I kærlighedens skyggerepublik

Weekendavisen den 3. marts 2017.

Interview. Geir Gulliksens omdiskuterede ‘Historie om et ægteskab’ udkommer nu på dansk. Weekendavisen har talt med ham om parforhold og dobbeltrollen som forlægger og forfatter. ”Forfattere skal ikke integrere sig for meget i det litterære miljø, det dræber skrivningen,” siger han.

OSLO
”Jeg er meget genert. Jeg har lært mig at tale med andre, men jeg er altid usikker på, om jeg får sagt noget forkert. Jeg har et anstrengt forhold til, hvem jeg er. ”

Vi skruer lige tiden tilbage til en formiddag i september. Jeg besøger den norske forfatter og forlægger Geir Gulliksen i hans spisekøkken i et villakvarter i Oslo. Egentlig er jeg i byen for at se teater på Ibsenfestivalen, men vi har aftalt at mødes til et interview om Historie om et ekteskap, Geir Gulliksens roman, som på det tidspunkt var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Det er historien om Timmy og Jon, der nok elsker hinanden, men ikke evner at løse en kærlighedskrise.

Samme morgen er forfatteren landet efter et par dage på Bjørnsonfestivalen i Molde, hvor han med udgangspunkt i romanen har talt om kærlighed for viderekomne.

”Jeg har talt så meget om den roman, at jeg er blevet for dygtig til at formatere mine ord. Man bør ikke ødelægge sin egen roman med for meget snak og for meget social aktivitet,” siger han, og jeg tænker: Oh, en genert forfatter, som ikke har lyst til at tale om sin egen bog!

Vi har kun mødt hinanden en enkelt gang før, Geir Gulliksen og jeg, for et par år siden på et børnebogsseminar. Han er – hvad han ikke orker at forholde sig til, men pligtskyldigt gør det – en central person i norsk litteraturliv, fordi han ikke alene er forfatter, men også redaktør på forlaget Oktober, hvor han udgiver så vigtige folk som Karl Ove Knausgård og Linn Ullmann.

Hvis Geir Gulliksen er træt af at tale om sin roman nu, er det intet imod, hvad han skal blive i løbet af efteråret og vinteren, hvor Historie om et ekteskap – sammen med flere andre romaner – bliver genstand for enorm opmærksomhed i de norske medier i debatten om det, man på de breddegrader kalder ‘virkelighedslitteratur’, altså fiktion, som (angiveligt, måske?) bygger meget direkte på forfatternes egne liv. Nysgerrige journalister vil gerne vide, om det er Geir Gulliksens egen skilsmisse, der er model for romanen, og hans standardsvar er, at han trækker på egne livserfaringer med parforhold og skilsmisser, at hovedpersonen har fællestræk med ham selv – beslægtet arbejde, nærtagende og glad for løse skjorter – men at romanen er fiktion. Men pludselig dukker der så en kronik op, hvor hans ekskone skriver, at hun er blevet gjort til en romanperson uden at samtykke. Mere om det senere.

Nu er det altså september. Og det viser sig snart, at Geir Gulliksen ikke kun er genert, han er også generøs. Selvom han måske er træt af at høre sig selv sige de samme ting om Historie om et ekteskap, ved han udmærket godt, at interviews er en del af forfattergerningen. Vi skal tale om romanen, men også om balancen mellem at arbejde som forfatter og forlagsredaktør. Det er, siger Geir Gulliksen, en umulig dobbeltrolle. Han har talt om det før, kan man tydeligt høre, og svaret er dygtigt formateret:

”At skrive er at tænke på sig selv. At være forlægger er at tænke på andre. At være forfatter og redaktør på samme tid, er to opgaver, der gensidigt udelukker hinanden.”

Geir Gulliksen arbejder på Oktober mandag og tirsdag, og resten af ugen er han forfatter:

”Litteratur er først og fremmest noget dybt menneskeligt, det levende, det akutte, det vigtige. Derefter er det teknik og håndværk. God læsning er at påpege det vigtige. At slette en halv side kan et barn jo gøre. Hvis jeg er god som redaktør, er det fordi jeg tænker som en forfatter. Men jeg kan ikke bruge min forlæggererfaring, når jeg som forfatter selv taler med min redaktør. Jeg kan ikke hjælpe mig selv.”

Men Geir Gulliksen er jo langt fra den første forfatter, der også er forlægger. T.S. Elliot var begge dele samtidig. Asger Schack og Hans Otto Jørgensen er aktive eksempler herhjemme, hvor Gyldendal også har haft en lang tradition, fra Ole Wivel over Klaus Rifbjerg til Simon Fruelund og Simon Pasternak. Om sidstnævnte siger Geir Gulliksen, at han ved hvem han er, at han har mødt ham, men at han prøver at lade være med at møde folk.

