Weekendavisen den 25. oktober 2019.
Roman. Kim Leines nye groteske roman forener Thomas Vinterbergs ‘Festen’ med Lars von Triers ‘Riget’.
Kim Leine: Dansk Standard. 278 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.
E. er et menneske uden særlige kendetegn: ”Jeg er hverken gammel eller ung, hverken tyk eller tynd, hverken høj eller lav…” Han er mellemleder i Dansk Standard, en erhvervsdrivende fond, der rådgiver danske virksomheder om internationale standardiseringer (den findes i virkeligheden). E. bor alene, er ganske nøjsom, faktisk ensom. Men så smider et ældre ægtepar en folder ind gennem hans brevsprække. Den opfordrer ensomme mennesker til at adoptere en hjemløs hund.
E’s søster Mette elsker sit job som skadestuelæge, jo blodigere skaderne er, jo bedre. Hendes eget ansigt er fuld af små ar, som hun siger stammer fra ungdommens akneangreb. I virkeligheden cuttede hun for at få afløb for en smerte. Det gør hun stadig, men nu kun i håndleddene. Det vil bare ikke rigtig lykkes at begå selvmord, og Mette bliver jævnligt indlagt på psykiatrisk afdeling på hospitalet, hvor hun selv arbejder på Traumecenteret.
De to søskende er praktiske og rationelle. Men der findes noget dunkelt i deres fortid – og nu også i deres nutid – som E. slet ikke kan forbinde sig til. Han fortrænger afgørende begivenheder fra opvæksten. Søsteren, derimod, har en helt klar hukommelse. Hun husker, at de voksede op hos deres onkel, som voldtog dem på skift.
Så vidt, så virkelighedsnært. Men skridt for skridt radikaliserer romanen sig væk fra realismens konventioner. Via ægteparret med folderen om ensomhed og hundeinternatet, hvor E. køber et gadekryds, spalter fortællingen sig ind i et uigennemskueligt virvar af dobbeltvirkeligheder og sinistre systemer. Det viser sig nemlig, at de to søskende er kommet i kløerne på Det Teosofiske Verdensuniversitet, der foretager esoteriske eksperimenter for at genoplive døde gennem genfødsel via en donorkrop. Det hele kulminerer i et søle af incestuøse forbindelser og manipulerede handlinger, der transcenderer normalbiologisk videnskaben. Der opstår et subtropisk klima i E’s krop, og så… nej, jeg stopper her.
Bedst som man tror, at man har set det hele, forstår man, at man slet ikke har hørt det halve. Både E. og hans søster er ofre for et komplet komplot, og det samme er læseren, sågar forfatteren selv, når han roder sig og os ud i historien om Lazarus-projektet – opkaldt efter manden, som Jesus genopliver i Johannesevangeliet – og teosofernes store konspiration om sjælevandring.
Dansk Standard er ifølge bagsideteksten en ‘horrorroman’. Man kunne også sig ‘esoterisk realisme’. Kim Leine har nemlig skrevet en besynderligt forskruet roman, som med sin faible for det groteske peger tilbage på de mere spirituelle sider af Rød mand/Sort mand, hans seneste historiske Grønlandsroman. Bortset fra det, ligner Dansk Standard ikke forfatterskabets øvrige bøger, og Kim Leines faste læsere, skal orientere sig mod en helt ny horisont, når han lokker dem ind i grænseoverskridelsen fra kedelig realisme til kødelig antirealisme.
Når Dansk Standard dyrker ekstremisme med rituelle stemninger fra den spirituelle verden, minder den om de vandvidsspændte grotesker, som florerede i 1910’ernes og 1920’ernes litteratur. Kim Leine skriver sig dermed ind i det litterære selskab, der dyrker det sære som genre. Han forener den realistiske overgrebsondskab fra Thomas Vinterbergs Festen med det paranormale mareridt fra Lars von Triers Riget. Litterært skæver han til Madame Nielsens mesterligt febrile The Monster, dog uden at nå samme niveau af troværdig desperation.
Dansk Standard unddrager sig alle former for litterær standardisering. Det begynder ret normalt, så spidser det til, så går det amok. Det er langt ude, langt, langt ude. Så radikalt åndssvagt, at det er helt i orden. E. konstaterer med en vis overraskelse at han overtager Lazarus-folkenes psykotiske logik. Det gjorde jeg ikke, men jeg hengav mig til præmissen. Det er nødvendigt, hvis romanen ikke bare skal henstå som en karnevalistisk overspringshandling i Kim Leines forfatterskab.