Weekendavisen den 6. juli 2018.
Kontroversen. Nobelfarcen fortsætter: Johannes Anuyru overvejede at sige nej tak til pris fra Det Svenske Akademi. Lena Andersson anklager kulturjournalistikkens radikalisme. En erstatningspris er på vej.
Der bliver jo ingen Nobelfest i Stockholm i år. Men der bliver noget, der ligner. Initiativet Den Nya Akademien sørger nemlig for, at der bliver uddelt en pris til en international forfatter, der “hos läsaren skriver in berättelsen om människan i världen”.
Den Nya Akademien blev etableret som en reaktion på Svenska Akademiens nedsmeltning. Initiativtager var journalisten Alexandra Pascalidou, som snart fik følgeskab af en lang række mere eller mindre betydningsfulde mennesker fra de kulturkreative miljøer, dog fornærmer man vist ingen af dem ved at sige, at de hverken har akademisk, kunstnerisk eller intellektuel potentiale til at få en stol i det rigtige Akademi. Den Nya Akademiens mest berømte navne – i hvert fald på vores breddegrader – synes at være den navnkundige Felix-tegner, Jan Lööf, Mit liv som hund-forfatteren Reidar Jönsson, krimidronningerne Camilla Läckberg, Karin Alvtegen og Mari Jungstedt samt Kajsa Bergqvist, forhenværende verdensmester i højdespring og nuværende Unicef-ambassadør.
Men vi må lette på låget for disse mennesker, der tager over, når den ypperste elite svigter. Mens slagskyggerne fra Kulturprofilens mulige misgeringer (ingen er jo skyldig før der er fældet dom, men nu er der rejst tiltale om to tilfælde af voldtægt) hviler over Akademiet, formulerer Det Nye Akademi baggrunden for deres pris på en måde, der kun kan opfattes som en klokkeklar og sønderlemmende kritik af Det Gamle Akademis indre liv, hør blot:
”Prisen skal minde os om, at litteraturen hører sammen med demokrati, åbenhed, empati og respekt – ikke med privilegier, vennetjenester, arrogance og sexisme. I tider hvor der i stadig højere grad bliver sat spørgsmålstegn ved menneskelig værdi, bliver litteraturen undertrykkelsens og tavshedskulturens modkraft. Netop derfor er det ekstra vigtigt at verdens største litteraturpris også uddeles i 2018.”
Den Nya Akademien har etableret sig som en almennyttig forening, politisk og økonomisk uafhængig. Initiativtagerne har inviteret alle svenske bibliotekarer til at nominere kandidater til prisen. Bibliotekarerne er, siger initiativtagerne, en faggruppe med et bredt og dybt litteraturkendskab, og de nyder høj anseelse i offentligheden. Og så har de ikke nogen ”egeninteresser” i, hvilken forfatter, der får prisen.
Nomineringsfristen udløber nu på søndag den 8. juli, og derefter indbydes alle svenskere til at stemme på den forfatter, som de mener skal vinde prisen. Derefter går fire forfattere – to mænd og to kvinder! – videre til bedømmelse i en jury under ledelse af redaktør og forlægger Ann Pålsson og med deltagelse af Lisbeth Larsson, professor i litteraturvidenskab ved Göteborg Universitet, Marianne Steinsaphir, bibliotekar og kulturjournalist samt Gunilla Sandin, bibliotekschef på Stadsbiblioteket Strömstads Kommune og fhv. programchef for Bokmässan Bok och Bibliotek (hov, der var da vist ingen mænd i den jury?). Når vinderen er fundet, bliver prisen overrakt ”under højtidelige former” den 10. december, altså netop den dag, hvor Nobelprisen plejer at blive uddelt, og når der er ryddet op efter festen, opløser Den Nya Akademien sig selv.
Og nu vi er ved Nobelskandalen og dens udløbere: Den svenske forfatter Johannes Anuyru har netop modtaget en dejlig pris på 200.000 kr. Det eneste problem er, at den blev uddelt af Det Svenske Akademi, der altså godt kan varetage andre opgaver, end at vælge en Nobelvinder. Deblougska-prisen, som den hedder, fik forfatteren til at skrive en kronik, hvor han slog fast, at sådan en pris ikke længere kaster hæder og ære på modtageren, men stiller ham i en meget ubehagelig position, så: ”Eftersom Akademiet ikke har formået at gøre det, må jeg sige: Jeg tror på de atten kvinder (som siger at de er blevet krænket af Kulturprofilen, red.). Det, der er sket, er skammeligt. Jeg ved godt, at Akademiet ikke har bedt om mit syn på dets krise, men jeg tror at det er umuligt for det at fortsætte, når mennesker som modtager deres støtte, stille i den umulige position, som jeg nu befinder mig i. Det er sandsynligt at fremtidige Nobelpristagere kommer til at udtale sig på samme måde, som jeg gør det, eller – hvilket jeg alvorligt har overvejet – afviser at tage imod prisen. Og yderligere en dimension i dette er naturligvis spørgsmål om, hvilke skrivende mennesker, som kan lokkes til at fylde de ledige pladser i Akademiet, som i dag fremstår som et sted, der nægter at indse hvilket enormt svigt det er, at deres navne er brugt til trusler, manipulation og skade for unge mennesker, der drømmer om at skrive.”
Ja, hvem stiller sig mon til rådighed, når det decimerede Akademiet skal supplere op? Måske Lena Andersson, der både er en skarp intellektuel og en populær bestsellerforfatter? I hvert fald har hun på det seneste skrevet flere artikler, som støtter Horace Engdahl, den forhenværende leder af Akademiet, der i dag mest beskrives som det intellektuelt-akademiske Sveriges svar på Darth Vader. Mens Lena Andersson ikke er i tvivl om at Kulturprofilen Jean-Claude Arnaults opførsel er amoralsk og stødende, spørger hun: Hvorfor skal det føre til Det Svenske Akademis undergang og et karaktermord på Horace Engdahl? Kulturjournalistikken har ladet sig hidse op af sin egen og andres radikalisme, hvilket risikerer at føre til, at Akademiet bliver knust.”