”Forfattere skal ikke integrere sig for meget i det litterære miljø, det dræber skrivningen. Der er ekstremt meget alkohol i branchen. Derfor går jeg altid tidligt hjem fra selskaber. Man må lære at leve med de stærke spændinger og gensindigt udelukkende hensyn.”

Geir Gulliksen prøver at undgå alt det, han kalder det institutionelle rundt om litteraturen, receptioner, repræsentation og middage, fordi han næsten dør af det, som han siger. For nogle år siden kastede han ligefrem op, da han kom hjem fra en forlagsreception: ”Jeg er genert, men har lært mig at tale med andre. Det har dog den pris, at alt det, der handler om at skrive, bliver væk.”

Som ung troede Geir Gulliksen, at han skulle være en streng og kræsen forfatter, der skrev en helt bestemt type litteratur, men i dag har han både skrevet lyrik, dramatik, romaner og børnebøger. Og det har lært ham meget om, hvad skrivekunst går ud på:

”Dagen skal helst begynde med skrivning, så bliver det en god dag. At skrive er at begynde forfra hver gang, bare det at skrive én ordentlig sætning. Min styrke er at jeg ikke bare kan skrive derudad. Jeg er produktiv, men jeg synes at det er vanskeligt at skrive – en vanskelighed, jeg ikke er bange for. Det er godt at stå overfor noget, der virker umuligt. Det at det virker umuligt, gør det muligt. Det, der kan skrives uden videre, er ofte konventionelt. Jeg tror på usikkerhed. Usikkerhed er godt. Jeg er usikker når jeg skriver og usikker når jeg læser. Hvis man er skråsikker, er det fordi man skriver eller læser noget velkendt.”

Usikker var Geir Gulliksen også, da han havde afleveret Historie om et ekteskap til sit forlag, Aschehoug (som altså er konkurrent til Oktober, hvor han selv er ansat). Han var så usikker på manuskriptet, at han var ved at trække det tilbage, men så indså han, at usikkerheden var et godt tegn. Det vil nok komme bag på mange, der kender Geir Gulliksen som redaktøren bag nogle af Norges mest succesfulde forfattere. Til det siger han bare: ”Det byder mig imod, at folk har et billede af mig som en autoritet.”

Men uanset, hvor meget det byder ham imod, er det en del af historien om Geir Gulliksen, at han bidrager markant til norsk samtidslitteratur som både forfatter og redaktør. I 2016 var han altså nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris side om side med en forfatter, som han til hverdag er redaktør for. Det vil sige, at Geir Gulliksen skrev sin Historie om et ekteskap samtidig med at han redigerede Linn Ullmanns De urolige, der også skulle blive en del af debatten om ‘virkelighedslitteratur’, fordi den er en dokumentarisk erindringsroman om forfatterens far, instruktøren Ingmar Bergman. Og selvom det virker utroligt, bedyrer Geir Gulliksen, at han undervejs ikke skænkede det en tanke, at hans romans titel sendte en hilsen til Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab:

”Titlen var det allerførste jeg skrev. Jeg var til poesifestival i Nicaragua, og Bianca Jagger var min nabo! Jeg skrev sætningen Historien om et ægteskab. Så fjernede jeg den bestemte form, så der stod ”Historie…”, og så vidste jeg at det skulle være titlen på en roman. Jeg tænkte ikke på Bergman, og det var ikke en bevidst hilsen til ham. Først senere indså jeg, at den ville blive læst sådan.”

Geir Gulliksen fortæller, at han ikke havde nogen plan for romanen, kun et billede af et forhold, der fra et godt udgangspunkt går i stykker. Midt i det positive og frihedselskende findes en destruktionskraft, som han gerne ville undersøge hos sin mandlige hovedperson, Jon. Hans kæreste Timmy fascineres af en anden mand, og Jon reagerer atypisk – han tilskynder nærmest affæren.

”Al offentlig samtale om parforhold er blevet meget brugerorienteret, men det er vigtigt at huske, at selv noget godt kan gå i stykker,” siger Geir Gulliksen, som minder om, at vi ikke har kontrol over det, der handler om følelser og sex. ”Særligt folk, der opfatter sig selv som rationelle, handler i situationer på måder, de ikke havde forestillet sig,” siger han. Sådan er det også i romanen, hvor Jon prøver at redde sit ægteskab ved at give Timmy lov og plads til at udleve en affære med en gift mand.

