Hun klager aldrig, jeg klager hele tiden

Weekendavisen den 2. juli 2020

Oslos Odysseus. At læse Ole Robert Sundes tanker om hans dødsmærkede kone er som at flyde på en bevægelig bølge af bevidsthed.

Ole Robert Sunde: Penelope er syg. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 224 sider, 300 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé.

For tre år siden påstod den norske forfatter Finn Iunker i et underligt essay, at kollegaen Ole Robert Sunde ikke er i stand til at udtrykke sig skriftligt. Det var, synes jeg nok, udtryk for et helt utroligt litterært snæversyn.

Jeg kom i tanker om frontalangrebet, mens jeg læste Ole Robert Sundes dybt rørende og ganske enestående Penelope er syg, der er skrevet i hans helt særlige og meget karakteristiske stilart, hvor digressive associationsrækker hele tiden afløser hinanden – som når mennesker tænker.

Da Penelope er syg udkom i 2017, vidste anmelderne udmærket, at Ole Robert Sundes kone var død af kræft året før. Man kunne dårligt opfatte bogen som andet end det, nordmændene kalder ‘virkelighedslitteratur’ (vi siger ‘autofiktion’). Alligevel blev bogen ofte omtalt som en ‘roman’. Men fiktion er det ikke. Penelope er syg har ingen genrebetegnelse. Den nøjes med at være litteratur.

Romanen rekapitulerer de oplevelser og tanker, som udspiller sig for forfatteren under en kort indkøbstur i Bislett-kvarteret i Oslo. Det regner. Han skal købe brød og sushi. Snus. Derhjemme venter hans kone, dødssyg af kræft. Mere er der ikke at sige om ‘handlingen’.

Den sorgmodige titel sætter en litterær kædereaktion i gang. Trofaste Penelope var jo gift med den omflakkende Odysseus, som James Joyce omskabte til Leopold Bloom i Ulysses. Han gik en topografisk korrekt tur gennem Dublin. Nu gør Ole Robert Sunde det samme gennem Oslo. I begge tilfælde venter konerne derhjemme, den utro Molly og den dødssyge Penelope, og i begge bøger er litteraturen en brusende tankeflod fuld af bifloder og ekskurser.

Jeg’et, lad os kalde ham Ole Robert Sunde, træder ud af porten og begynder sin korte tur. Inden vi får set os om, har hans tanker ført ham til Georges Simenon, Peter Nansen, Imre Kertész, Shakespeare, Churchill, Paulus, Kristus, Loke, Odin, Molly Bloom, Marcel Proust, Baudelaire, Walter Benjamin, Montaigne, Darwin…

Modvilligt må han hilse på et medlem fra Fremskridtspartiet, Oslokyklopen, som han kalder hende med reference til en kvinde i en roman af Imre Kertész. Hun vil vide om han er jøde, han ser ikke helt norsk ud, siger hun. Ole Robert Sunde indrømmer, at han ikke er helt norsk (hans mor stammer fra England): ”Altså jøde, kom det fra hende, og hvis jeg er, betyder det noget: Ingenting, sagde hun, og tog en dyb indånding: Det er ikke jøderne som er problemet, det er de andre, hvem andre, det ved du godt, ved jeg det, vær ikke så koket, spurgte jeg, sagde hun.”

Denne på én gang strømmende og abrupte skrivestil, er karakteristisk for Oslos Odysseus. Han trodser sprogets regler, ”spurgte jeg, sagde hun”, og bygger en særegen hypnotiserende stemning. Hele tiden vender de samme temaer kontrapunktisk tilbage: brød og sushi, regnen, en lykkesten i lommen, tanken om at Penelope er syg, angsten for at hun skal dø, erkendelsen af, at hun skal dø, tvivlen over, at hun skal dø. Her flyder tankerne fra nazisternes kz-lejre til Penelope derhjemme:

”Så tænkte jeg på min kones magre skikkelse, hun så ud som om hun havde været der, ikke tænke på det, men hun lignede en straffefange, langt under 50 kilo, på vej mod 40, valset flad af kræften, den var blevet hendes koncentrationslejr, sygdommen og cellegiften har fjernet kødet, og hun ryster på hænderne, krumrygget, uden bagdel, men med et kraftfuldt blik, for ansigtet giver ikke efter, magerheden sidder heller ikke i ansigtet, håret er væk eller vokset ud som nogle pjuskede totter, men blikket stærkt, hun stråler, fuld af kræft så stråler hun, og er stadig blændende smuk, hun er tynd som en syl, mager og langstrakt, med en kraftfuld udstråling på grund af blikket, og det smukke hoved, altid med rød læbestift, dolikokefal, selv med al den lidelse, ikke et ord, hun klager aldrig, jeg klager hele tiden.”

Dolikokefal? Ja. Ordet betegner en lang hovedskal (Ole Robert Sunde har tidligere har brugt det i et essay om skuespilleren Omar Little fra The Wire).

At læse Ole Robert Sunde er som at flyde på en bevægelig bølge af bevidsthed. Hvis man ikke er åben og modtagelig for sprogstrømmen og digressionerne, er stilen garanteret enerverende. Det ved forfatteren godt. Han citerer en dame, der råber ham an på gaden: ”Du skriver mærkelige bøger, de er jo næsten ikke til at læse…” Hun tager fejl.