Kunsten at læse et lig

Weekendavisen den 9. maj 2018.

Kongens fald. Historisk roman om balsameringen af en krigerkonge diskuterer hvad meningen med livet er.

Ellen Mattson: Sne. Oversat af Anne Marie Têtevide. 246 sider, 300 kr. Batzer & Co.

Om den svenske Krigerkonge Karl den Tolvte (1682-1718) vidste jeg kun to ting: 1) Han mislykkede et felttog i Rusland og endte i osmannisk fangeskab, hvor han lærte laurbæromviklede kødboller at kende. Da han vendte hjem tog han retten med til det svenske køkken, men i mangel af vinblade brugte han kålblade, og på den måde blev dolmades til (kål)dolmer. 2) På grund af sin ekspansive og krigeriske patriotisme er han et forbillede for de nationalistiske svenske højreradikale, der hvert år marcherer til hans ære.

Efter læsning af Ellen Mattsons kompakte, men komplekse roman, Sne, ved jeg nu adskilligt mere, for denne historiske roman tager os med helt ind i kongens aller inderste. Bogstavelig talt. Vi er nemlig til stede da det afsjælede kongelig bliver vasket, renset og balsameret dagen før jul 1718 i en bundfrossen lilleby, Uddevalla, hvortil liget er blevet transporteret fra fæstningen Frederiksten i det sydlige Norge, hvor kongen er faldet for en fjendtlig kugle i en løbegrav. Nu er ikke alene Karl den Tolvtes liv, hvoraf halvdelen blev tilbragt på slagmarken, slut. Det samme er Sveriges status som europæisk stormagt, og Den Store Nordiske Krig er tabt.

Sne udspiller sig i et nationalt resigneret stemningsleje efter det militære kollaps. Soldaterne vender slagne hjem med krigsskader og frostskader, forkomne og elendige. I baggrunden ulmer utilfredsheden mod enevælden, de kongekritiske opviglere vejrer morgenluft.

Det er den militære feltskær Karl Vogel og den hjemsendte soldat, Jakob Törn, der står for behandlingen af liget. Jakob, romanens hovedskikkelse, er apoteker til hverdag, netop nu på flugt fra hjemmet, hvor hans kone dolkede ham i armen, da han overbragte hende nyheden om kongens død. Hvorfor hun gjorde det, ved han ikke. Vi ved det heller ikke. Men nu står Jakob altså ved liget, der skal præpareres og føres til Stockholm, og Vogel lærer ham at aflæse kroppen, forstå den. Han studerer skudhullet og de hvasse knoglekanter med det afsvedne hår:

”Tindingen var trykket ind oven for øret med nogle løse knoglestumper der så ud som om de ville falde ud hvis man rørte ved dem. Da han løftede blikket en lille smule så han kongens næse helt tæt på sin egen, skarp og let blålig hvor knoglen trådte frem under den spændte hud. Ansigtet havde intet udtryk, hverken af vrede eller forbavselse.”

Kan Jakob lære kunsten at læse liget? I hvert fald bringer samtalen hen over kongekroppen Vogel og hans elev steder hen, hvor man ikke kommer i normal passiar. De diskuterer slet og ret livets mening. Vogel mener, at fødes for at sløse med vores liv, ødsle det væk, ødelægge det for at sætte pris på det: ”Meningen er at vi skal holde op med at sætte pris på det.”

Jakob forsøger sig med, at Guds eksistens ikke er givet. Vogel modsiger ham arrigt: ”Gud eksisterer for at vi ikke skal kunne tro på ham, kan du ikke begribe det? Vinden eksisterer for at vi ikke skal kunne fange den, solen eksisterer for at vi skal kunne mærke hvor koldt der er i skyggen hvor vi står.” Jo, Vogel er en kryptisk tænker. Men det kommer af en årsag. Hans ene søn er død ved fronten i Polen, den anden er krigsfange. Og så har en endnu en søn derhjemme, som aldrig har mødt sin far, fordi Vogel har rejst som læge med hæren i tyve år: ”Måske eksisterer ham for at jeg aldrig skal se ham igen?”

Gud og sønnen eksisterer af samme årsager for Vogel, for ikke at tro, for ikke at se. Eksistenssamtalen over kongens lig er romanens tænksomme omdrejningspunkt, som gør den til andet og mere, end en temmelig pertentligt skrevet romanreportage fra fortiden. Det veludførte nøglegreb i Sne er at kongens død har fundet sted. Samtalen om livet henover den håndværksmæssige håndtering af døden, fungerer storartet. Til gengæld er den ellers ret veletablerede gåde om den kniv, som konen huggede i Jakobs arm, en gedigen fuser.