Luksushoppe til salg!

Weekendavisen den 18. juni 2020

På tirsdag er det Sankt Hans, så vi vil holde byens hekse og sognets trolde fra livet med glædesblus. Det synger vi forsigtig fællessang om med Holger Drachmanns prægtige ‘Vi elsker vort land’. På Det Kongelige Bibliotek findes den flamboyante forfatters notesbøger 1864-1905, hvor man kan se skriblerier, digte i udkast og ikke mindst et væld af gode tegninger. Men desværre rummer samlingen ikke nogen bog fra midsommervisens år 1885. Til gengæld tager vi her et kik i notesbogen fra året efter, 1886. Uvist af hvilken grund har Holger Drachmann klæbet en avisannonce ind, her transskriberet fra gotisk: ”Luxus hoppe tilsalg. En fejlfri, mørkerød hoppe, 6 år, af forædlet race, sjælden smuk og from, går godt een- og tospænder og fint til ridebrug, fremvises J. Danefærdsvej 10., J. Madsen.” På siden overfor har digteren noteret med sirlig skrift: Die Juristen sind schlechte Christen. Und die Theologen sind værre end nogen. Hvor dette lille satiriske rim stammer fra, har ikke ladet sig opklare. Men sjovt nok dukker det også op i Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede, her ovenikøbet også med et udfald mod lægestanden mellem juristerne og teologerne: Die Medizinen sind grosse Schwinen. Så på med slængkappen og af sted til bålfest (luksushoppen er vist længere til salg)!

NB: På Det Kongelige Biblioteks hjemmeside kan man bese digitale affotograferinger af alle Holger Drachmanns notesbøger. 4.000 sider til fri og herlig gennembladning!