”Jeg så det hele med rædsel…”

Weekendavisen den 23. marts 2018.

Saxo-sensation. En privat københavnsk bogsamler lå inde med førsteudgaven af Saxos Danmarkskrønike, hvori en svensk historiker har nedfældet den eneste kendte øjenvidneberetning fra Det Stockholmske Blodbad i 1520. Antikvar og boghistoriker Christian Kaaber kalder bogen et enestående og sensationelt stykke skriftligt danefæ.

I maj 2016 døde en velrenommeret bogsamler fra Frederiksberg. Gennem et langt liv havde han tjent staten som embedsmand i flere ministerier, men sjældne antikvariske bøger var hans passion.

I bibliofile kredse vidste man godt at kontorchefens fine samling omfattede mange skatte, men da boet blev gjort op, viste det sig, at den også rummede en vaskeægte sensation, nemlig et eksemplar af den tidligste udgave af Saxos Danmarkshistorie, hvori den patriotiske svenske etnolog, kartograf, historiker og ærkebiskop Olaus Magnus (1490-1557) har nedfældet en lang række noter, som i sig selv er interessante. Men helt unik er den håndskrevne øjenvidneskildring af Det Stockholmske Blodbad i 1520, som Weekendavisen kan bringe i dag.

Fra historiebøgerne, og ikke mindst fra Johannes V. Jensens roman Kongens fald, kender vi alt til Kong Christiern den Andens nedslagtning af den svenske adel,som truede med at løsrive Sverige fra Kalmarunionen. Men de håndskrevne optegnelser på bogens bageste friblad er den eneste eksisterende øjenvidneberetning.

Bogen er fra 1514 og dermed editio princeps, den første trykte udgave, som alle andre udgaver af Saxos Danmarkshistorie udspringer af. De originale håndskrifter er alle gået tabt, men heldigvis fik teologen, Christiern Pedersen (1480-1554) et komplet håndskrift med til Paris, da han på foranledning af kongen fik krøniken om danernes bedrifter, Gesta Danorum, trykt hos den franske renæssances vigtigste bogtrykker, J. Badius Ascensius. Der er med andre ord tale om alle udgavers moder.

Nu skal vi holde tungen lige i munden. Dette handler nemlig dels om Saxo-bogens betydning for Olaus Magnus’ krønike om de nordiske folks historie, Historia de gentibus septentrionalibus fra 1555, dels om opdagelsen af det sensationelle eksemplar i kontorchefens samling og den efterfølgende dechifrering af randnoterne og tilskriften bag i bogen, og endelig om bogens bevægelser op gennem århundrederne frem til i dag.

Øjenvidneberetningen
I Silkegade i København bor den internationale antikvarboghandler Herman H.J. Lynge & Søn, der har specialiseret sig i kostbare og sjældne bøger. Få hundrede meter derfra, i Fiolstræde, ligger Vangsgaards Antikvariat, der dækker et meget bredere register, fra fine, dyre bøger til hollandsk bogudsalg, hvor alt til sidst kan købes for en flad femmer. De to antikvariater blev i fjor indbudt til at vurdere og byde på den afdøde kontorchefs bogsamling.

Herman H.J. Lynge & Søn bød højst og fik samlingen. Men efterfølgende indgik Lynge & Søn og Vangsgaards Antikvariat et samarbejde om beskrivelse og redegørelse for proveniens af samlingens eksemplar af Saxos Danmarkshistorie – eller som den hedder med fuld titel på latin: Danorum Regum heroumque Historie stilo eleganti a Saxone Grammatico natione Sialandico necnon Roskildensis ecclesie preposito, abhinc supra trecentos annos conscripte et nunc primum literaria serie illustrate tersissimeque impresse. Og på dansk: De danske Konger og Heltes Historie, skrevet i pyntelig Stil for over 300 Aar siden af Saxo Grammaticus, en Sjællandsfar og Provst ved Kirken i Roskilde, og nu for første gang oplyst ved et Register og omhyggeligt trykt.

Hos Vangsgaards Antikvariat gik boghistoriker Christian Kaaber ikke helt uforberedt til opgaven. Bogens tidligere ejer, den nu afdøde bogsamler, havde nemlig haft eksemplaret med ved Dansk Bibliofil-Klubs 60 års jubilæumsudstilling på Kunstindustrimuseet i 2002. Allerede dengang mente man, at bogen havde tilknytning til den svenske historiker Olaus Magnus og hans bror Johannes. Men den autoritative verificering manglede.

”Jeg sendte en række billeder af bogen til Kungliga Biblioteket i Stockholm og spurgte om de kendte til dette eksemplar, som vi mente at Olaus Magnus havde ejet og skrevet noter i. De svarede, at de ikke kendte til bogen, men at de var meget interesserede i at høre nærmere. Så begyndte jeg at stille en masse spørgsmål til bogen, både om dens historie og om de mange randnoter og tilskrifter isamtidig hånd,” fortæller Christian Kaaber.

