En lille blære i Guds brilleglas

Weekendavisen den 10. maj 2019.

Indhentet. Jorden er blevet ubeboelig efter atomkrig. Menneskene flygter til Mars. Klaus Rothstein har endelig fået læst et sciencefiction-langdigt af Nobelpris-forfatteren Harry Martinson.

Galakserejser har aldrig sagt mig noget særligt. Den science fiction, jeg får udbytte af, foregår i en let fremskrevet, let forvrænget verden, der lurer lige om næste tidshjørne. Ikke desto mindre har jeg altid vidst, at jeg en dag måtte en tur ud i uendeligheden med et vildt og voldsomt langdigt af et rumrejseepos, Aniara. En Revy om Mennesket i Tid og Rum af den svenske digter og proletarforfatter Harry Martinson (1904-1978). Han havde sæde i Det Svenske Akademi og modtog sågar selv Nobelprisen i 1974 (sammen med sin akademikollega Eyvind Johnson).

På omslaget står hovedtitlen, Aniara, i grumset græsgrønt, mens den fascinerende undertitel breder sig som graveringer i en gravsten: En Revy om Mennesket i Tid og Rum af Harry Martinson På dansk ved Otto Gelsted. Den smukke typografiske tilrettelægning skyldes Austin Grandjean, Gyldendals legendariske grafiker, som jeg tydeligt husker fra mine unge år som børnebogsredaktør på forlaget. Når han bar lyserød skjorte, var det elegant og flamboyant. Når andre prøvede, blev det klodset.

I årevis, mindst tredve år, vil jeg tro, har Aniara været en del af min bogsamling, tålmodigt ventende på, at tiden var inde til at blive læst. Det har aldrig været en hastesag. Hvad betyder det, har jeg altid sagt til mig selv, at kalenderen skifter en, to eller ti gange, når digtet handler om et rumskib, der farer retnings- og redningsløst fortabt gennem verdensrummet gennem 15.000 år?

Men nu forekommer Aniara mig pludselig påtrængende og aktuel. Aktuel var den naturligvis også i min ungdom, da atomtruslen rådede, for langdigtet skildrer Jorden efter en atomkrig. Men dengang frygtede jeg åbenbart hverken vores fjender eller venner helt nok til at kaste mig ud i langdigtet om den store rumflugt.

Men i dag: Jo flere konsensusrapporter, der udkommer om den sjette masseuddøen, tab af levesteder for dyr og planter og den globale opvarmnings negative konsekvenser for jordens bebolighed med deraffølgende massemenneskemigration med alt hvad det rummer af konflikter, des stærkere reagerer litteraturen. Og Aniara er en forløber for nutidens klimakrisefiktioner.

Skrevet i 1956 er Harry Martinsons store revy – der består af 103 sange, primært blankvers, men også af og til pænt rimede – først og fremmest påvirket af den kolde krigs atomoprustning, og digtet blev skrevet som en advarsel om en fremtid, der ikke levner plads til mennesket, og i Aniara er al fremtid allerede forbi. Jorden – i digtet kaldet Doris – må ”for stråleforgiftningens skyld beredes/ en tid af hvile, ro og karantæne”. Menneskene må væk. Kolossale rumskibe evakuerer i rutefart flygtninge til kolonier på Mars. Men denne gang når Aniara ikke i havn. Fartøjet bliver efter en kollision med en asteroide slået ud af kurs og suser gennem den uendelige verdensrum. De 8.000 ombord ved, at fartøjet nu er forvandlet til en sarkofag.

Seks år efter katastrofen holder Aniaras chefastronom ”et foredrag for emigranterne om rummets dyb”. Han viser dem en glasskål med en lille luftblære. Sådan en blære bevæger sig uendelig langsomt mod et andet punkt, og efter tusind år har blæren gjort en rejse i glassets krop:

Vort rumskib Aniara færdes frem
i noget der er uden hjerneskal
og heller ingen hjernemasse ejer.
Det færdes frem i noget der er til
men ikke vandrer tankens vante vej –
en ånd som spænder videre end tanken.
Ja, gennem Gud og Død og Gåde sejler
vort rumskib gennem rum som ingen pejler.
O, hvor vi ville være veltilpas,
hvis blot vi kunne nå vor gamle plads,
nu da vi ved hvad Aniara er:
en lille blære i Guds brilleglas.

