Robin Hood på glatis

Weekendavisen 9. februar 2018.

Tænkepause. Bare rolig, fiktionen forsvinder ikke! Frisk lille fristil. Men tam.

Simona Zetterberg Gjerlevsen: Fiktion. 60 sider, 49,95 kr. Aarhus Universitetsforlag.

En dag i 1998 gik jeg hånd i hånd med min yngste på vej hjem fra børnehave. En af de voksne havde læst højt af Robin Hood med illustrationer af mestertegneren Erik Hjorth-Nielsen. ”Vidste du godt,” sagde min søn, ”at Robin Hood i virkeligheden slet ikke var en ræv!”

Ja, jeg vidste godt at Robin både kunne være Erroll Flynn, Kevin Costner – og en ræv med Finn Storgaards stemme. Ikke at forglemme en lystig svend, der ifølge den engelske folketraditions forgrenede fortællinger stjal fra de rige og gav til de fattige. Så, min søn, velkommen til de tænkendes verden, hvor alt hele tiden skal forstås og fortolkes, og hvor du skal lære at kende forskel på virkelighed og fantasi, fakta og fiktion og forstå Disneyficeringernes placering i kulturlandskabet.

Adjunkt Simona Zetterberg Gjerlevsens Fiktion (Aarhus Universitetsforlags berømmede serie af ‘Tænkepauser’) handler netop om fiktionens plads i vores tilværelse. Det er en frisk lille fristil, som hopper fra tue til tue uden at sætte sig varige spor – og som oven i købet præsterer et decideret faux pas i bogens første linjer:

”De fleste mennesker kan huske, hvor de befandt sig under terrorangrebene den 11. september 2001, men for mig står det lige så klart, hvor jeg var da Albus Dumbeldore døde i Harry Potter og halvblodsprinsen.”

Simona Zetterberg Gjerlevsen fortæller så om en skelsættende læseoplevelse, hvor en eller anden karakter i romanen kaster en dødsbesværgelse på Dumbeldore, ”så han falder ned fra tårnet”, og den unge Simona med tårer i øjnene konstaterer: ”Der er sket noget forfærdeligt.”

Undskyld mig, men jeg er fuldkommen iskoldt ligeglad med at denne Dumbeldore falder ned fra et tårn i fiktionens verden, når ægte mennesker sprang ud fra tårnet i virkelighedens verden. Og som læser leder jeg forgæves efter pointen. Naturligvis troede jeg at Simona Zetterberg Gjerlevsen havde læst romanen samtidig med, og uvidende om, virkelighedens katastrofe i World Trade Center, og at hun nu fortsatte med at reflektere over fiktion og virkelighed. Men nej. Tårnene, fiktionens og virkelighedens, har intet at sige hinanden. Sporet går kold. Det er simpelthen tankeløst og derfor taktløst.

Simona Zetterberg Gjerlevsen har en masse oplysende og interessante eksempler på, hvordan vi omgiver os med og forholder os til fiktive fortællinger, både i klassisk litteratur og moderne fortælleformater som sitcoms, satirisk fiktionsjournalistik, YouTube-manipulationer og computerspil, men typisk skøjter hun på overfladen af substansen, ikke mindst i afsnittet om domsafsigelsen i konflikten mellem Das Beckwerk (den nuværende Madame Nielsen) og hans fhv. partner, der havde anklaget forfatteren for identitetstyveri i romanen Suverænen. Her overser Simona Zetterberg Gjerlevsen komplet sagens kerne, dommens præmis, pointe og betydning for den kunstneriske ytringsfrihed. Hun er hastet videre til en overfladebehandling af Knausgård og et ellers lovende afsnit, der også afsnuppes alt for tidligt: James Freys A Million Little Pieces (2003) var angiveligt en autentisk beretning om stofmisbrug, som bl.a. Oprah Winfrey faldt for. Men i 2006 blev det afsløret at bogen var opspind, altså fiktion, og forfatteren blev sagsøgt af flere læsere. Det havde jeg meget gerne hørt mere om. Men igen: Koldt spor.

At Simona Zetterberg Gjerlevsen har et relevant forskningsfelt forvisses vi om hele tiden, f.eks. af aktuel litteratur af Sara Omar, Kristian Husted og kollega Leonora Christina Skov. Også dem skal vi læse med skærpet bevidsthed om genreprædikater (eller mangel på samme), læserkontrakter, virkelighedsfortolkninger, navnelighed og glidende overgange mellem personer og personaer. Vi skal, som min søn i børnehaven, hele tiden udvikle vores fiktionskompetance. Denne Tænkepause kunne have været god, litterær forskningsformidling, men den er tam helt frem til konklusionen: ”Fiktionalitet dukker altså op over alt, men betyder det samtidig, at klassiske fiktionsformer som romanen og filmen er ved at uddø? Igen kan det kun blive til et hypotetisk svar, men jeg frygter ikke for fiktionens udryddelse,” skriver Simona Zetterberg Gjerlevsen. Jamen dog, hvilken lettelse!