Kvotedronninger

Weekendavisen den 26. januar 2018.

Kvindekvoter. For tre år siden foreslog den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie at forlagene i 2018 kun skulle udgive litteratur skrevet af kvinder. Hvad blev der af den idé?

I juni 2015 tog forfatteren Kamila Shamsie en dyb indånding. I en kommentar i branchebladet The Bookseller og i The Guardian, hvor hun er litteraturkritiker, skrev hun om en oplevelse på en litteraturfestival nogle år tidligere. Hun havde overværet en paneldebat, hvor kollegerne Martin Amis, Richard Ford, Jay McInerney og Junot Díaz samtalede under den pompøse overskrift ‘Den amerikanske litteraturs krise’. De fire mandlige panelister kastede om sig med forfatternavne, men kun én enkelt kvinde blev forbigående nævnt, nemlig Eudora Welty – som vel at mærke var død i 2001. Ikke én eneste nulevende kvinde kunne nyde fremme, end ikke Toni Morrison, Marilynne Robinson eller Donna Tart.

Kamila Shamsie – født 1973 i Karachi, Pakistan, nu bosat i London, forfatter til fem romaner, der er oversat til tyve sprog, på dansk findes Brændte skygger (2009) og Kort over vejen hjem (2011) – kom i tanker om paneldebatten da hun igen-igen-igen havde læst om en undersøgelse af den skæve kønsbalance i den britiske forlagsverden og litteratur. Der er flere mandlige forfattere, flere mandlige forlæggere, flere mandlige kritikere, flere mandlige jurymedlemmer, flere mandlige prismodtagere – og der er også flere mandlige hovedpersoner i bøgerne! I de seneste 15 år, skrev hun (altså fra 2000-2015), var der 12 mandlige hovedpersonerne i vinderen af den prestigefyldte pris The Man Booker Prize, to var kvinder og en enkelt roman havde både en mand og en kvinde som hovedperson, og i samme tidsrum blev Pulitzerprisen i USA givet til 15 romaner, hvor hovedpersonen var en mand i 15 tilfælde.

Og Kamila Shamsie kunne blive ved med at beskrive skævheder mellem kønnene i den litterære verden. Det var, skrev hun, nu et fælles ansvar, at få gjort noget ved sagerne. Og så kom hun med et forslag, som hun selv kaldte ”en provokation”. Hvorfor ikke gøre 2018 til a Year of Publishing Women, spurgte hun. På den måde havde forlagene tre år til at tilrettelægge deres udgivelser, som ville føre til et helt år, hvor det kun var kvinder, der blev udgivet, markedsført, interviewet, anmeldt, prisbelønnet osv. Kvinderne måtte lære af suffragetterne, skrev Kamila Shamsie, at høflighed ikke hjælper i jagten på et mål. Hun ville skabe et systemchok og gøre op med indgroede vaner. Og hun var sikker på, at mange mandlige forfattere ville støtte kampagnen og gerne vige pladsen.

Nu er de tre år så gået. Hvad blev der af ideen? Jo, faktisk besluttede kvalitetsforlaget And Other Stories, som udgiver 10-12 romaner om året, udelukkende at udgive kvindelige forfattere i 2018, mens et andet fint, lille forlag, Tilted Axis Press, besluttede at 50% af deres forfattere skulle være kvinder (det viser sig at blive 80%). Og det var så det. Resten af forlagsbranchen trak på skulderen. Men en enkelt filial af boghandlerkæden Waterstones i Norwich besluttede at alle medarbejdernes håndskrevne læseanbefalinger, der sættes op på hylderne i butikken, skulle helliges bøger af kvinder hele dette år.

Kamila Shamsies Year of Publishing Women blev aldrig den bevægelse, hun havde håbet på. Debatten rejste sig aldrig, og først trekvart år efter lanceringen af ideen, tog en betydende forfatter bladet fra munden. Det var Lionel Shriver, der i en paneldebat på Kvindernes Internationale Kampdag 2016 kaldte sin kollegas kampagne for ”rubbish”, noget sludder, og ”en latterlig idé”.

