Vi er folket!

Weekendavisen den 10. marts 2017.

Teater. Katrine Wiedemann fanger klogt essensen af John Steinbecks roman, dog uden at føre den synligt ind i nutiden.

John Steinbeck, dramatiseret af Frank Galati: Vredens druer. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Dramaturg og oversætter: Karen-Maria Bille. Betty Nansen Teatret til den 9. april.

Det var en dyb, dyb social indignation, der fik John Steinbeck til at skrive Vredens druer om de fattige og forarmede landarbejdere, der under depressionen i 30’ernes USA måtte forlade de udpinte marker i Oklahoma.

Den vindblæste jord var blevet overtaget af banker og spekulanter, og nu blev husene jævnet med jorden af bulldozere, der blev kørt af naboens brødebetyngede søn for tre dollars om dagen. Alle måtte ydmyge og brutalisere sig selv for at tjene det daglige brød, og romanen følger familien Joads desperate flugt mod Californiens forjættede land med appelsiner og druer i rigelig mængde.

Romanen udkom i 1938 og blev få år efter filmatiseret af John Ford med Henry Fonda i hovedrollen som Tom Joad. I 50-året for udgivelsen blev den omskrevet til scenen af Frank Galati, og nu, hvor Vredens druer nærmer sig de firs år, bliver den sat op på Betty Nansen Teatret af Katrine Wiedemann, der i programmet skriver, at lighederne mellem familien Joad og nutidens flygtninge er mere end påfaldende. I begge tilfælde er der tale om tragiske menneskeskæbner reduceret til statistik. Hun ønsker derfor at vise mennesket i nærbillede, så vi ikke kan vende os bort.

Katrine Wiedemanns sidestilling af dengang og nu holder kun for dem, der bryder op hjemmefra, fordi havet er tomt og marken er gold. De er ikke flygtninge i ordets egentlige forstand, men ofre for ulighed og fattigdom. De tager til takke med at pukle som rettighedsløse daglejere i italienske og spanske tomatplantager.

John Steinbeck skrev sin roman som en kritik af fabrikanterne, der destruerer fødevarer for at holde priserne oppe og lønningerne nede, her bevidnet i et af romanens nøgleafsnit (hvor titlen er indlejret) af migranterne, der har set hvordan hylende svin bliver dræbt og overhældt med ulæsket kalk: ”De ser bjergene af appelsiner langsomt synke sammen til en rådnende, sivende masse. Og i menneskes øjne kan man læse nederlaget. Og i de sultnes øjne er der en voksende vrede. I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst.”

Dramatiseringen følger handlingen fuldkommen loyalt og kronologisk. Tom Joad er blevet løsladt på prøve efter at have afsonet fire år for et drab i selvforsvar. På vej hjem til den fædrene gård møder han en gammel bekendt af familien, en prædikant, der har mistet troen. De to slår følge, og heldigvis finder de frem til familien Joad netop som de er ved at læsse lastbilen for at køre vestpå i jagten på arbejde. Undervejs dør begge de gamle bedsteforældre, og den gravide Rose bliver forladt af sin forlovede, der alligevel var et skvat. Prædikanten bliver fagforeningsmand, hvilket koster ham livet, og da Tom forsvarer sin ven, kommer han til at slå en mand ihjel, og han må flygte. Det er en decimeret flok, der i slutscenen søger ly i en lade, hvor de møder en dreng og hans far, der er ved at sulte ihjel. Rose har netop født et dødt barn, og for at redde den gamle mand, tilbyder hun ham sit bryst.

Katrine Wiedemann er nu som altid en kreativ instruktør, og ni ud af ti ideer går godt, eller snarere: otte ud af ti. Det fungerer overordentligt miserabelt, når Marie Bach Hansen giver den som gammel tandløs bedstemor, der taler jysk! Det var ikke sjovt da hun gjorde det samme i Sommeren uden mænd, og det er decideret upassende nu.

Uendeligt meget bedre er hun i rollen som den stakkels Rose (i romanen kun omtalt bibelsk som Sarons Rose). I fødselsscenen skriger hun lydløst sin smerte ud. Det ligner en ofring eller en korsfæstelse. At barnet som en blodig bylt bliver sendt ned gennem rækkerne som en depeche, er derimod en søgt idé. Vi kan godt mærke døden og desperationen uden at få størknet teaterblod på hænderne.

Tom Joad (Joachim Fjelstrup, udmærket, men ikke helt så desperat dirrende som han bør være) er romanens samvittighedsvidne, et fejlbarligt menneske med klarsyn: ”De er ude efter vores værdighed,” siger han om kapitalisterne. Og til sidst lyder han nærmest som Kristus, som den nye prædikant: ”Hvor sultende mennesker kæmper for at overleve, vil jeg være hos dem.”

Det er John Steinbecks sociale budskab, som vi skal tage med os hjem. Hans kapitalismekritik skaffede ham mange fjender på halsen, sådan en kommunist, men naturligvis må man have respekt for en mand, der i så udpræget grad viser solidaritet med de svageste. I vore dages amerikanske værdikamp ville han have vendt sig kraftigt imod præsident Trump, og han ville have advaret de fattige og arbejdsløse om at tro på hans proklamationer om guld og grønne skove. John Steinbeck tror nemlig ikke på kapitalen. Til gengæld tror han på folket. Som han lader familiens snusfornuftige mor (djærve Laura Bro) sige: ”Vi er folket. Folk som os vil blive ved med at være der, når alle andre er væk.” Eller eks-prædikanten Casy (formfuldendte Olaf Johannesen): ”Der er ingen Helligånd, der findes kun én stor fælles menneskesjæl. Nå vi alle trækker på samme hammel, er det godt, så er det helligt.”

Vredens druer er en analyse, et argument og et dødsensalvorligt solidaritetsskrig, som roman lidt af en åbenbaring, så sjælsstærk og sammenbidt, som noget kan være. I sin analyse af det fattige menneskes selvopholdelsesdrift kan den læses som et dugfrisk dokument om nutidens fattigdomsmigranter.

Maja Ravns scenografi ser bort fra det dybe scenerum. I stedet foregår det hele på en smal forhøjning på kanten af en afgrund – og med ryggen mod muren. Det virker klaustrofobisk, stressende, ubehageligt – med andre ord: efter hensigten.

Katrine Wiedemann fanger klogt essensen, dog uden at føre den synligt ind i nutiden. Hun lader sine spillere dække flere roller, på nær prædikant Casy (stykkets samlende symbol, der har mistet gudstroen, men finder menneskesolidariteten) helt frem til slutscenen, hvor liget af prædikanten pludselig smelter sammen med den døende fremmede i laden. Den forsultede, forladte, barnløse Rose med blottet bryst tillader os et fremtidshåb. Vi lever kun, hvis vi lever for hinanden. En uperfekt dramatisering af en perfekt roman.