Bevisets stilling

Weekendavisen den 2. november 2018.

Kommentar. Abespillet er i gang igen. Hvad kan en forfatter tillade sig at skrive om andre mennesker?

En forfatter afleverer et nyt romanmanuskript til sin forlagsredaktør. I manuskriptet bliver hovedpersonen – romanens fortæller, som minder meget om forfatteren selv – meldt til politiet for en voldtægt, der ifølge kvinden fandt sted syv år tidligere. Da der hverken er vidner eller tekniske beviser, bliver sagen henlagt med henvisning til bevisets stilling. Manden går fri, og kvinden beskyldes for at have afgivet falsk vidnesbyrd, hvilket er en kriminel handling. Hvad skal forlagsredaktøren gøre?

Spørgsmålet lyder omsonst. En roman er jo en roman. Hvorfor skulle sådan et plot få en forlægger til at aktivere andet end sit litterære jugement? Ikke desto mindre er der netop nu spørgsmålet i en litterær debat i Norge, hvor de igen-igen-igen-igen diskuterer hvad forfattere – og deres udgivere – kan og ikke kan tillade sig at udgive.

Udgangspunktet er Tomas Espedals nye roman, Elsken. I tirsdags skrev Aftenposten, at avisen havde set dokumentation for at forfatteren også i virkeligheden er blevet anmeldt for voldtægt. Det skete for godt et år siden, og som i romanen blev sagen henlagt. Aftenposten er i kontakt med kvinden, der indgav anmeldelsen, og hun mener at hun i romanen er fremstillet på en måde, der gør hende genkendelig. Det er særlig problematisk på grund af beskyldningen om falsk forklaring. Hun er, siger hun anonymt til avisen, blevet kontaktet af flere journalister. Selvom hun aldrig har søgt offentlighedens opmærksomhed, er hun nu blevet genstand for den, og hun ønsker kun at være i fred. Kvinden mener, at Tomas Espedals forlag, Gyldendal (som ikke har noget med Gyldendal i Klareboderne at gøre, forlaget løsrev sig fra dansk moderskab i 1925), burde have været mere forsigtige. Forlaget værger for sig, og forfatteren bakker dem op. Tomas Espedal siger: ”Forlaget er uskyldigt på alle måder, for jeg har ikke fortalt dem noget om dette. Jeg har ikke forberedt forlaget på, at det kunne blive en sag, fordi jeg har anonymiseret.” Han siger, at han skrev romanen for at kunne forsvare sig mod verserende rygter i kølvandet på #MeToo. Tomas Espedal mener, at kvinden selv bidrager til at blive genkendt, når hun nu udtaler sig.

Abespillet er i gang igen. Ingunn Økland, Aftenpostens kritiker og kommentator, mener at Gyldendal udviste svigtende dømmekraft ved ikke at udspørge Tomas Espedal nærmere om romanens relation til virkeligheden, og advokat Jon Wessel-Aas siger, at bogbranchen bør stille kontrolspørgsmål til forfatterne. Men branchen er blind for sine egne genrebetegnelser. En roman kan ikke stemple ud af lovgivningens verden, siger han: ”Man kan ikke dække sig bag fiktionsgenren, hvis det alligevel er åbenlyst, at man skriver om virkelige personers liv.” Omvendt efterlyser Gyldendals forlagschef Kari Marstein konkrete forslag til, hvordan samtalen mellem forlag og forfatter skal foregå: ”I hvilke tilfælde bør forlag ikke have tillid til det forfatterne fortæller os? Hvilke konkrete konsekvenser skal samtalerne have? Skal vi censurere forfatterne?”

Den aktuelle Espedal-debat gennemspiller temaer, som vi kender fra de seneste års rivegilder om andre norske romaner af ikke mindst Karl Ove Knausgård (vred onkel!), Geir Gulliksen (vred ekskone!) og Vigdis Hjorth (vred søster!). Også herhjemme har vi en perlerække af romaner, der har skabt nyfigenhed, frustration og diskussion, fordi de udvinder litteratur af virkelighedens råstof. Det mest vidtgående eksempel var retssagen i 2011 mellem Nielsen (den nuværende Madame Nielsen) og hans forhenværende makker, der mente sig urimeligt hængt ud med allehånde personoplysninger i en roman. Højesteret afgjorde sagen til fordel for den litterære ytringsfrihed.

Det er godt at tage hensyn til andre mennesker, det er faktisk en af hverdagens nødvendigheder. Men man kan ikke lægge hensynskrav på en roman. Paradokset er derfor til at tage at føle på: Forfatterne forlanger at vi ser deres skønlitteratur som netop litteratur, ikke som liv. Men samtidig skriver de om netop livet – klart nok, hvad ellers? – som de fiktionaliserer efter forgodtbefindende. Der findes ingen officiel meterstok for hvad man må, skalaen er arbitrær, og dem, der skrives om, har intet indblik. Det betyder at forfatteren har alle kort på hånden. Ordet ‘roman’ ligner en ansvarsfraskrivelse. Men at kræve en særlig etik af skønlitteraturen, er ikke en farbar vej.

I denne slags debatter vil romanen altid være den eneste vinder. Jo hårde romanen angribes, jo stærkere er dens martyrium. Det erkendte Vigdis Hjorths søster Helga også, da familiestriden brød ud i lys lue efter udgivelsen af Arv og miljø, som rummede en voldsom anklage imod forfatterens afdøde far. Søsteren erkendte at det er umuligt at argumentere imod en roman. Derfor gik hun på romanskriverkursus og tog til genmæle – i romanform.

Sagen om Elsken set med kvindens øje er ikke rar. Men at imødekomme hende vil være det samme som at lægge en begrænsning på forfatterens frie ret. Og hvor efterlader det så forlagene? De har naturligvis retten og magten til at afvise en roman, hvis de ikke synes at de kan stå inde for den. Men også for en roman gælder bevisets stilling. Hvis ikke forlaget kan sandsynliggøre at forfatteren gør noget decideret ulovligt – eller noget lovligt, men uforsvarligt – har redaktøren ikke andet at overveje, end om romanen er god nok til at udkomme.