Han kunne konstatere at eksemplaret er blevet beskåret ved ombinding i jævnt helskindsbind med håndskreven rygtitel. Der ses fyldige læsenoter og randbemærkninger i begge margener, skrevet af mindst to samtidige hænder, men noterne i den udvendige margen er reduceret ved den senere beskæring af bogen. Tilskrifterne er altså indført før bogen er bundet om. Efter bindtypen at dømme, er ombindingen sket i midten af det 17. århundrede.

”Bogen har formentlig været et arbejdseksemplar, som både Olaus Magnus og hans bror Johannes har brugt, og vi får derfor et direkte indblik i deres arbejdsmetode. I 8. bog, kapitel 36 i Historia de gentibus septentrionalibus henviser Olaus Magnus til Saxo flere gange, og Johannes Magnus’ Sverigeshistorie, Historia de omnibus Gothorum Sueonumque regibus, trækker i høj grad også på Saxo. Deres arbejdseksemplar er fyldt med samtidige randnoter og lange kommentarer i margen, der blandt andet skaber overensstemmelse mellem Saxos fortællinger om Regnar Lodbrog og Bråvalla-slaget og de tilsvarende historier hos Olaus Magnus,” siger Christian Kaaber.

På bogens bageste friblad findes en annalistisk (årbogsagtig) tilskrift. Skribenten omtaler sig selv som Olaus Magni Cano: Licopen (Lincopiensis), altså Olaus Magnus, kannik fra Linköping. Denne tilskrift er ifølge Christian Kaaber helt sensationel:

”I det Herrens år 1520 indtog kong Christiern den Anden Stockholm på Den Hellige Jomfrus fødselsdag. Belejringen afsluttedes på Simon og Judas’ dag. Senere samme år på De fire kronede Helgeners dag, som var den 8. november (efter at han var blevet kronet den foregående søndag) lod han halshugge to biskopper, Vincent af Skara og Matthias af Strängnäs samt riddere og adelsmænd, borgmestre, rådmænd og borgere – mere end 120 – og jeg Olaus Magnus, kannik fra Linköping, så det hele med rædsel. Den følgende dag lod han (efter at have lovet fred for at de trygt kunne forlade fængslet) hænge, stejle og halshugge endnu flere. Ligene af de halshuggede lå ubegravet i tre dage, indtil de førtes uden for Stockholm, hvor de blev brændt. Den samme kong Christiern blev drevet ud af Sverige og levede som landflygtig i kejserens rige, og efter ti år fængsledes han i 1532 og blev indespærret på Sønderborg (Slot), hvor han stadig sidder i 1538. Inden han flygtede fra Danmark, lod han sin mest fremtrædende rådgiver Mester Didrik Slagheck hænge og brænde.”

Skriftligt danefæ
Fordi Olaus Magnus’ øjenvidneberetning fra blodbadet i Stockholm er den er den eneste af sin slags, tøver Christian Kaaber ikke med at bruge de helt store ord om dette eksemplar af Saxos Danmarkshistorie:

”Det her er et enestående og sensationelt stykke skriftligt danefæ,” siger han. ”Der findes uendelig lidt bevaret af den slags fra den tidlige nordiske renæssance. Vi har næsten ingen håndskrevne vidnesbyrd fra Christiern den Andens tid. Derfor er det en sensation, når den slags dukker op. Bogen er et formidabelt stykke dokumentation for et dramatisk højdepunkt i Nordens historie. Den viser, hvordan fælles nordisk stof bevæger sig fra dansk historie ind i den svenske historieskrivning. Vi kan se, hvordan Sveriges to vigtigste 1500-tals-forfattere arbejdede med deres kilder.”

Christian Kaaber kalder bogen for et stykke internationalt PR for kongen, der ville markere Danmarks riges ælde og historie overfor de europæiske fyrstehuse:

”Bogen blev ikke trykt for folk i Odense eller Varberg. Den er original historieskrivning på sølvalderlatin af højeste karat til et internationalt publikum af magtfolk i den dannede elite. Den har været hamrende dyr at blive ejer af.”

Og nu melder sig så spørgsmålet om det unikke eksemplars rejse gennem Europa frem til den dukker op i en bogsamlers dødsbo i København sidste år. Christian Kaaber har set nærmere på brødrene Magnus’ historie og forsøgt at rekonstrueret forløbet.

”Det er noteret i bogen, at den blev overbragt til St. Birgitta-herberget i Rom af en Nicolaus Petri i 1519. Det skete sandsynligvis på foranledning af Johannes Magnus, der i 1517-18 opholdt sig i byen som udsending for Sten Sture den Yngre, der var anti-dansk svensk rigsforstander. Det er på det tidspunkt godt 50 år siden at Gutenberg trykte sin Bibel. Vi er i anden bølge af bogtrykkerkunsten, hvor man var meget interesseret i at bevare gamle kildeskrifter. Det har været en stor donation til stiftelsen.”

