Weekendavisen den 23. marts 2018.
CPH:DOX. To poetiske film beskriver og beskærer den internationale flygtningekrise fra to mellemstationer: en forladt lufthavn og en øde ferieø.
Der er et markant og tankevækkende fællestræk ved de to flygtningekrisefilm, som danske Sebastian Cordes og brasiliansk-algierske Karim Aïnouz i denne uge præsenterede på CPH:DOX, nemlig antidramatik.
Vi kender jo de havererede plimsollere i Middelhavet. Vi kender ligene i bølgerne. Vi kender de orange redningsveste. Vi kender gummibådene, der hugger sig frem mod de græske øer i Det Ægæiske Hav. Vi kender migranterne, der bliver spulet væk fra de serbiske grænsehegn. Vi kender flygtningekaravanerne på de danske motorveje. Vi kender krigen, håbløsheden og angsten. Men i disse to film har instruktørerne sat sig for at fortælle andre og mere poetiske historier, vise en ny type billeder og oversete udsnit af flygtningenes virkelighed.
Vi begynder i Tempelhof i Berlin. Den smukke gamle lufthavn, hvor Harrison Ford hoppede om bord på en zeppeliner i Indiana Jones and the Last Crusade, hvor luftvejen til Berlin gik til og fra under Anden Verdenskrig, hvor det sidste fly landede i 2008, hvor jeg og titusindvis af andre løbere henter startnumre til byens store maraton, og hvor berlinerne i dag hænger ud på de gamle landingsbaner.
Her i Zentralflughafen THF blev 3000 asylsøgere indkvarteret i 2015, da der for en stund gik hul på Europas ydre grænser og Angela Merkel slog Tysklands døre op. På det tidspunkt var Karim Aïnouz ved at researche til en film om Berlins fire lufthavne, nemlig Tempelhof samt Tegel og Schönefeld, som skal lukke, når den fjerde lufthavn, den evighedsforsinkede Berlin Brandenburg Lufthafen, en dag ved lejlighed bliver parat.
I Tempelhof fandt Karim Aïnouz en babylonisk by af asylsøgere. To af dem fokuserer han på med en lavmælt kameraintensitet: en ung syrisk mand, der savner sin familie og fylder 18 år i ensomhed, og en irakisk mand i 30’erne, der måtte flygte fra sit hjemland inden sin sidste eksamen på medicinstudiet. De venter, håber og drømmer.
Og galgenhumoren råder. Over en vandpibe fortæller en syrer om en gruppe nye flygtninge, der blev bange, da de så de gamle flyvere, der stadig står ved en hangar. De troede at de skulle returneres til Tyrkiet. ”Det er det sjoveste jeg har været ude for på Tempelhof,” griner han.
Men egentlig er det ikke disse to personer, der er filmens egentlige omdrejningspunkt. Zentralflughafen THF skildrer i lige så høj grad, som det fremgår af titlen, den historiske lufthavn selv. Kameraet elsker arkitekturen, landingsbanernes udstrakte vider, den urbane livsstil der skyder op på arealerne, hvor folk nyder fritiden, avler bier og dyrker sport. Karim Aïnouz filmer det hele med gennemtænkte beskæringer og sans for stedets poesi, og ikke mindst med et nærmest påståeligt blik for asylsøgernes solidaritet og fællesskabsfølelser.
Her er ingen frustrationer, intet temperament, ingen utilfredshed, ingen slåskampe, ingen udadreagerende følelser. Vi ser kun flygtninge, der henvender sig med høflighed og respekt, uanset om det handler om sagsbehandlingen eller manglen på privatliv i båsene med køjesengene, hvor der hverken er loft eller døre af hensyn til brandsikkerheden. Som en af asylsøgerne sukker: ”Nogen gange forstår mennesker ikke hinandens behov.”
Filmens måske fineste øjeblik tilhører en gammel mand, der ligner Svend Åge Madsen med strikhue. Han har dårlig fod og bliver tilset af den irakiske medicinstuderende. Så siger den gamle: ”Tyskerne er ude af stand til at lyve. Hvis de skylder dig penge, går de straks i banken og henter dem. Jeg har det som i paradis.”
Den utvivlsomt mest rørende skikkelse i Tempelhof er til gengæld en mand, vi aldrig lærer nærmere at kende. Han er ukrainer, forvirringen og angsten står malet i ansigtet på ham. Han lider af tordenende posttraumatisk chok.
Danske Sebastian Cordes har været på den græske ø Chios, hvor flygtningene, som der står på forteksterne til Visitor, søger at nå frem til ”den europæiske idé”. Den vegeterende antidramatiske film er skudt med en langsomt dvælende og affolket poesi, der brydes af sekvenser, hvor digteren Peter-Clement Woetmann læser fra sin digtbog om flygtningekrisen, Bag bakkerne, kysten – en klagesang.
Havet er der hele tiden, men menneskerne, der kom over det, er sært fraværende. Eller rettere sagt: de er der jo, men vi møder dem ikke. Måske ser vi dem lidt på afstand, måske bag en antydet container fra UNHCR, måske set fra ryggen, måske beskåret ved hofterne, aldrig talende til os. Men det er ikke meget anderledes, end instruktøren selv, som vi kun møder som et par ben i et badekar, et par hænder ved et restaurantbord, en skygge på sandet. Til gengæld ser vi lokale grækere, der spiller dilletant og danser kædedans i forsamlingshuset. Men hvem er de mennesker, der pludselig holder en lille fest og tager selfies? Lokale? Eller flygtninge? Vi ved det ikke.
Chios i december er et ikke-sted. En forblæst destination, der venter på solen og sæsonen. Tomme promenader, et forladt livreddertårn, en redningsbåd i havnen, en restaurantsangerinde i guldlamé der crooner sig dystert gennem ‘Strangers in the Night’. På stranden: en hvid flyverdragt, et simkort. En gadekøter, der gnaver i noget. En grafitti på en mur: No Borders. Stemmen af en gammel dame, der fortæller om krigens sult. Og så til allersidst træder to børn pludselig ind foran kameraet, helt tæt på, helt op i vores ansigter, undersøgende, nysgerrige, lattermilde. Den store pige synger doo, doo, doo. Jo, tænker man, de findes som andet end beskæringer.
Lufthavnen og ferieøen – rejselivssymboler for frie menneskers som os – er paradoksale mellemstationer for de ufrivilligt rejsende. Men netop de positive beskæringer bliver både filmenes pointe og problem, for antidramatikken er naturligvis ikke en sandhed, men en mulighed, en fortolkning, et poetisk postulat.
Karim Aïnouz: Zentralflughafen THF / Sebastian Cordes: Visitor. CPH:DOX.