektiv, der ledes af en mystisk forfatter med en livsfilosofi, der udvider grænserne for det kendte, både familieroller, samlivsformer og menneskets forhold til klima og klode. Hos denne subkultur får vi for alvor præsenteret den pointe, som romanens frastødende titel, Snask, rummer. Snask er nemlig ikke kun det private, som kan forvandles til guld (som Trevor siger) i hænderne på en skrupelløs iscenesætter. Snask er også den mandlige sæd, som kollektivet – efter en ny fortolkning af samoanske frugtbarhedsritualer – samler i en solidarisk pulje, der fryses ned i beholdere, som normalt bruges til hjemmelavede ispinde.
Alicia lader sig besnære af den sære forfatter, og hun beslutter at skifte kunstgenre. Nu vil hun skrive en skelsættende roman: ”Hun lyttede betaget til filosofien bag forfatterens utopi, som handlede om at frigøre sig fra både seksualdrift og pengemagt i ønsket om at skabe en ny verdensorden. Det ville være for meget sagt, at hun så en åndsfælle i forfatteren, men hun havde brug for at inkludere ham i sin bog, hvis titel på en måde også kunne hentyde til indholdet i de nedfrosne ispinde, som han ret så snasket bevarede i sit køleskab.”
Snask er skrevet med en respektindgydende, lidenskabelig mådeholdsløshed og med tankevækkende spark til alle os moderne familiemennesker: er børn essentielt uopdragelige? er troskabsfølelser stærkere end begæret? er promiskuitet en undertrykt naturlighed? er kernefamilien på vej ud over afgrunden? kan ægteskabet kun overleve, hvis vi vil affinde os med det næstbedste?
Daniel Dencik vil på én gang skrive en satire over den mediedikterede selviscenesættelseskultur, en dystopi om globaliseringens ubønhørlighed, en kritik af modernitetens og senkapitalismens falskhed, en filosoferende fortælling om eksistensen og livsvejene – og en naiv drøm om paradisflugten. Og til sidst stikker han sågar hånden i hvepseboet med nogle forblommede påstande om mandlige forfatteres manglende muligheder for at skrive om kvinder i ”det tredje årtusinds ængstelige første århundrede”.
Men – som citeret – har vi allerede fået antydet, at Snask ikke kun er titlen på Daniel Denciks bog, men også på Alicias manuskript. Der er derfor nok tale om to sider af samme sag. I hvert fald slutter romanens efterskrift med en tanke om, ”at en mand godt kan skrive om en mand, der skriver om eller som en kvinde.”
Snask er en på alle måder atypisk og intellektuelt stræbsom kunstner- og gavetyveroman fra en vidende og verdensvendt forfatter. Men Daniel Dencik slår et stort brød op, som han ikke får bagt færdigt. Romanen har utvivlsomt tyngde i tanke, men desværre mangler den narrativ stringens og sproglig gnist og glød. Det ender derfor – som surfernes solidariske sædpulje – som en omgang ruskomsnusksnask.