Udbud og efterspørgsel på Middelhavet

Weekendavisen den 7. juli 2017

Kommentar. Ekstreme sygdomme kræver ekstreme behandlinger. Måske skal vi simpelthen udkonkurrere menneskesmuglerne på god kapitalistisk vis?

Hvis man søger på refugee boat på den kinesiske handelsportal alibaba.com, får man en fin produktbeskrivelse med foto. Sytten kinesiske mænd i orange redningsveste sidder i en oppustelige båd i en rolig kanal. Måske skal de forestille migranter i Middelhavet? På et andet foto ligger gummibåden i en lille slotssø med en muskelmand ved påhængsmotoren og en skulpturelt poserende laber larve i meget diskret tekstil i stævnen. Sådan en oppustelig ‘High Quality Refugee Boat’ har plads til 25-30 passagerer, og prisen er rørende: 1.100 $.

Tre-fire klik med musen, og efter få dage bliver bådene leveret med posten til de libyske menneskesmuglere, og så kan endnu en sending håbefulde afrikanere, der søger guldkrukken ved regnbuens fod, blive sendt ud på sidste, livsfarlige etape mod Europa. De har måske betalt 1.000 $ hver for en plads. God business. Og en dyr dag at drukne.

Migrationen over Middelhavet har denne sommer været nøjagtig så omfangsrig og fatal, som forudset og forudsagt. Flere forsøger at komme over havet, end nogensinde før. Vi vidste at det ville ske, men kunne naturligvis ikke dæmme op for det. Vi råder nemlig ikke over de politiske midler, der skal til for at stoppe trafikken fra Libyens havne. Da Nato i 2011 bombede Gadaffi og efterlod magtspillet til rivaliserende privathære og terrororganisationer, spillede vi os al indflydelse af hænde. Samtidig fik banditterne en hel kystlinje til at sende menneskeligt kontrabande af sted mod Europa.

Rapporterne er rædselsfulde, 2017 er et skelsættende år, endnu et. Igen satte det globale flygtningetal rekord med over 60 millioner mennesker fordrevne fra deres hjem, de fleste fordrevne indenfor deres eget hjemlands grænser. Alene i sidste uge blev mennesker i tusindvis reddet op fra Middelhavet. Flygtningene (på flugt fra krig og forfølgelse) og migranterne (brudt op fra fattigdom, men uden beskyttelsesbehov) knytter deres håb til Guardia Costiera, et handelsskib, eller et redningsfartøj fra en humanitær organisation. Men hvis det står til Marcus Knuth (V) skal kun skibe fra Frontex, EU’s grænseagentur, fremover patruljere i Middelhavet. Han påstår at ngo-skibene har en magnetisk virkning på migranterne, og vil derfor forbyde dem at sejle tæt på Libyens kyst. I sidste uge sluttede Italien og flere andre lande sig til det synspunkt.

Samtidig har højrefløjsbevægelsen Génération Identitaire sat sig for at stoppe ngo’ernes evakueringsskibe i Middelhavet. Génération Identitaire er – med Greenpeace som forbillede – en slags nationalistisk guerillabevægelse, som vil bekæmpe migration og islam. Ifølge The Guardian crowdfundede bevægelsen 477.000 kroner i juni. Pengene skal finansiere indkøb af både og andet udstyr, og ifølge avisen har Génération Identitaire allerede forsøgt at bremse en redningsbåd fra SOS Méditerranée på vej fra Sicilien, men den italienske kystvagt lagde sig imellem. Den slags højreradikale selvtægtsmænd vil Marcus Knuth nok gerne have sig frabedt som allierede, men de kæmper samme sag: at bremse de humanitære evakueringer.

Det er ikke korrekt, at organisationer som Læger Uden Grænser og Red Barnet får flere til at gå i bådene. Det mener politikerne måske, men Frontex gør ikke. Før de humanitære evakueringsskibe begyndte at gå tættere på kysten var migranternes antal på ingen måde lavere, og når man først har overlevet den livsfarlige tur gennem Sahara, risikerer man også den sidste etape over Middelhavet.

