Farligt territorium

Weekendavisen den 2. juni 2017.

Kontroversen. Må en 62-årig hvid jøde, der bor i London kun skrive om en 62-årig hvid jøde, der bor i London? Det spørgsmål stiller en 62-årig hvid jøde, der bor i London.

Husker De sidste års opstandelse da Justin Bieber (det canadiske teenageidol, der for ti år siden begyndte med selvpublicerede musikvideoer på YouTube og siden blev en milliardforretning i popindustrien) tillagde sig dread locks, som traditionelt er en frisure for de sorte?

Den unge mand blev beskyldt for at lukrere på andres kultur. Hvad skulle sådan en blegfis med jamaicanske rastafarikrøller? Snart talte hele verden om begrebet kulturel appropriation: når de priviligerede tager de mindre priviligeredes kulturudtryk på sig uden at kende deres dybde, nærmest som en uforpligtende joke.

Nu er den engelske forfatter Anthony Horowitz – ophavsmand til ungdomsbøgerne om Alex Ryder og episodeforfatter på tv-serierne om Kriminalkommissær Foyle og Kriminalkommissær Barnaby – havnet i en beslægtet situation, dog noget mere diskret. Han havde oprindelig tænkt sig, at en af hovedpersonerne i en kommende børnebogsserie skulle være sort, men det syntes hans forlægger ikke var en god idé. Han mente at det var ”upassende” for en hvid, at skrive om en sort.

Det fortalte Anthony Horowitz forleden i et interview med Daily Mail, hvor han resigneret konstaterede, at han nu må tænke sig grundigt om, når han skriver sine romaner. Han var godt klar over, at det var ”farligt territorium”, men, det er, siger han, en foruroligende og oprørende tanke, at det skulle være upassende for hvide at skildre sorte.

”Taget til en logisk ekstrem må alle mine personer fremover være 62-årige hvide jøder, der bor i London,” sagde Anthony Horowitz med slet skjult sarkasme.

Det fremgik ikke, hvilken redaktør, der havde givet forfatteren det velmente råd, men sandsynligvis var det hans amerikanske forlægger. Få dage efter sagde redaktionschef Jane Winterbotham fra forlaget Walker, der udgiver Anthony Horowitz i England, til branchebladet The Bookseller nemlig, at hun i hvert fald ikke kunne drømme om at rådgive en forfatter på den måde:

”Vi vil aldrig bede en forfatter om enten at inkludere eller ikke inkludere en person af anden race, baggrund eller religion, men vi synes at der er brug for mere mangfoldighed i børnelitteraturen. Vi støtter alle forsøg på åbne markedet for flere BAME forfattere.” (BAME er et akronym for Black, Asian og Minority Ethnic, sorte, asiater og etniske minoriteter – altså alle, der ikke er hvide).

At låne lidt af andres kultur, eller at tage deres situation på sig, er altså en yderst delikat affære. Men mens nogen bliver advaret imod at skrive udenfor deres egen erfaringsverden, bliver andre belønnet for det.

For et par uger siden blev Isak Dinesen Prisen således indstiftet ved det award show, Blixenprisen, som Danmarks to forfatterforeninger nu har arrangeret for tredje år i træk. Den nye pris gives til en forfatter, der ”i sit skønlitterære virke stærkt og overbevisende skildrer en person af et andet køn end forfatterens”.

Jens Christian Grøndahl løb med prisen for romanen Tit er jeg glad, men ifølge kilder på stedet, virkede han ikke specielt glad selv, men snarere lidt forstemt over prisens fundats. Der er kun to køn, så hvor svært kan det være, skulle han angiveligt have sagt i sin takketale.

Men se, det er jo en meget kønsnormativ indstilling til tingene i en tid, hvor flere og flere blander mere og mere og skelner skarpt mellem biologiske køn og en mere rummelig sociologisk kønsforståelse – i England kan man vist nok vælge mellem 71 forskellige kønsidentiteter, når man opretter en Facebook-profil. Og hvis vi lige læser fundatsen fra Isak Dinesen Prisen igen, er der faktisk plads til flere køn, end de to klassiske: Prisen gives til en forfatter, der ”skildrer en person af et andet køn end forfatterens”. Ikke ”det andet køn”, men ”et andet køn”. Måske Isak Dinesen/Karen Blixen, havde han/hun/hen/høn været her i dag, ville værdsætte denne rummelighed?

Køn, race og kultur bliver vi aldrig færdige med. I sensommeren er der premiere på Shakespeares Othello på Det Kongelige Teater. Othello var – udover en lagkage – som bekendt en sort, mandlig hærfører. Nu skal han spilles af en hvid, oven i købet af en kvinde, ja ok, ikke helt hvid, for Lila Nobels far er fra Algeriet, så lidt afrikaner er der i hende – ham – hende… Til foråret går det så helt galt, når forfatter og performer Madame Nielsen springer ud som White Nigger, Black Madonna på teater Sort-Hvid (hvor ellers?). Her bliver approprieret for alle pengene.

Måske knopskyder Blixenpriserne næste år med en pris til en forfatter, der stærkt og overbevisende skildrer en person af anden hudfarve og etnisk oprindelse, end ens egen? Så leder vi bare efter en digter af hvid herkomst, der skriver som Yahya Hassan. Eller en nydansker, der kan leve sig ind i en gammeldanskers tanker og følelser. Som Anthony Horowitz siger: farligt territorium.