Falsk som vand

Weekendavisen den 27. januar 2017.

Teater. De var unge og drømte store drømme. Men kebabmandens søn blev kebabmand og ministerens søn blev minister.

Koldt vand i blodet! Vi kan jo ikke kan gå på vandet. Og man skal ikke gå over åen efter vand.

Ja, det flyder og strømmer overalt i vores fraseologi, vandet. Og overalt i oprindelsesmyter, kulturhistorie, psykologi m.m. Vand symboliserer det livgivende, rensende, frugtbarhed, fødsel og genfødsel, den urmoderlige fostertilstand, det ubevidste, urstof og ophav, men også kaos, undergang og død…

Alt det er der jo ikke noget mystisk i, for H2O er en simpelt opbygget molekyle med nogle usædvanlige fysiske og kemiske egenskaber, der er med til at gøre jorden beboelig for en lang række organismer.

Såvidt det encyklopædiske. Vand er også et teatralsk materiale. I begge ordets betydninger. Det kan skabe dramatiske virkemidler på scenen, men det kan også virke påtaget og højstemt. Og det flyder alle steder i scenografierne. I Ida Jessens Stuck (Ålborg Teater) sivede det langsomt ind på gulvet og rensede ud i et ægteskabs falskhed, og i Elfriede Jelineks De stedløse (Skuespilhuset) stak skuespillerne hovederne i en spand vand for at illudere druknedød i Middelhavet.

I den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennigs Sort vand bliver der gået radikalt til vandværks. Christian Albrechtsens scenografi er udformet som et hævet soppebassin med 5.000 liter vand. Vi er i et friluftsbad, en sommernat. Uafhængigt af hinanden planker to grupper unge hegnet for at feste i ly af mørket. De undviger vagtposten, men ikke hinanden. Der står de så: Karim, Murat, Leyla og Aishe fra ghettoen og Freddi, Olli, Frank, Kerstin og Cynthia fra villaerne. Som to grupper klippebavianer er de klar til at forsvare deres territorium.

Men så sker det underfundige. De to klaner underviger konfrontationen. Som Leyla skriger: ”Enten er her plads til alle – eller til ingen!” De unge tager farve af hinanden og på tværs af kultur, etnisk baggrund og social status sker der en sammenføjning for en nat, som på den ene side er momentan, på den anden side sætter sine blivende spor.

Roland Schimmelpfennigs amorfe tekst er en øvelse og en prøvelse. I modsætning til hans vanvittigt gode politiske, realistisk-psykologiske gyser om europæisk nyfascisme, Vintersolhverv (Det Kongelige Teater sidste vinter), har Sort vand ikke noget stringent plot. Handlingen er dekonstrueret, og vi må holde ørerne stive for at forstå, hvem der taler. Det er realisme rørt op i drømmespil.

Ingen roller er entydige, og alt er flerstemmigt refereret og kommenteret som af et altvidende fortællekor, der binder den magiske sommernat sammen med nogle tilfældige møder på gaden tyve år efter. Nu er det november, og vandet er ikke længere i bassinerne, nu siler det ned fra oven. Hvad er der blevet af dem, hvis veje krydsedes så tilfældigt i friluftsbadet? Åh, de unge, smukke mennesker. Fik de set det, de ville?

Er han socialpessimistisk eller fatalistisk-realistisk, Roland Schimmelpfennig, når han lader kebabmandens søn blive kebabmand og ministerens søn blive minister? Der er ikke meget social mobilitet, ikke megen karrierekrydsbestøvning, ikke nogle normbrud og nye begyndelser. Til gengæld var der en magisk nat, nogle stærke følelser og en masse bristede illusioner. Natten var måske smuk, men også falsk som vand.

Sort vand er først og fremmest et dybt anstrengende tekstkorpus, som enten er banalt eller holder så godt på sine hemmeligheder, at man ikke rigtig orker at afæske dem. Ord kan også drukne på lavt vand. Bedst er stykket som ekspressiv vandpantomime til brutal technorock.

Vellykket er til gengæld den eminente scenografi, der domineres af det sortflydende bassin, hvor de unge mennesker kan gå på vandet som frelserskikkelser.

Özlem Saglanmak er markant og Marie Louise Wille er stabil, mens Ernesto Piga Carbone, Gerard Carey Bidstrup, Christine Sønderris og Jakob Femerling har svært ved at finde de store følelsers rette leje i både mimik og replik.

Man siger, at det stille vand er den dybe grund. Sort vand søger dybden med et tilbagevendende spørgsmål af filosofisk tilsnit: Er alt i orden? Nej, desværre ikke.

Roland Schimmelpfennig: Sort vand. Instruktør: Anja Behrens. Scenograf: Christian Albrechtsen. Oversat af Karen-Maria Bille. Betty Nansen Teatret på Edison, København, til den 12. februar.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *