Sandhedens plads

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Roman. ”Var der noget ved jer, der var værd at huske, nogen dybde overhovedet?” Den finske forfatter Leena Krohn sætter os på anklagebænken.

Leena Krohn: Fortabelsen. Oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller. 148 sider, 279 kr. Jensen&Dalgaard.

En navnløs fortæller arbejder på et hittegodskontor. Tidligere har hun været ansat på et kunstmuseum og et pantelånerkontor. Næste job, regner hun med, bliver genbrugsstationen, kirkegården for kasserede ting, tidligere kaldet lossepladsen. Som hun siger: ”Lossepladsen er sandhedens plads. Den har sin selvskrevne plads side om side med menneskehedens mest storslåede institutioner: akademierne, museerne, parlamenterne, katedralerne og domstolene.”

Denne interesse for institutioner er karakteristisk for Leena Krohn (f. 1947). Hendes fire første romaner på dansk Bipavillonen, Hotel Sapiens, Fejltagelsen og Tainaron foregår så stemningsfulde og skæbnesvangre steder som en forhenværende anstalt for sjæleligt syge, et overvågningsfængsel, et bibliotek, en insektby.

Leena Krohn sværmer altså for helt særlige lokaliteter, hvor mikrokosmos kan spejle makrokosmos, og overgangen fra hittegod til losseplads er nærmest organisk, også for romanens fortæller, der mener, at lossepladsen giver en objektiv og detaljeret rapport over vor arts situation og kommende skæbne: ”Det, vi vil glemme, skal jorden nok huske. Det, vi forsøger at ødelægge, vil ødelægge os. Det, vi kasserer, røber, hvad vi engang begærede, hvad vi lavede, hvem vi var, og hvad vores skæbne er.”

Denne civilisationskritiske tone er velkendt hos Leena Krohn, der allerede med Tainaron i 1985 tog hul på en litterær kritik af det menneskelige aftryk på kloden, og i Fortabelsen fortsætter hun stilen. Betragtningen om lossepladsen står i romanens korte nøgletekst – under overskriften ‘Kun mennesket har behov for ting’ – om alt det, vi anskaffer os, og som vil overleve os i en endeløs undergangsoversvømmelse af skrammel og emballage. Engang var alt, der blev fremstillet, unikt. Nu bliver millionvis af identiske produkter printet uberørt af menneskehånd, konstaterer fortælleren.

Men selvom der er flere ting i verden, end nogensinde før, bliver færre ting indleveret til hittegods, og færre ting bliver gjort krav på. Tings værdi spiller ingen rolle længere, for ting har vi nok af. Men de genstande, der finder vej til hittegodskontoret er kommet af en rute, af en årsag og med en historier, og det er tingenes fortællinger, der udgør romanen, sådan som Leena Krohns bøger ofte er komponeret som kombinatorikfortællinger.

‘Fortabelsen’ er fortællerens kaldenavn for hittegodskontoret, og de folk, der mister deres ting, kalder hun for ‘fortabere’. Gennem hittegodset hører vi om begivenheder og mennesker i en markeds- og festivalforklædt by. Selv er fortælleren en slags vogter over de ting, der har mistet deres ejermænd, og hun ser ikke genstandene som materie alene. Selv den mest betydningsløse ting er en fortælling om det menneske, der har fremstillet den. Tingene taler om menneskers ønsker og behov: ”Ethvert menneskeskabt produkt fra sko til skydevåben, fra bøger til biler bærer præg af menneskets ånd (…) Mennesket, der ikke selv har et formål, giver enhver ting et formål. Med sin ånd mætter det stedet, hvor det bor, tingene, det ejer.”

Fortabelsen har en elegant ornamentering, hvor alt er placeret i arabesken med en hensigt. Det, der introduceres i en bisætning her, bliver til et hovedmotiv der. Kompositionen er skabt med samme behændighed, som de profilportrætsilhuetter, der bliver klippet i en markedsbod med en af de tabte genstande, en gylden saks. Disse sorte profiler fører til romanens dybt tankevækkende og stærkt provokerende kulmination: ”Var der noget ved jer, der var værd at huske, nogen dybde overhovedet?”

Gisp! Mage til misantropisk mistillidserklæring skal man lede længe efter. Men den er velanbragt. Som læser repræsenterer man vel den anklagede menneskehed, som bør have sort samvittighed over sin klodemishandling.

Fortabelsen har elementer af magisk realisme og fantasmagori, måske endda ansatser til en slags bradburysk spookyness, og det er ikke dens fineste sider. Til gengæld fungerer den storartet som tankeudfordring, når Leena Krohn kyler os alle sammen ud på sandhedens losseplads.