Aniara emmer af krigsangst og svensk gravalvorlighed, men er dybest set en studie i det, der ligger efter katastrofen, nemlig den menneskelige overlevelsesdrift. Hvad gør vi, når vi ved, at vi er dødsdømte, men stadig er nødt til at leve? Vi gør det, som mennesker nu engang gør for at forstå sig selv: samler sig i grupper, skaber fortællinger, opfinder ritualer, etablerer menigheder.

Om bord på Aniara er Mimen. Måske er det en menneskeskabt maskine, måske et organisk væsen, måske en gnist af Gud? Sandsynligvis mest en maskine, som digtets fortæller er ansat til at passe. På en måde minder Mimen om den altvidende vanskabning Carolus med den forstørrede hjerne i Johannes V. Jensens Kongens fald. Men Mimen er også et tidligt tegn på hvad der ventede, hvordan end Harry Martinson så kunne fornemme det: Fjernsynet, som først begyndte at sende i Sverige samme år som Aniara udkom, og ikke mindst internettet, vores egen fælleshukommelse. Mimen er en avanceret søgemaskine, der kan omsætte menneskers hukommelse om den Jord, der var engang, til levende virtual reality billeder, mens de ligger i dvale i en drømmemaskine, en eskapismemaskine:

Med store bryderier opfandt jeg
en skærm bestående af to slags stråler.
Det lykkedes at sætte skærmen optisk
i rummet nogle mil fra vor goldonder.
Mod denne skræm af stråler sendte jeg
en tredje stråleart som billedbølge.
Og sådan ordned jeg da billeder
der danned ligesom en væg i rummet,
et billedtæppe i det tomme intet.
Og disse billeder lod jeg befolke
af måneskinssøer, skove, bjerge, byer.
Til tider lod jeg så en vældig hær
med vajende sejrsfaner drage frem –
og alting for at nå en illusion
af væg der lukkede for rummets gru.

Mars, vores nærmeste naboplanet, iskold og støvet, er sandt for dyden langt væk. Når den er os nærmest, er den 56 millioner kilometer væk, men når den bevæger sig i sin fjerneste bane, bliver afstanden 75 millioner kilometer. Bare ikke i mental afstand. Den Røde Planet – måske beboet og beboelig? – har alle dage været science fiction-litteraturens måske mest prominente adresse.

Genrenkoryfæer som Edgar Rice Burroughs, H.G. Wells, Arthur C. Clarke, Philip K. Dick, Brian W. Aldiss, Isaac Asimov og Ray Bradbury har alle skrevet om Mars, ligesom vores egne Niels E. Nielsen og Sophus Michaëlis, der allerede i 1921 lod en gruppe soldater fra 1. Verdenskrig desertere til Mars i romanen Himmelskibet. Fra The Martian med Matt Damon ved vi imidlertid, at det ikke er helt ligetil at kolonisere planeten (men NASA har netop sagt at de planlægger at sende mennesker derop i 2030’erne). Vi bliver ved med at drømme. Og med at ødelægge Jorden, som om Mars bare er et uopdyrket pionerland et busstop herfra.

Aniara – en klassiker i svensk litteratur, blandt andet omsat til en modernistisk opera af Karl-Birger Blomdahl og Erik Lindegren i 1958 og helt aktuel med premiere på en international filmatisering i disse dage – har altid været en af min bogsamlings hensatte forpligtigelser. Nu, hvor læsningen er indløst, sætter jeg respektfuldt bogen tilbage i reolen. Det er et stort, idérigt stemmeværk og et tankevækkende apropos til vor tids tanker om kolonisering af Mars. Men Harry Martinsons revy om mennesket i tid og rum er også imposant poesi bygget på patos. Som dystopisk digt virker Aniara mere bedaget, end beåndet.