Gaden og Pladsen

Weekendavisen den 24. januar 2020.

Debut. Simone Mørch Stjers roman om stofmisbrugere læses med ubehag og interesse.

Simone Mørch Stjer: S. 256 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

https://www.weekendavisen.dk/2020-4/boeger/gaden-og-pladsen

Jeg bor i det kvarter, hvor Københavns fortabte sjæle vakler rundt på jagt efter stoffer eller sågar sidder på fortovet og skyder narko ind i årerne. Hvad er deres historie, spekulerer jeg forstemt. Hvordan mon det føles, når man erkender, at man har tabt kampen til stofferne? Hvad jeg ved om de mennesker, der vakler af sted med stenede blikke eller knækker sammen med kanylen i en blodplettet arm, har jeg læst mig til. Min viden om stofmisbrugere i Nuuk, Ålborg, Svendborg og København har jeg fra Kim Leine, Jakob Ejersbo, Mikael Josephsen og Jonas T. Bengtsson. Det, som gaden ikke kan forklare mig, kan romanerne fortælle mig. Således også Simone Mørch Stjers debutroman, hvis titel begrænser sig til et enkelt bogstav: S. Titlen kan henføres til denne passage i romanen:

”Jeg trækker ærmerne på sweateren ned over hænderne. Fryser, alligevel er jeg klam af sved. Vi går mod det neonbøjede S, der hænger over Hovedbanegårdens bagindgang. En glohed slange. Jeg har røget for meget kokain og for lidt heroin, føler en tomhed, som jeg altid gør, når jeg har røget kokain og ikke fortsætter.”

Helene, som vi møder her i Istedgade er en ganske almindelig ung pige, der i princippet læser HF. Hun kommer fra et pænt hjem i hovedstadens nordlige udkant, men noget er gået galt i relationerne til forældrene. Hun har altid, siger hun til en psykolog, haft en følelse af at stå udenfor verden, og nu går hun sine egne oprørske veje, eller rettere sagt: de veje, som hendes nye ven, den kriminelle dealer Sammi, og hendes tiltagende stofmisbrug dikterer. Mens Helene bliver mere og mere hooked, hyller hun sig selv ind i det selvbedrag, at hun ikke er afhængig så længe hun kun ryger, når andre byder hende.

Istedgade og Maria Kirkeplads – eller bare Gaden og Pladsen – er det magnetiske centrum for Helene. Det er her stofferne findes. Jeg sidder tit og læser på en kaffebar med fri udsigt til den kiosk, hvor Sammi og Helene køber sølvpapir i afrevne stykker. Fra min vinduesplads har jeg over kanten af min Earl Grey fri udsigt til Gaden og Pladsen. Hver dag ser jeg piger, der kunne være Helene.

Jeg har læst S med stort ubehag og stor interesse. En Vesterbrosociologisk nabointeresse, kunne man sige. Jeg fulgte dens konkrete topografi og genkendelige typegalleri som var jeg på rundvisning i kvarteret, og allerede fra første møde med Helene, forstod jeg lidt af hendes indre kamp. Hun køber dope på en trappesten i Victoriagade og hjælper en fyr med at sælge hælervarer. Den unge fyr, Sammi, tilbyder hende en sten (sten er slang for kokainkrystaller, som kan ryges):

”Fyren lægger en mellemstor sten på det stanniolomfattede glas og rækker mig lighteren. I sekunderne, der går, fra jeg fører hånden hen over glasset, til lighteren klikker, går der en følelse igennem mig, som religiøse mennesker må føle, når de forbindes til noget, der er større end dem selv. Det er en ofring, når jeg tænder op over glasset, måske en ofring af mig selv, på den anden side af suget er jeg frelst.”

Det selvbedrag, som Helene klynger sig til, har allerede fra begyndelsen mistet sin svageste legitimitet. Hun er afhængig, men har ikke erkendt det. Gennem stoffet kommer transitionen, frelsen. Men stoffet er ikke kun vejen til den salige rus. Det fører uundgåeligt til paranoia, svigt, bedrag, kriminalitet, kropsforfald.

Simone Mørch Stjer skriver jævnt godt, ikke mere. Men i slipstrømmen på de store romanskildringer af de danske narkomiljøer, tilføjer hun en troværdigt sandhedssøgende og inderligt forstemmende beskrivelse af ikkelivet på Gaden og Pladsen under den glohede slange.