Weekendavisen den 24. april 2020.
Våren er kommet til Nyhavn, for det er april, og det er præcis 80 år siden, at Sigfred Pedersen udgav den herlige ‘Søren Bramfris lærkesang’, hvor solen har gule unger i hver skimlet regnvejrspyt. Men da han skrev den joviale, frivole og livsglade vise om Søren og Katinka, vidste han næppe, at den ankom samtidig med, at de fem forbandede år begyndte. Endnu var der ingen vissengrønne i Nyhavn. Der var kun den pigeglade Søren, der, når bæverdingen lukkede, ville glide to og to sammen med sin Katinka til hendes kyske bo: ”Kom min søde Nyhavns-pige, lad mig elske dig i nat / Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat / Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånd, / men i aften bli’r jeg stille, blot du tar min store hånd.” Og apropos hånd. Sigfred Pedersen var oprindelig forsikringsmand i Haand i Haand, men bohemelivet lå bedre for ham. Han var nok mere anerkendt i minefeltet end på parnasset, men folkelige viser kunne han spendere som få, og litterært set er han i godt selskab med Bellman og Wessel (og på Wessels Kro i Sværtegade optrådte han tit). Her er han tilbage i Sørens og Katinkas Nyhavn, på bænken ved Mindeankeret med sin søn Claus, en aprildag i 1967. Sigfred Pedersen døde i december samme år. Kro
NB: Privatbilismens triumf forvandlede Nyhavn til en parkeringsplads. I dag har coronas triumf forvandlet Nyhavn til en ødemark.