Jon selv formulerer det på denne måde: ”Vi levede i den tro, at vi to kendte hinanden bedre, end nogen andre ville kunne kende nogen af os, vi byggede vores voksne kærligheds skyggerepublik på den overbevisning og på lejlighedsvise, hastige blikke over hovedet på ungerne”.

Geir Gulliksen siger, at der findes en hemmelig historie under den samtale, vi fører. Det er en historie, der handler om, hvorvidt vi kan blive sammen:

”At hengive sig til hinanden handler om magt. Vi taler om, at kærlighed er ren og ligestillet, men ofte tager den ene sig af den anden – det er en udveksling af magt og omsorg. Men det er noget, vi aldrig taler om. Kærlighed handler om andet, end at være autonom. Det handler også om at give sig hen. Romanen prøver at sige noget om det, vi ikke taler om i samtalen under samtalen. Det, der foregår i kærlighedens skyggerepublik.”

Måneden efter var jeg tilbage i Oslo. Forlagene Oktober og Aschehoug havde inviteret mig til at lave et sceneinterview i Litteraturhuset med de to norske nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris, Linn Ullmann og Geir Gulliksen. Det gik fint, men jeg kunne godt mærke, at begge forfattere ikke rigtig orkede at tage en ny omgang om forholdet mellem litteratur og virkelighed. Skulle de nu være interessant? Skulle det nu være relevant? I de dage kogte de norske aviser med artikler om forfatteren Vigdis Hjorths nye roman, Arv og miljø, hvor en pige under terapi erindrer et seksuelt overgreb, som hendes far begik. Det læste en kritiker som forfatterens anklage mod sin egen far, og hun angreb Vigdis Hjort for at være uetisk.

Så gik der en uge, og så blev Geir Gulliksen for alvor nødt til at forholde sig til den avisernes dækning af litteraturen i almindelighed og hans roman i særdeleshed, for i Aftenposten skrev hans ekskone en kronik: ‘Jeg var gift med en forfatter. Det findes ingen etik som beskytter mit privatliv’. Hun mente, at romanen udleverede detaljer om hendes liv og samliv. Og så spurgte hun om kunstnere har ret til at skalte og valte med andres privatliv, og om etikken er underordnet hensynet til den gode kunst.

Ugen efter tog Geir Gulliksen ordet i Morgenbladet. Han skrev, at han egentlig ikke ville deltage i debatten, fordi han ikke vil diskutere litteratur på denne måde. Han fastslog, at skønlitteratur tager udgangspunkt i det uløselige, det vigtige og det akutte – nøjagtigt de samme ord, som han havde brugt i vores samtale måneden før. Da hans liv ændrede sig, altså da han blev skilt, ville han prøve at skrive med ømhed om det, som ikke er til at bære. Han ville ikke skrive om sit eget liv, men om noget, der mindede om det, det liv som mange af os deler. Han slog fast, at det ikke var en roman om hans ægteskab og skilsmisse, og så skrev han, at han ikke ville blive overrasket, hvis Aftenposten ville afkræve ham forklaring på, hvem han har gjort hvad med, og hvad han ”bare” har fundet på.

Historie om et ekteskap vandt ikke Nordisk Råds Litteraturpris, og det gjorde De urolige heller ikke. Men begge romaner har sat sig varige spor i den norske samtidslitteratur, hvor debatten om ‘virkelighedslitteratur’ nægter at stoppe. Selvom forfatterne gerne vil læses litterært, insisterer medierne på at læse dem journalistisk. Geir Gulliksen har noget modvilligt sagt sin mening i debatten, men allerede i september vidste han godt, at romanen rørte ved stærke følelser:

”Bogen blev modtaget med engagement, men også med vrede fra mænd, der har opfattet den som provokerende. Det er overraskende at nogen kan blive overraskede over, at litteratur kan provokere.”

Dagen før overrækkelsen af Nordisk Råds Litteraturpris i november havde jeg igen mødt Geir Gulliksen til et oplæsningsarrangement i Den Sorte Diamant, hvor en lang række af de nominerede forfattere deltog. Da han gik på scenen, placerede læsebrillerne på næsen og læste fra romanens begyndelse, tænkte jeg på noget, han havde sagt den septemberdag i Oslo, da han fortalte, at han var blevet for dygtig til at tale om sin egen roman og til at formatere sine udtalelser: ”Bogen kommer tilbage til mig, når jeg læser op fra den.”

Efterskrift i januar: Jeg skriver artiklen og sender den til Geir Gulliksen, så han kan godkende citater. Han svarer hurtigt, at han er midt i en flytning, men til vende tilbage hurtigst muligt. Der går en uge, så mailer han: ”Beklager at dette tok tid! Jeg var rett og slett redd for å lese det.” Han beder om én lille omformulering og om at én bisætning udgår.