Lionel Shriver vandt i 2005 The Women’s Prize for Fiction (dengang opkaldt efter sponsoren som The Orange Prize, idet med ny sponsor: The Baileys Prize) for gennembrudsromanen om en skolemassakre, We Need To Talk About Kevin (dansk titel: Hvad med Kevin?). Prisen blev i 1996 oprettet som en direkte reaktion på Booker Prize i 1991, hvor alle seks nominerede forfattere var mænd, skønt 60% af årets udgivelser var skrevet af kvinder.

Og nu sad Lionel Shriver så der – på selve Kvindernes Internationale Kampdag – og sagde, at hun da var glad for at vinde prisen, men at det havde givet mere mening for hende, hvis det ikke var Orange, men Booker, hun havde vundet: ”Det er et problem når man på den måde antyder, at vi har brug for hjælp, at mændene er nødt til at forlade rummet før vi er prisværdige. Det samme gælder med ideen om kun at udgive kvindelige forfattere,” sagde hun.

I denne uge gjorde Kamila Shamsie så status i et interview i The Guardian. Hun vidste godt at ingen store forlag ville kyle mændene af listen dengang i 2015, sagde hun, men hun fremhæver And Other Stories, hvis forlægger – en mand, Stefan Tobler – siger, at Year of Publishing Women har fået hans øjne op for forfatterskaber, som han ellers ikke ville have opdaget. Og så bemærker Kamila Shamsie, at hendes ikke helt vellykkede kampagne kulminerer samtidig med at #MeToo breder sig:

”Jeg vil ikke sammenligne det her [udgivelse af kvinders litteratur] med seksuelle overgreb, men hvis vi ser på hvad det betyder at leve i en patriarkalsk verden i det store hele, ser vi det på alle livets niveauer, og vi er nødt til at bruge yderliggående metoder for at ændre den måde, vi tænker på.”

—

Kvinders ligestilling i litteraturen lader meget tilbage at ønske, men særligt ét sted synes det at stå helt skralt til. The Observer har netop offentliggjort en analyse af de 100 mest populære engelske billedbøger til de yngste i 2017. Det viser sig at flertallet af bøgerne er domineret af hovedpersoner, der kan identificeres som hankøn, oven i købet oftest i stereotype maskuline roller. I bøgerne til de helt små er hovedpersonerne ikke altid mennesker, men også dyr, fugle, grøntsager eller skelletter. Hvis disse væsner har et køn, er det 73% mere sandsynligt at der er han og ikke hun. Flere replikker er lagt i munden på hankønsvæsner end hunkønsvæsner, og oven i købet er hankønsvæsnerne ofte handlekraftige. Gennemgangen af de 100 bøger viste kun én eneste kvindelig skurkerolle. Vi finder hende i Peppa Pig and her Golden Boots (dansk udgave: Gurli Gris og de gyldne gummistøvler, hvor Fru And stjæler gummistøvlerne, mens Gurli og hendes venner er inde hos Mor Gris og få appelsinsaft. Sådan er mødre nemlig så omsorgsfulde. I de 100 bøger var der til gengæld kun meget få fædre, og når der var fædre, var der oftest også mødre til stede. Kun i fire tilfælde var en far alene med et barn. Også arten af de antropomorficerede dyr var stereotyp: Drengene er rovdyr som drager, bjørne og tigre, mens pigerne er søde fugle, katte og insekter.

Men måske er det ikke så galt endda! For selvom Year of Publishing Women ligner en lille fiasko, er de gode nyheder for de kvindelige forfattere kun et enkelt klik væk. Næste artikel på The Guardians webavis handler nemlig om, at Top Ten Bestsellers i Storbritannien har ni kvinder og én mand (Haruki Murakami) på listen. Margaret Atwood topper listen med et salg på 2,8 millioner pund.