Weekendavisen den 18. september 2020.
Frihed. Jens Christian Grøndahls seks store fortællinger cirkler stilsikkert om humanismen og næstekærligheden.
Jens Christian Grøndahl: Dage som græs. Fortællinger. 360 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Jens Christian Grøndahl er dansk litteraturs mest borgerlige prosaist. Han er afklaret, kontrolleret og undviger formeksperimenter. Stilen er baseret på trygge konventioner, opbyggelig dannelse og respekt for historien, både den vi udspringer af, og den han selv fortæller. Og så har han dette sikre blik for de skæbner og historier, der vokser ud af tilværelsens skyggesprækker.
Dage som græs er seks fortællinger (bagsideteksten kalder dem også ”korte romaner”, hvilket er helt overflødigt), en genrebetegnelse som kun optræder to gange tidligere i Jens Christian Grøndahls omfattende forfatterskab, dels i Virginia (2000) og i Vejen til Betlehem (2015). Men nu udgiver han for første gang en krans af fortællinger, der alle er fritstående, dog løseligt knyttet til hinanden via forfatterens investigation af frihed som begreb. Hvad sker der, når et menneske løsriver sig?
Titelteksten, ‘Dage som græs’, fortælles af en læge i Skagen. Historien er fra slutningen af verdenskrigen, hvor Lars, en af hans patienter, nu en gammel skagbo på plejehjem, voksede op med sin religiøse mor og søster efter farens død på havet. En dag, da han strejfede rundt på heden ved den tilsandede kirke, mødte han en jævnaldrende dreng, en tysk flygtning fra Østpreussen (dem var der jo op mod en halv million af i Danmark, fjendens civile ofre), der var rømmet fra interneringslejren. ”Was willst du?” spørger Lars. ”Das weiss ich nicht,” svarer Heinrich: ”Freiheit”.
Ja, alle ønsker frihed. Men flygtningene er uglesete. Information, besættelsestidens illegale avis, skriver, at flygtningene ingen ret har, de skal ikke mærke den ringeste medynk. Men i kirken prædiker præsten, at flygtningene har ret til vores kristne medfølelse: ”Vi har ikke holdt stand mod nazismens afstumpede menneskesyn for selv at lade os afstumpe i frihedens stund.” Hvor efterlader det Lars, hvis mor mener, at venskab med verden er fjendskab mod Gud?
Bogens kodeord, frihed, peger frem mod den næste fortælling, som tematisk ligger i direkte forlængelse. Nu er vi i vore dages Rom, hvor et dansk-italiensk ægteskab går i opløsning på baggrund af deres femtenårige søns aktivistiske engagement i beskyttelsen af de afrikanske flygtninge, der opholder sig statusløst i Italien.
Francesco bliver bannerfører for de antifascistiske aktivister – en slags Greta Thunberg-figur – og overfor de italienske medier må hans far forsvare den opløste familie mod beskyldninger om at være venstreorienteret:
”Min søn har en horisont. Han har et hjerte, der banker for de svage og udstødte. Er det venstreorienteret? Siger det ikke mere om samfundet, end det siger om ham, at han bliver opfattet som ekstremist, fordi han rækker ud. Fordi han er solidarisk med de hjemløse og forfulgte migranter. Er sympatien med dem nu også illegal?”
I de to første fortællinger opstiller Jens Christian Grøndahl altså et klassisk dilemma for de kristne, både de humanitære og de tidehvervske: Hvad gør vi, når næsten ikke er abstrakt, men konkret? Og hvad er konsekvenserne af vores handlinger? Nogen vil jo nok mene, at det er klæg moralisme, andre at det er helt nødvendig humanistisk refleksion. Måske er det begge dele. Men som litteratur er det en præcis diagnose af tidens herskende dilemma.
De sidste fire fortællinger er skrevet i samme stemningsleje, men uden den store politiske overbygning. I fortællingen om ‘Edith Wengler’ opsøges en forfatter (der har skrevet en roman som Jens Christian Grøndahl også har skrevet, hvad vi så skal lægge i det, næppe noget) af en skuespiller, ikke mindst kendt for sine fortolkninger af kvinder i Henrik Ibsens skuespil, og morsomt nok er hendes eget navn, Edith Wengler, jo som taget ud af Ibsen. Hendes livshistorie når et vendepunkt, da hun på en vandretur ser en mand, der er i færd med at forberede sit eget selvmord. Skal hun skride ind? Og hvad er konsekvensen? Igen: Hvordan står vi i forhold til andre mennesker? Hvad gør vi, når vi uforvarende står over for næsten?
‘Jeg er havet’ er en vaskeægte litterær parodi, og som sådan er den præcis og morsom. Det er en kriminalistisk historie om forsvunden hovedrig erhvervsmand. Alt tyder på selvmord, og manden bliver dødserklæret, selvom man aldrig finder liget. En fraskilt kriminalassistent forhører hans mystiske og dragende hustru og hans vrangvillige voksne børn, men alle spor er kolde. Da han endelig kommer videre med sagen, har den et andet udløb, end forventet – i hvert fald, hvis man forventede ægte ramasjangkrimi. Til gengæld citeres et digt af Henrik Nordbrandt, og vi når det punkt, hvor ”det bliver lige meget, hvem man er, hvorfor man er kommet, eller hvor man forestiller sig, at man er på vej hen.”
Også de to sidste fortællinger, ‘Sommerhi’ og ‘Farvel’, er historier om, hvordan man frisætter sig selv og hinanden. En kvinde betror sig til sit kladdehæfte. Hun arbejder for bagmandspolitiet og har opdaget, at hendes datters svigerfar er skyldig i selskabstømning. En anden kvinde er ensom i sit præstevirke, men får en kæreste, og så alligevel ikke, og samtidig skal hun hjælpe et sognebarn, der er blevet enke. En vejsidebombe i Afghanistan slog hendes mand ihjel, men hans skygge vender hele tiden tilbage for hendes øjne. Findes frihed uden fortid?
Jens Christian Grøndahl har tydeligvis en faible for det kristne, måske endda en slags vækkelse. Det religiøse har ingen resonansbund i mig, og heldigvis mener hverken forfatteren eller hans fortællinger, at venskab med verden er fjendskab med Gud. Det eksistentielle, moralske og politiske rammer plet. Fornyende er det ikke, men som stilsikker borgerlig-humanistisk og tænksom litteratur om individets plads i verden, er det fuldbyrdet.