Autoriseret statsintellektuel

Weekendavisen den 30. juni 2017.

Låneværdig? Forordet i Kjartan Fløgstads nye bog om kommunismens arkitektur sparker ud mod Universitetsbiblioteket i Oslo.

Universitetsbiblioteket i Oslo har afvist at udlåne bøger til forfatteren Kjartan Fløgstad – ifølge ham selv, fordi han ikke er en ”autoriseret statsintellektuel”. Miseren begyndte da Kjartan Fløgstad arbejdede på sin seneste bog, Trans Sovjet Ekspress. Luftslott og revolusjonære ruinar, der udkom i Norge i sidste måned. Bogen er en essayistisk rejseskildring, der beskriver fire faser i Sovjetunionens arkitektur, og den er udkommet op til det forestående hundredårsjubilæum for Oktoberrevolutionen i 1917.

I forordet takker Kjartan Fløgstad en række fagbiblioteker og specialsamlinger for at fremskaffe materialer. Men til gengæld, skriver han, nægtede Universitetsbiblioteket i Oslo at skaffe vanskelig tilgængelig akademisk faglitteratur.

Anders Ericson, der driver bloggen ‘Biblioteket tar saka’ (BTS), som har sat sig for at dække ”folkebibliotekernes demokratiske potentiale” og bibliotekets muligheder for at gribe ind i samfundsdebatten, refererer forordet og følger op med en bemærkning om, at der er mange forfattere og freelancere, der ikke er knyttet til universiteterne gennem ansættelse eller som studerende. De er altså ikke – med Kjartan Fløgstads ord – autoriserede statsintellektuelle. Derfor kan de ikke få det samme niveau af biblioteksservice. Kan vi ikke få en højere status, spørger Anders Ericson? Han mener at forfatternes og oversætternes foreninger bør gå ind i sagen.

Nu begyndte en prisværdig diskussion i kommentarfeltet under blogindlægget. Flere medarbejdere fra Universitetsbiblioteket i Oslo bemærker, at alle og enhver kan låne gratis hos dem, men at der er gebyr på 200 kroner for materiale der skal fremskaffes fra udlandet for lånere, der ikke er forskere eller studerende på universitetet. Overbibliotekar Halvor Kongshavn skriver: ”Der antydes
en mulighed for gratis udlån til ”organiserede freelancere og forfattere”. Det kan virke besnærende, men synes vanskeligt at håndtere i praksis. Det ville f.eks. betyde at alle medlemmer af Forfatterforeningen eller af Norsk faglitterær forfatter- og oversætterforening fik de same rettigheder som ansatte og studerende. Det ville udvide vores primære brugergruppe betragteligt, altså kræve ressourcer i en tid med nedskæringer.”

Så dukkede en kommentar fra hovedpersonen op. Kjartan Fløgstad skrev: ”Som jeg altid har gjort, afleverede jeg en liste med utilgængelige titler i skranken på Universitetsbiblioteket (UB). Bibliotekaren så på mig og spurgte om jeg var studerende. Jeg svarede nej, jeg er 72 år. Så var det desværre ikke muligt at tage imod bestillingerne. Der blev heller ikke nævnt nogen pris, hverken da eller senere, det skulle nok have kunnet finde ud af. (…) Jeg gik hjem tog telefonen, ringede til UB, blev stillet om til fjernudlånet, præsenterede mig med fuldt navn og fremlagde mit ærende. En brysk dame svarede, at de ikke kunne låne bøger ud til ”hvem som helst”. For min del var samtalen dermed ovre, men i mit stille sind tænkte jeg (det må jeg indrømme) at jeg har bidraget med omkring 50 titler til bogsamlingen på UB, jeg har været gæsteforelæser ved mange fakulteter på Universitetet i Oslo mange år, jeg har været pensum, jeg har været eksamensmateriale, jeg har været tema for utallige hovedopgaver, jeg er blevet doktoreret på. Men låne bøger, det kan ikke komme på tale. (…) Sådan var det at gå til UB Oslo og banke på kundskabens dør. Den åbnede sig ikke, men blev lukket hårdt i.”

I sidste uge udkom Morgenbladet så med en artikel om den lille kontrovers. De henviste til, at de citerede historien fra Biblioteket tar saka (ganske som vi gør her), og så forsøgte avisen at få fat i Kjartan Fløgstad selv for en uddybende kommentar, men det blev kun til en enkelt sms: ”På fjeldet. Dårlig dækning.”

I essaysamlingen Etter i saumane (‘Efter i sømmene’) om arbejderklassens kultur og politik kritiserede Kjartan Fløgstad i fjor den franske forfatter Édouard Louis for at ”dæmonisere arbejderklassen” i sin roman Farvel til Eddy Bellegueule (2014). Det fik en debattør i det borgerlige tidsskrift Minerva til at kalde ham ”dogmatisk kommunist”. Forfatteren svarede igen, at han aldrig havde været kommunist, at han var ligeglad med hvad de konservative mente om ham, og at han skrev om det, han fandt vigtigt. Måske er det et ekko af den debat, der går igen i Dagsavisens anmeldelse af Trans Sovjet Ekspress. Avisen kalder bogen en fin introduktion til sovjetisk arkitektur fra en forfatter med mange års erfaring som turist i regionen: ”Men uanset hans rødder i arbejderklassen, kan bogen ikke skjule Fløgstads priviligerede position som globetrotter fra middelklassen, udstyret med tolk og guide på konferencer og statsmøder, godt læst op på historie, politik og litteratur. Det er naturligvis ikke noget at skamme sig over. Det gør bare hans insisterende på arbejderklasseforbindelser lidt komisk.”

NRK’s anmelder mener, at Kjartan Fløgstad jagter spor efter en ideologisk begrundet arkitektur, hvor kollektive løsninger gik forud for individuelle og hvor modernismen havde et kortvarigt spillerum, før stalinismen lukkede for hanen igen: ”Forfatteren formidler med indsigt arkitekternes vilje til at tænke på helt nye måder om kollektive boformer og på signalbyggeri som skulle tjene det socialistiske projekt. At Kjartan Fløgstad kan skrive og rejse så det bliver til litteratur, er ingen nyhed, men det er stadig sandt.”