Det glatte ansigt

Weekendavisen den 5. april 2019.

Autofiktion. Poul Behrendts forskning i navnesammenfaldsromaner er imponerende, men introvert.

Poul Behrendt: Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion. 480 sider, 349,95 kr. Rosinante.

Poul Behrendts Fra skyggerne af det vi ved er en ekstensiv undersøgelse af det, der sker i krydsfeltet mellem livet og litteraturen, kortlagt gennem en dyb analyse af Karl Ove Knausgårds banebrydende forfatterskab. Hertil kommer grundige læsninger af romaner af Kristina Stoltz, Linn Ullmann og Delphine de Vigan, som alle har bidraget til skønlitteratur med navnesammenfald mellem forfatteren, fortælleren og hovedpersonen, ofte benævnt ‘autofiktion’.

‘Kunst som virkelighedsproduktion’, er bogens undertitel’. Selvbiografisk fiktion er nemlig ikke en virkelighedsefterligning, men en virkelighedsproduktion, konkluderer Poul Behrendt. Som han selv formulerer det, er dette en bog, der rører ved fiktionens grænser. Og fiktionen rører ved virkelighedens grænser, kunne man tilføje. Men hvem ved egentlig , hvad ‘virkeligheden’ omfatter? Forskeren leder i værkerne efter det, som den norske forfatter Vigdis Hjorth (der spiller en vigtig birolle i bogen) kalder sandhedshændelsen.

Den selvbiografiske fiktion skildrer ikke selve virkeligheden, men forfatterens oplevelse af den. Det er det, Knausgård selv kalder at skrive ”uforvarende”. Med Poul Behrendts ord: ”ud fra skyggerne fra det, han muligvis vidste eller kunne have fået at vide.”

Poul Behrendts læsninger når ud i alle afkroge. Men han er ikke ufejlbarlig. I læsningen af Karl Ove Knausgårds lille roman Om foråret (i kvartetten af såkaldte årstidsbøger), der føjer sig til den ellers afsluttede Min kamp, refereres en nøglescene underlig unøjagtigt.

Vi er i Malmø. Knausgård er desperat. Hans kone er indlagt på psykiatrisk afdeling og han er alene med en skrigende baby. Han har glemt sit hævekort derhjemme, og nu mangler han penge til at købe sutteflaske og mælkeerstatning. Ifølge Poul Behrendt får han lov til at hæve penge i Nordea på sit glatte ansigt, fordi han er så berømt, at bankdamen genkender ham. Men sådan er det ikke. I romanen siger Knausgård til bankdamen, at der er penge på kontoen, mange endda, og at der er billeder af ham på nettet, så hun kan google ham. Men hun spørger bare, om han kan huske sin kode, og det kan han.

Pointen er her på ingen måde at Knausgård opnår fordele på sit glatte ansigt. Det gør han på ingen måde. Tværtimod. Han ”rødmer af ydmygelse”, da han antyder sin egen berømmelse, og den lidelsesfulde episode er et oplagt udtryk for mandens evige skamfølelse. Pointen er, at han er angst for at blive genkendt og afsløret som en dårlig far.

Fra skyggerne af det vi ved har titel fra en passage i Knausgårds Min kamp I. Fra sit nye kontor, kan han høre lyde fra en skolegård. Han indser, at han snart vil være så fortrolig med de nye omgivelser, at han ikke længere vil bemærke lydene:

”Man ved for lidt, og det findes ikke. Man ved for meget, og det findes ikke. At skrive er at trække det der findes, ud fra skyggerne af det vi ved. Det er det skrivning handler om. Ikke hvad der sker der, ikke hvad slags handlinger som udspiller sig der, men der, i sig selv. Der, det er skrivningens sted og mål. Men hvordan får man bragt sig derhen?” skriver han.

Poul Behrendt bringer citatet i sin egen oversættelse, der korrigerer den danske forlagsudgave, som han (ifølge noterne) mener er ”meget lidt mundret”. Det kan han absolut have ret i, og ”fra skyggerne af det vi ved” er klart en bedre sætning, end ”ud af det vi kenders skygge”. Måske er der endog en pointe i, at han ændrer ”for sig selv” til ”i sig selv”. Og det retoriske spørgsmål sidst i citatet forbedrer han også fra ”Men hvordan kommer man derhen?” til ”Hvordan får man bragt sig derhen?”

Forskellene er til at få øje på, i hvert fald hvis man vægter detaljer højt, og det gør Poul Behrendt. Netop derfor er det også underligt, at hans egen oversættelse af hele det centrale citat bringes i kursiv. På den måde ophæves nemlig fremhævningen af det eneste ord, som originalen har kursiveret, nemlig det lille ord ”der”, hvorefter sætningen bør læses således: ”Ikke hvad der sker der, ikke hvad slags handlinger som udspiller sig der, men der, i sig selv.”

At denne steds- og/eller tidsbundne pointering forsvinder i Poul Behrendts egen oversættelse, vælter næppe hans bærende pointe om, at citatets slutspørgsmål rummer hele drivkraften bag Min kamp. Men det undrer at en så detaljeopmærksom forsker uden videre ignorerer en kursivering, som forfatterens vel har anbragt med en hensigt, især når forskeren selv et andet sted fremhæver hengivelsen til døgnet og timen som et altgennemtrængende element hos Karl Ove Knausgård.

Poul Behrendts insisterende og pedantiske undersøgelse af mål og metode i (især) Karl Ove Knausgårds forfatterskab er skrevet med en ørns overblik, men også med langspyt. Fra skyggerne af det vi ved er en repektaftvingende analyse af litterær produktion af virkelighed, men også en teknisk-teoretisk og introvert bog, hvis akademiske maksimalisme nok udgør et perfekt pensum på uni, men kun delvis folder sig ud som bredere litteraturformidling og kulturkritisk essaystik.