Weekendavisen den 23. december 2020
Kommentar. I identitetspolitikkens og billedstormens tid er skrivning blevet en gang på æggeskaller.
Hvis man føler sig desorienteret i ellers kendt terræn, er det så kortet eller landskabet, der er noget galt med?
For godt og vel tyve år siden udgav jeg en bog med et essay, ‘De sorte børn findes’. Det handlede om fremstillingen af sorte mennesker i Egon Mathiesens mesterlige billedbøger og i sangbogen Lystige viser for børn. Dengang – i de gode gamle kulturradikale 30’ere, 40’ere og 50’ere – optrådte det, man i dag kalder N-ordet, fuldkommen naturligt og konfliktfrit i sproget.
Da jeg begyndte på mit essay, vel engang sidst i 90’erne, var ordet neger allerede ved at være problematisk. Så gik der to årtier, og i dag lever og skriver vi i et helt og aldeles forandret sproglandskab, hvor Pippis far er blevet sydhavskonge i stedet for negerkonge og Halfdans børnedigte også findes i en renset udgave uden N-ordet.
Det handler om forvaltning af litteraturarven i lyset af hverdagssprogets dynamiske udvikling, og da jeg fortalte en ung mand, som står mig nær, at jeg nu overvejer igen at skrive om den sorte mands rolle i dansk litteratur – fra Ludvig Holberg til Madame Nielsen – kiggede han skeptisk på mig (måske endda bekymret), og så anbefalede han, at jeg søgte samarbejde med folk ”med den rette repræsentation”. Med andre ord: En hvid mand bør ikke skrive om litteratur om de sorte.
Ideen om, at man kun bør skrive om det, man selv kender indefra, er et produkt af vor tids identitetspolitiske logik. Repræsentation frem for alt! For nogle år siden blev en dansk forfatter angrebet for at skrive queer-litteratur, når hun selv er ciskønnet. Tidligere i år blev den amerikanske forfatter Jeanine Cummins voldsomst irettesat for sin roman American Dirt om mexicanske flygtninge, der prøver at komme over grænsen til Texas, fordi hun ikke selv er mexicansk flygtning. Og for nylig læste jeg om en dansk satiriker, en kvinde, der sågar mente, at mandlige standuppere ikke burde optræde med satire om Metoo. Hun diskvalificerede mændene alene på grund af deres køn.
Men skal man selv være queer eller flygtning for at skrive om queer mennesker og flygtninge? Skal man selv være døv for at skrive en roman om en døv? Skal man selv være muslim for at skrive en roman om en muslim? Skal man selv være højreradikal for at skrive en roman om en højreradikal? Skal man selv være milliardær for at skrive en roman om en milliardær? Skal man selv være massemorder for at skrive en roman om en massemorder?
Hvis jeg, en hvid mand, ønsker at skrive om sorte som motiv i hvide forfatteres digte og skønlitteratur, har jeg naturligvis hudfarven til fælles med forfatterne, ikke med forfatternes motiver. Men jeg prøver heller ikke, at læse litteraturen ud fra de sortes egne erfaringer eller identitet. Den bog vil jeg ikke kunne skrive, det siger sig selv.
Men skal man selv være sort, for at kunne skrive om de sortes rolle som motiver i hvide forfatteres litteratur? Nej. Selv hvide forfattere med privilegerede positioner har fulde intellektuelle rettigheder, også til at skrive om andet end deres private erfaringsverden. Kravet om den rette repræsentation forvrænger alt, der har med skrivning at gøre. Lad sorte skrive om sorte, lad feminister skrive om feminister, lad enhver skrive om sig selv. Men lad dem ikke have eksklusive rettigheder. Køn, hudfarve m.m. kan aldrig være en kvalitet i sig selv for en forfatter.
I min bog vil N-ordet sandsynligvis optræde hyppigt, og jeg vil referere klicheer, nedvurderinger, afrikanismer, racistiske forestillinger m.m. Men det, der var normativt engang, er eksplosivt i dag, bare det at citere litteraturen er risikabelt, uanset om det er Johannes V. Jensens racistiske sammenligning af sorte med gorillaer eller digte, hvor de sorte optræder som symboler på fremmedgørelse, som i Jess Ørnsbos digtsamling Kongen er mulat men hans søn er neger (1971) og Michael Strunges Nigger I-II (1982).
Selvom det velmente råd om at finde en skrivemakker med den rette repræsentation ikke angik mangler i mit skrivetalent, men om mangler i min pigment, har jeg spekuleret meget over det. I identitetspolitikkens og billedstormens tid er skrivning og intellektuelt arbejde blevet en gang på æggeskaller. Alt er med risiko. Uafbrudt er der en historie i internationale aviser om en forfatter, en underviser eller kritiker, der er gerådet i problemer på grund af en bog, en artikel eller sågar en henkastet bemærkning. Ofte handler det om, at den formastelige har overskredet en usynlig grænse. Ingen ord er uden omkostninger. Som det brillante norske tidsskrift Vagant skriver i en aktuel leder: ”Kun de krænkede har ret til at have en opfattelse om retmæssigheden i kravet om at modstanderne skal fratages ikke bare æren, men også talerstolen. Med et der det ikke længere opfattelser, der skal tilbagevises, men de som ytrer sig som skal fjernes.”
Nogen vil helt sikkert mene, at den fordomsfulde fortids tekster ikke fortjener at blive gengivet, men at de skal hældes i havnen. Men så meget desto vigtigere er det, at undersøge og reflektere over, hvordan skønlitteraturen kan vise os historiens udviklingstræk og forskydninger i sproget og værdierne – og derfor overvejer jeg stadig at vove mig varsomt ud i landskabet, velvidende, at jeg måske har et kort, der ikke er nytegnet efter tidens ånd.