Tænk selv

Weekendavisen den 24 februar 2017.

Teater. Knagsted foragter sin omverden og Erasmus er et offer for præ-faktuel, formørket fundamentalisme.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, bearbejdet af Christian Lollike, Tanja Diers og Dennis Meyhoff Brink. Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografi og kostumedesign: Gehrt & Grarup. Århus Teater til den 11. marts // Mette Wolf: Livsens Ondskab. Frit efter Gustav Wieds roman. Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Palle Steen Christensen: Nørrebro Teater til den 12. april.

Åh, hvor er vi dog en flok nedrige, kyniske, bedrevidende og selvhævdende småmennesker hertillands, hvor lokalkonventionernes sociale kontrol og lillebysfundamentalismen hersker.

Indtil sidste uge, hvor Martin Henriksen ordinerede kirkegang til indvandrere, troede jeg egentlig, at ingen blandede sig, hvis man levede konfessions- og ritualløst hertillands, og jeg selv bruger hverken kirken eller noget andet bedehus. Til gengæld kommer jeg meget i et tempel ved navn teater, fordi jeg dyrker kunsten mere end troen. Jeg vil derfor stille dette forslag til vedtagelsestekst:

”Alle – gamle danskere og nye – skal tage et smut i Århus og se en moderne, nutidsinspireret fortolkning af Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, hvor pointen er, at kristendommen nok er en del af de danske traditioner, men ikke en del af de danske værdier, som snarere er dyrket i den sekulære oplysningstids prydhave.”

Mere Erasmus om lidt. Først lige en tur til en navnløs lilleby på Nørrebro Teater, hvor Peter Zandersen spiller til det helt store gennembrud i rollen som den forsagte og forkrøblede tjener Thummelumsen, der slider og lider som et bæst for at kunne købe slægtsgården tilbage.

Gustav Wieds Livsens Ondskab er et hensynsløst mentalitetsportræt: foragtet af byens store mænd og hånet af deres fine fruer, må den ydmyge mand kæmpe for sin værdighed, men da han kommer til penge via en lotteriseddel, er beskeden klar: Når skidt kommer til ære og stodder til mønt, begynder hønsene at gå med laksko.

Mest interessant er den evige disput mellem Over-Clausen (Ole Lemmeke) og den djævelske Knagsted, manden de kalder Livsens Ondskab (Tom Jensen). ”Hvorfor kan du ikke mene det samme, som os andre,” klager Clausen, hvortil knastørre Knagsted svarer: ”Åh, I er sgu nok, der mener det samme.”

I teaterdirektør Mette Wolfs tempofyldte dramatisering og Christoffer Berdals iscenesættelse er vi ganske tæt på intelligent morskabsteater med satirisk brod. Gustav Wieds karikerede karakterer giver skuespillerne noget at rive i, og de tager for sig af retterne med en appetit som når borgerskabets mænd mødes i Ædedolkenes Klub. Noget af en rodebutik er opsætningen dog, ikke mindst fordi der er en million roller, hvoraf nogle er ganske svagt besat, mens andre stråler. Ole Lemmeke som en slags Herman Bang-agtig poseur er formidabel. Men kvinder med falsk skæg, og tøndeformede maver fungerer svagt som levemænd.

Portrættet af kynikeren Knagsted er forestillingens akse. Da Over-Clausen kritiserer ham for at mangle livsglæde, et støttepunkt, må kynikeren give ham ret: Han erkender, at han kun er et menneske, men han stræber dog efter idealer: livsligegyldighed og omverdensforagt! Og så har han i øvrigt et støttepunkt, for når han har læst en bog, tæller han kommaer. Holberg er god for seks millioner!

Og dermed tilbage til Erasmus: Instruktør og dramatiker Christian Lollike har i anledning af Århus’ status som europæisk kulturhovedstad 2017 fået til opgave at gentænke Holbergs satiriske kølhaling af den storsnudede, nedladende, arrogante og latterlige Erasmus Montanus, der efter studier i København er blevet så klog udi kunsten at disputere, at han med logiske argumenter kan omskabe morlille til en sten. Han er – i Andreas Jebros elegante fremstilling – på én gang en prægtig parodi på vor tids meningsmagere og et offer for foragt for viden.

