Roman. Nanna Wendt Sølvsteen debuterer med lille roman om en stor families fortællinger, fortielser og fortrængninger.
Nanna Wendt Sølvsteen: Et andet billede. Roman. 318 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
I Hvorring, en (fiktiv) flække ved Vesterhavet, voksede seks søskende op i familien Brask. Moren var skolesekretær, faren embedsmand i kommunen, begge med kærlighed til kunsten – sønnerne er opkaldt efter kendte kunstnere og døtrene efter kunstnernes muser og modeller –og en tårnhøj bevidsthed om, at det var noget ganske særligt, at være en Brask. Man skulle nærmest tro, at der var tale om Kennedy-klanen på nordjysk.
Nu er alle børnene voksne og i vej med egne ægtefæller og afkom, men hvert andet år samles hele flokken til jul i det gamle hus. Sidste gang gik faren amok og hældte bitter galde ud over alle sine børn. Så fik han en styrtblødning og faldt død om på køkkengulvet.
Nu er også moren død, og efternøleren Frida – fyrre år, skuespillercoach, gift og mor til to – har taget initiativ til det store rendezvous, hvor de seks skal genskabe det hele – med morens traditionsrige brunkager, risalamande og friskbagte kommenskringler juledag. Fra hver sit hjørne bevæger de seks søskende plus deres familier sig mod Hvorring. Skabene knirker. Skelletterne rører på sig.
Debutanten Nanna Wendt Sølvsteens Et andet billede er en lille kollektivroman om den store families fortællinger, fortielser og fortrængninger. Uglerne er ikke, hvad de giver sig ud for at være, som kæmpen så kryptisk sagde til Agent Cooper i Twin Peaks.
Familien er en fontæne, og i dansk samtidsprosa har vi bare de seneste år været dybt nede og rode i de kontaminerede kældre med romaner af blandt andre forfatter som Hanne-Vibeke Holst, Kim Blæsbjerg, Hanne Richardt Beck, Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle og Lotte Kirkeby. Og nu træder vi igen ned i fortrængningslageret med Nanna Wendt Sølvsteens roman, hvor forældrenes sygdom og død frigiver undertrykte sandheder og oplyser bedraget.
Kort sagt: Den ældste datter har en anden far, end hun har troet. Selv er hun, der officielt er barnløs, rent faktisk mor, hvilket er familiens måske største tabu. Og det ene barnebarn skulle have været tvilling, men hans bror døde ved fødslen, hvilket er blevet holdt hemmeligt for ham, så hans mor heller aldrig har kunnet sørge åbent.
Familiens falske relationer har altid været uopslideligt råstof for verdenslitteraturens mest sjælsgribende dramaer – tænk bare på Sofokles, eller Henrik Ibsen, der i Vildanden (som Et andet billede vel står i taknemmelighedsgæld til), lader Doktor Relling sige den berømte replik: ”Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager de lykken fra ham med det samme.”
Gennemsnitsmennesker er netop, hvad Brask’erne er, selvom de er opdraget til at tænke på sig selv som noget særligt. Nu er låget pillet af Pandores æske, og spørgsmålet er, hvad demaskeringen af løgnene betyder for lykken.
Mens de store hemmeligheder står for fald, rejser en ny storm sig. Vincent, der for ti-femten år siden blev forladt af sin thailandske kone, som flyttede til sit hjemland med parrets to børn, er ved at gå på røven som anlægsgartner. Men han holder modet oppe, fordi han låner en lejlighed på Frederiksberg af sin bror, reklamemanden Edvard, som til hverdag bor i London med sin franske mand. Lejligheden ligger på Jacobys Allé, og Vincent bruger den til møder med elskerinden. ”Jacob er hjemme i aften”, sms’er han, og håber, at hun svarer: ”Jacobine kigger forbi”.
Denne relation overgår de øvrige eksistentielle falsknerier som romanens dybeste hemmelighed og læserens stærkeste forskrækkelse. Men Vincent er måske samtidig den af alle de seks søskende, der gennemgår den mest overraskende udvikling frem mod et nødvendigt opgør med bedraget og selvbedraget.
Et andet billede er gjort af stort stof, men det alene skaber ikke stor litteratur. Nanna Wendt Sølvsteen har desværre ikke helt fundet formlen for, hvornår og hvordan hun skal slippe familiens hemmeligheder løs, men lader sin læser vide for meget for tidligt.
Som psykologisk hverdagsgyser om familieinstitutionen og alle dens hemmeligheder og fortræningninger, fungerer romanen dog udmærket (og utvivlsomt med filmpotentiale i plot og intrige), man skal bare ikke forvente sprogæstetisk glød eller litterær modstandskraft. Det hele er skrevet i en basal og banal tone, hvor siderne vender sig nemt og utvungent.