Sådan er det jo

Weekendavisen den 15. marts 2019.

Otium. Rolf Bagger har skrevet en sagtmodig og bevægende fortælling om gamle, ensomme mennesker.

Rolf Bagger: Grøn himmel. 116 sider, kr. 178,00. Roman. Højers Forlag.

De senere år har flere forfattere skrevet om den tid, hvor sandet i timeglasset er ved at rinde ud. Så stærk er denne tendens, at der forskes i den på universiteterne, hvor bølgen akademiseres som plejehjemsromaner og ældrelitteratur.

Til denne litterære otiumbølge føjer sin nu Rolf Baggers knugende historie om to gamle mennesker i et modvilligt opbrud fra deres rødder. De er flyttet fra Vendsyssel, hvor de i mange år drev en gardinbutik, til hovedstaden for at være tættere på børn og børnebørn, og nu har de også indset, at de ikke længere magter sommerhuset ved Vesterhavet. Huset er derfor blevet solgt, den sidste line til det nordjyske er kappet.

Under romanens umiddelbare konflikt, hviler et stille splittelsesdrama. Manden har en søn fra et tidligere ægteskab, men deres kontakt er sparsom, fordi hans kone altid har modarbejdet relationen. Ikke desto mindre er det denne søn, der hjælper med at pakke sommerhuset ned. Det tager konen ilde op, sekunderet af ægteparrets fællesdøtre, som selv har haft for travlt til at hjælpe deres gamle forældre. Manden må stiltiende lægge ryg til sin families både tavse og udtalte bebrejdelser. Hans hustru, Jytte, straffer ham med iskold tavshed og mentalt fravær. Da hun også begynder at forlade hjemmet alene uden at give besked, tolker han hendes tiltagende fravær – mentalt og fysisk – som et tegn på begyndende demens. Måske har han ret. Måske bliver han bare tavshedsstraffet igen.

Jytte påstår, at han solgte sommerhuset mod hendes vilje, og hun kræver at handelen skal gå tilbage. Det afviser manden. De var enige om at sælge, og i øvrigt magter de ikke at holde huset. Da ægteparret i romanens rørende slutscene rent faktisk genser sommerhuset, gentager Jytte i tre besværgende omgange: ”Vi kommer aldrig herop”.

Grøn himmel er en fortælling om gamle menneskers ensomhed. Men det er også historien om familietabuer, forstenet jalousi og om voksne børn, der har for travlt til at invitere deres gamle forældre på besøg, og om et barnebarn, der pludselig roder sig ud i et alt for tidligt voksneliv.

Det er den gamle mands stille stemme, der fortæller. Han er realist og pragmatiker med et usentimentalt syn på ægteparrets livssituation. Måske har han løjet lidt for sig selv, men kun til husbehov. Nu indrømmer han gerne, hvad der sårer ham. Som han – i tankerne – siger til sin kone:

”Der er så mange mennesker, der er ligeglade med hinanden i vore dage, men sådan har vi to det ikke. Vi er meget afhængige af hinanden, og vi skal kunne stole på, at den anden er der, når vi har brug for det, og det kan vi. At blive alene må være det værste, der overhovedet kan ske i verden. Det er jo ikke bare hinanden, vi mister, det er hele vores eget liv, for hvad er der tilbage, når vi ikke har hinanden mere? Ingenting.”

Rolf Bagger bruger et stilistisk skiftespor i sin prosa, hvor han veksler mellem tredjeperson og andenperson, frit pendulerende indenfor samme kapitel. Det fungerer vældig fint, som frit flydende tanker. På samme måde skaber sproget et genskin på manden, når han slutter sine sætninger med fraselogiske resignationsudtryk: ”det hører man så meget om”, ”man ved aldrig hvad der kan ske”, ”men vi har det jo meget godt”, ”sådan er det jo”.

Der findes en slags litteratur, der har betydelig vægt og fylde, selvom den måske ikke ligefrem er stor skrivekunst. Netop sådan en slags litteratur er Rolf Baggers Grøn himmel, en sagtmodig og bevægende novella om den sentimentale kulmination i et pensionistægtepars liv.