Da Erasmus Montanus hævder at jorden er rund og ikke flad, falder han i uoplyst unåde hos både bønder og kirkefolk. Sådanne ideer vil de ikke stå model til, og Erasmus kan godt glemme alt om sin forlovede Lisbed med mindre han undsiger alt det, som han ellers vil bevise med rationel, velargumenteret videnskab, for hendes far, Jeronimus, vil hellere vride halsen om på sin datter, end at give hende bort til en, der tror at jorden er rund. Og Lisbed selv appellerer til Erasmus: ”Jeg beder om at du, på grund af al din kærlighed til mig, retter dig efter den tro, der altid har hersket her.” Deri er der intet nyt (bortset at jeg pludselig indser, at Henri Nathansens høj- og evigaktuelle religions-, traditions- og integrationsdrama Indenfor murene fra 1912 står i gæld til Erasmus Montanus).

Til gengæld: Da Erasmus Montanus må kæmpe for at beskytte sig selv og sin egen ytringsret, siger han: ”Jeg vil hellere dø stående, end leve mit liv på knæ.” Men det er jo slet ikke Holberg! Nej, det er da et citat fra redaktør og tegner Stephane ‘Charb’ Charbonnier, der mistede livet ved attentatet på Charlie Hebdo i januar 2015. Her mærker man, at Christian Lollike har målrettet stykkets bud og brod i alliance med satireforsker Dennis Meyhoff Brink, der selv var til stede på Krudttønden hin grufulde dag måneden efter angrebet i Paris. Måske er det derfor, at monsør Montanus har fået lagt sådan en ny, central lånereplik i munden. Det er en meget begavet brobygning til nutiden.

I figuren Erasmus har Holberg nedlagt store summer latterlighed, som Lollike interessant nok tilføjer et lag af systemkritik og konventionsoprør. Jo, vel er han en sværmerisk tosse, men her ser vi ham som en sandhedssiger, der kommer til kort overfor dumheden. Erasmus er kættersk lügenpresse i Bjerget, som bliver passet op af en hær med høtyve, morbidt klædt som en rød-hvid pigegarde. Han må, afpillet og afklædt, forråde sine idealer og indrømme at Danmark er et kristent land, et fladt kristent land. Da han gør det, mangler han kun en tornekrone og et korsformet skafot. Så hvad er Erasmus egentlig? En selvoptaget nar? En arrogant oplysningsmand og elitær undertrykker af bondens barnetro? Han er begge dele. På én gang Komiske Ali og et offer for præ-faktuel, formørket fundamentalisme.

Skuespillet er over hele linjen storartet, og den smukt opfindesomme scenografi er på én og samme tid kukkasse og antikukkasse. Et sekvens, hvor de fire første publikumsrækker skal stene Erasmus med tomater, var måske en kvik idé, men fungerer decideret dårligt.

Erasmus Montanus er en vigtig og begrænsningsløs god forestilling, hvor du det ene øjeblik vil føle dig bekræftet, det næste øjeblik på gyngende grund. Truslerne tårner sig op – fra den sorte hoppeborgsmoske med minareterne, der puster sig op i baggrunden som en invasiv plante, til den danske pigegarde i truende takt som et billede på høtyvehærens nationalisme.

I teaterets tempel findes ingen helligtekst, kun et troldspejl, der forvrænger og forstørrer. Det er det, der gør scenekunsten så vigtigt: Her møder du ikke svarene, men spørgsmålene. I Livsens Ondskab bliver Over-Clausen ved at bore i Knagsteds kynisme: ”Jeg forstår dig ikke!” udbryder han desperat. Og Knagsted svarer: ”Nej, hvorfor skulle du det? Når man forstår noget, bliver det kedeligt.”

Nemlig! Teater der skaber tvivl og tanker, det er det, vi vil have. Når Christian Lollike og konsorter spiller Rasmus-Erasmus helt ud over kanten med fuld blus på ironi, polemik, satire og sarkasme, er den politiske kritik skånselsløs og dobbeltbundet. Tænk selv.