Efter at Gustav Vasa var blevet kronet som svensk konge og reformationen var blevet gennemført, forlod de to katolske Magnus-brødre Sverige, og fra 1541 opholdt de sig i Rom, hvor Olaus blev forstander for St. Birgitta-huset, et kloster grundlagt af den svensk fødte Birgitta, der i 1391 var blevet helgenkåret i den katolske kirke.

”Tilskriften på det bageste friblad stammer sandsynligvis fra denne periode, hvor Olaus har haft rig lejlighed til at arbejde med bogen,” siger Christian Kaaber.

På et eller andet tidspunkt – men ingen kan vide hvornår – er bogen blevet ført videre til Karteuser-klosteret Chartreuse Notre-Dame-du-Val-de-Benédiction, Villeneuve-lés-Avignon.

”Ombindingen af bogen er sandsynligvis sket ved optagelsen i klosterbiblioteket i midten af det 17. århundrede. Indbindingstypen og formgivningen svarer til andre bind fra biblioteket, der af og til dukker op på det internationale marked for antikvariske bøger,” siger Christian Kaaber.

Biblioteket i Villeneuve var blevet grundlagt i middelalderen, hvor pave Innocens VI i 1356 skænkede det 57 manuskripter. Op til den franske revolution rummede det 9.200 bind, men efter revolutionen blev hele klosterkomplekset nationaliseret og i 1793 solgt som statsejendom på auktion. Biblioteket blev beslaglagt, men bestod angivelig til 1852, hvor det blev solgt af bystyret.

Næste spor af bogen ser vi først i midten af 1990’erne. Hvor den har befundet sig i de mellemliggende år, vides ikke. Men pludselig dukker den op på en auktion i Spanien, beskrevet som et mangelfuldt eksemplar af Saxo fra 1514 med mange samtidige noter. Og fra denne auktion kommer bogen til Politikens Antikvariat, der frem til 2002 havde til huse i kælderen under boghallen i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.

Christian Kaaber fortæller at der i forbindelse med udredningen har været kontakt med antikvariatets daværende leder, Peter Daugaard, der oplyser at han så bogen beskrevet i et katalog fra et spansk auktionshus. Selvom titelbladet med træsnittet manglede, lagde han et bud ind på bogen, ikke mindst på grund af tilskrifterne i ”gammel hånd”. Uden at granske bogen nøjere solgte Peter Daugaard den videre til en dansk samler, der – sandsynligvis med hjælp fra en ikke identificeret medarbejder fra Det Kongelige Bibliotek – blev opmærksom på bogens bemærkelsesværdige historie og proveniens.

Efter bogsamlerens død i fjor er sidste stop nu fundet for den oldgamle krøniken om de danske konger og helte, skrevet i pyntelig stil. Herman H.J. Lynge & Søn og Vangsgaards Antikvariat har i fællesskab solgt den unikke bog til Kungliga Biblioteket i Stockholm for det, der diskret betegnes som en ”i nordiske sammenhæng høj pris”. Svenskerne har vist stor interesse for eksemplaret, der bærer de to Magnus-brødres egenhændige arbejdsnoter.

Christian Kaaber har været i Stockholm med bogen to gange. Først for at vise den frem for et panel af eksperter i december, derefter for at overdrage den til de nye ejere på Kungliga Biblioteket i sidste uge.

”Jeg rejste med Saxo som håndbagage, og mappen forlod kun min hånd, da den skulle gennem security. Jeg tænkte: ‘Her render jeg rundt med noget helt vildt dyrt og unikt, som ingen af jer vil forstå’. Det var ren Olsen-banden,” siger Christian Kaaber.

Han er tilfreds med at Olaus Magnus øjenvidneberetning fra Det Stockholmske Blodbad og alle brødrenes randnoter, kommentarer og tegninger i margenen nu er tilgængelig for forskerne, for glæden lyste ud af dem ved fremvisningen i Stockholm. De mange håndskrifter i den dyre bog skabte en begejstring uden ende.

”At skrive og tegne i sådan en bog var jo også dengang ren vandalisme, ligesom når nogen i dag bruger en gul overstregningstusch. Så er man en vandal. Men hvis det er de rigtige mennesker, der begår vandalismen, sker der mirakler,” siger Christian Kaaber.

Det sjældne Saxo-eksemplar er udført fra Danmark efter tilladelse fra Kulturværdiudvalget, og bogen bliver i dag præsenterer for offentligheden i Stockholm, blandt andet med en digitaliseret version på nettet.

Olaus Magnus’ øjenvidneberetning er oversat fra latin af boghistoriker og antikvar Christian Kaaber med tak til Elin Andersson, Kungliga Biblioteket, Stockholm.

Her er den digitaliserede udgave: https://regina.kb.se/F/?func=find-b&request=004353590&find_code=SYS&local_base=KBS01