Weekendavisen den 21. oktober 2016.
Kommentar. Fremover må vi også nævne filosoffer, faghistorikere, kulturkritikere og intellektuelle, når vi tænker på kandidater til Nobelprisen i litteratur.
Torsdag aften fik jeg en mail fra en af mine nordiske, litterære venner, der havde et godt staldtips: ”Nordisk Råds Litteraturpris 2016 går til… ABBA!”
Ja, sidste uges Nobelpris til Bob Dylan medfødte mange sjove bemærkninger. Som Kristian Lindberg skrev i Berlingske: ”Nobelprisen i litteratur? Bob-bob-bob…” Samme avis’ Søren Kassebeer skrev en kommentar, som i høje toner priste sangtekstskriveren Bob Dylan, hvorefter han kaldte prisen til ham for en joke og en blamage for Det Svenske Akademi. To standpunkter på én gang.
Prisen til Bob Dylan var forbløffende. Ingen havde vel for alvor troet, at han var andet, end en ofte omtalt evighedskandidat på grund af sin verdensberømmelse og som et godt navn på bettingbureauernes liste. At Det Svenske Akademi rent faktisk skulle have ham som et seriøst bud på en laureat, virkede ikke sandsynligt. Men tider skifter og sæder mildes, som Kai Hoffman skrev – og skal vi ikke bare sige, at det var den sang, der inspirerede Bob Dylan til at the times they are a changin…
At tiderne skifter i Det Svenske Akademi, er der ingen tvivl om. Den kortsigtede diskussion handler måske nok om, hvorvidt Bob Dylans sangtekster er verdenslitteratur nok til en Nobelpris, og det har jeg ikke noget bud på, for jeg har aldrig kunnet holde ud at lytte til ham, og jeg har forsømt at læse ham som lyriker. Men den langsigtede diskussion har et andet tema: Hvad skal vi forvente af Nobelprisen som institution i årene fremover?
Det var først og fremmest en udvidelse af kampzonen, da Nobelprisen gik til Bob Dylan. Endelig fik USA prisen, for første gang i 19 år, og så var det ikke Philip Roth eller en af de andre store klassiske forfattere. Blandt Nobelhistoriens mange fun facts er, at prisen ikke er givet til en hvid, anglosaksisk, indfødt amerikansk mand siden 1962, hvor John Steinbeck fik den.
En udvidelse af kampzonen betyder, at Akademiet for andet år i træk udbygger dets litteratursyn belønner en forfatter, der arbejder i en litterær genre, som i nyere tid ikke har været indenfor ‘De Adertons’ synskreds, hvis man undtager dramatikeren Dario Fo (som døde samme dag, som Bob Dylan fik prisen), der fik prisen i 1997. Ellers skal vi tilbage til 1950, hvor filosoffen Bertrand Russel (som endnu ikke havde skrevet sit forfatterskabs eneste skønlitterære værk) vandt og 1953, hvor den fhv.
britiske statsmand Sir Winston Churchill ganske atypisk fik prisen for sine erindringsbøger.
Kursen blev justeret i fjor, da den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj fik Nobelprisen for et forfatterskab, der ikke er klassisk skønlitterært. Hendes bøger er en slags spil for stemmer, baseret på autentiske beretninger, som forfatteren har høstet gennem journalistiske interviews med hundredvis af kilder.
Nobelprisen placerede sig på den måde i et interessant grænseland mellem fiktion og dokumentarisme, og i år fornyer den sig så i et krydsfelt mellem musik og lyrik. Jeg tror at vi skal opfatte det som to tegn i træk på, at feltet er givet frit og at Det Svenske Akademi nu opfatter skrivekunst som et bredere begreb, der ikke kun omfatter de klassiske discipliner som lyrik og prosa. Fremover kan vi ikke nøjes med at spå i kaffegrums om de kendte giganter fra parnasset og den ukendte albanske fårehyrde. Vi skal også overveje veltænkende og velskrivende filosoffer, faghistorikere, kulturkritikere, politiske intellektuelle. Hvad med Zygmund Bauman? Judith Butler? Geert Mak? Hvad med en af de store franske filosofer? Spørgsmålet er, hvor grænsen går for det udvidede tekstbegreb. Hvad med børnelitteratur? Tegneserier? Måske en af de store føljetonforfattere indenfor tv-dramatikken (nutidens Dickens’er)? Beau Willimon?
Hvornår næste opbrud kommer, kan akademiologerne så gætte på. Mit bud er, at der går nogle år. Tiderne skifter, sæder mildnes, men kunst og kamp kræver stadig stål. Inden næste radikale fornyelse vil det Det Svenske Akademi i 2017 (100-året for prisen til Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan) derfor vende tilbage til hovedsporet og belønne forfattere af mere klassisk støbning.
Men feltet er frit. Og vinylsporet er lagt. Litteraturprofessor Anne Marie Mai gjorde vores skepsis til skamme, da hun nåede sit mål med Bob Dylan, som hun stædigt har anbefalet til svenskerne i årevis. Hvad vil hun mon så bruge sin plads i Det Danske Akademi til? Mit bud er at Den Store Pris går til Poul Krebs. Nå, ikke? Så C.V. Jørgensen da! Men før vi når så vidt, må vi se om Bob Dylan overhovedet vil meddele sig til Akademiet og offentligheden. Dukker han op til festen? Vil han modtage prisen? Vil han synge en takketale? Svaret blæser i vinden.