”Jeg savner alle”

Weekendavisen den 28. februar 2020

Prosa. Den eksistentielle ensomhed, intet mindre, er Rúni Weihes tema i lavmælt, indholdsrig prosa.

Rúni Weihe: Bølger over det høje græs. Prosa. 160 sider, 199,95 kr. Rosinante.

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/jeg-savner-alle

En mand, nok forfatterens alter ego, er vokset op på Færøerne, men udvandret til København. Nu har han forlænget et sommerophold på øerne for at vandre i naturen. Han tror at det vil gøre hans far glad, men faren siger, at landskaberne ikke findes for vores fornøjelses skyld. Kun byfolk og turister færdes i fjeldene for sjov.

Rúni Weihe (f. 1985) skriver med et på én gang indforstået og fremmedgjort blik på Færøerne i den sagtmodige Bølger over det høje græs. Der er noget fintfamlende og sentimentalt over mandens forsøg på at nærme sig sin far og slægtens historie via en slags fysisk forening med naturen rundt om hjemstavnen. Samtidig frygter han, at faren vil tolke vandreturen som et tegn på, at sønnen har tænkt sig at forlade Danmark og vende hjem.

Bølger over det høje græs indledes med af en række impressioner uden narrativ struktur, ‘Fuglene’. Derefter kommer en jegfortælling i dagbogsform, ‘Vandringen’. De lyriske scener er de notater og optegnelser, som jeg’et gør på sin landskabsvandring i det trøstesløse regnvejr, og dermed hænger de to dele subtilt sammen.

Bogen åbner med en kort beskrivelse af bygdens huse, deres farver på murværk og tag. ”I dagslys er alle vinduer udelukkende refleksioner,” står der. Senere befinder jeg’et i dagsbogsdelen sig alene på sin vandring, der er ingen mennesker at tale med, han ser kun biler og både. Og husene. Så alene føler han sig, at han er begyndt at tage billeder af sig selv med sin telefon, når han vågner og når han skal sove. Han falder i søvn, mens han ser på sig selv, så mærker han ikke kulden så meget. ”Jeg troede, jeg ville være bedre til at være alene,” skriver han.

Den eksistentielle ensomhed, intet mindre, er Rúni Weihes tema. Jeg’et fantaserer om, at han kan tage billeder af et vandfald og sende til nogen, så de kan se hvor han er. Han ringer til en, der ikke svarer. Så noterer han hjerteskærende: ”Jeg havde lyst til, at nogen spurgte mig, hvordan jeg havde det.” Og hvis vi skulle være i tvivl, repeterer han seks gange i træk: ”Jeg vil ikke være her.” Og konstaterer: ”Jeg savner alle.”

Bølger over det høje græs består af natursansninger med spinkle antydninger af det, der har formet det vandrende jeg. Helt central er en erindring fra han var 18 år og faren kom ind på hans værelse med posten. Der var kommet et brev med et regnbuelogo på. ”Hvat er hetta?” spørger faren. ”Eg veit ikki,” svarer den unge mand.

Da han kommer ud i køkkenet er hele familien der, de griner på en indforstået måde, mens farens øjne lyser af omsorg. ”Det var bare for sjov. Kom og sæt dig, siger øjnene.” Jeg’et svarer ikke, men tænker: ”En dag vil jeg rejse herfra, og I skal aldrig høre fra mig igen.”

Scenen med regnbuelogoet er tvetydig. Var det et homofobisk familiedrilleri? Var brevet ægte nok? Under alle omstændigheder er der noget inderligt forsonende over forholdet mellem far og søn, helt frem til den gensidige omsorg, der kulminerer da faren henter sønnen hjem fra vandringen og selv får et mystisk ildebefindende.

At søge vej gennem landskabet for at komme frem til sig selv er en velkendt litterær skabelon. Rúni Weihe anviser næppe nogen nye ruter, men han træder sin egen sti med overrumplende dybsindige skridt og tilværelsestanker i en lavmælt, indholdsrig prosa. Via kroppens udmattelse, tankens frihed og skrivningen som middel, når det sympatiske jeg både frem til sin egen ensomhed og en forbundethed med andre mennesker. Det var, tror jeg, nøjagtig den forsoning, han søgte i farens færøske landskab.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.