Hvis EU havde hjulpet Italien med at opretholde redningsoperationen Mare Nostrum i 2015, havde ngo’erne slet ikke været nødt til at træde til. Når Italiens regering truer med at udelukke ngo-skibene fra de italienske havne, er det et desperat forsøg på at få de øvrige EU-lande til at påtage sig et medansvar. I første halvår af 2017 har Italien modtaget 85.000 mennesker via havet. Landet bønfalder resten af EU om hjælp. Svaret kom i denne uge fra Østrig: Fire pansrede mandskabsvogne og 750 soldater til Brennerpasset. Sådan ser et antisolidarisk svigt ud i et Europa, der har mistet sansen for samarbejde.

I sidste uge hev Peter Hummelgaard Thomsen (S) en gammel krikke af stalden: EU skal oprette modtagecentre på det afrikanske kontinent, for eksempel i Libyen. Ideen om en fremskudt asylbastion i en ørken fjernt herfra er besnærende, og selv Politiken bakkede den op i en leder udfra en ideel ambition om at stoppe menneskesmuglernes forretning. Men helt så simpelt er det ikke, for migrationen foregår ikke efter EU-certificerede logistiske modeller. Trafikken begynder meget længere sydpå, og når migranterne ankommer til Libyen, har de allerede længe været kunder hos smuglerne.

Hvem skal EU forhandle med om oprettelse, drift og security i lejrene, som vel skal drives som fængsler for at forhindre folk i at hoppe i bådene (og hvad gør vi, når magten skifter)? Hvem beskytter EU’s udstationerede sagsbehandlingspersonale imod kidnapning og terror (private sikkerhedsfirmaer, eller skal vi have boots on the ground)? Hvor mange årtier skal EU finansiere milliardudgifterne (i al fremtid)? Og hvad skal det hele nytte, når EU-landene ikke kan enes om selv den mest simple plan for fordeling og genbosætning af de flygtninge, der rent faktisk får opholdstilladelse?

Vi er nødt til at overveje andre metoder, hvis vi vil stoppe menneskesmuglernes business og dermed forhindre tragedierne i Middelhavet. Så hvad nu, hvis vi simpelthen udkonkurrerede dem på god kapitalistisk vis? Hvis vi erobrede deres kunder fra dem. Det her handler jo om noget som vi i vores del af verden har god forstand på: udbud og efterspørgsel. Vi kunne åbne legale migrationsruter via luften fra Afrika og Mellemøsten ved at tillade flyselskaberne at medtage passagerer, som ikke nødvendigvis har visum. Det vil neutralisere faren for kunderne og begrænse forretningen for smuglerne, og vi kan undgå at oprette EU-enklaver til asylcentre i ørkenen. Til gengæld kan vi etablere effektive sagsbehandlings- og opholdscentre i lufthavnene, hvor de tilrejsende bliver screenet og enten lukket ind, hvis de anerkendes som flygtninge, eller vendt i døren og sendt hjem med næste fly. Med andre ord: Peter Hummelgaards Thomsens model flyttet fra upålidelige og farlige forhold i Libyen til kontrollerede forhold i EU. Lettere sagt, end gjort, ja. Og vanvittigt kostbart. Måske endda en idé, der øger antallet af supplikanter, fordi de nu ikke skal udsættes for ørkenens selektion. Naturligvis heller ikke et Columbusæg, der med ét eliminerer mennesketrafikken over havet, men en behjertet bestræbelse på at begrænse druknedøden.

Hvis der skabes legale luftruter, der reducerer den humanitære katastrofe, vil det samtidig retfærdiggøre en skrap havbevogtning. Mange politikere efterlyser jo en europæisk version af ‘den australske model’, hvor bådene vendes i åben sø, men de glemmer at nævne, at flygtninge der ankommer til Australien med fly, ikke afvises per automatik, men får en fair sagsbehandling, der kan ende med asyl eller en anden form for beskyttelsesstatus. Som Hippokrates har lært os: Ekstreme sygdomme kræver ekstreme behandlinger. Tænk hvis Europa kunne udvikle en model, hvor luften åbnes og havet lukkes. Måske kunne vi erobre markedsandele fra menneskesmuglerne.