Militær magt og menneskelig moral

Teater1. Scenekunstmagasinet. #175 / 2016

Intet mere smertefuldt skulende blik kender jeg, end den sårede Filoktets på Nicolai Abildgaards berømte maleri fra 1775. Av, den fysiske fortræd. Ak, den følelsesmæssige skuffelse og isolation. Åh, som dette formørkede blik rummer al den menneskelige modstand, der findes i verden.

Men han har det heller ikke nemt, krigeren med det væskende, betændte og ildelugtende sår på hælen, forårsaget af en giftslange. Så smertefulde var hans brøl, at hans kammerater efterlod ham på øen Lemnos, mens de selv sejlede videre til krigen i Troja. Men nu har en sandsiger fortalt Odysseus, at han ikke kan vinde krigen uden Filoktet, og fordi Troja først falder, når Achilleus’ søn, Neoptolemos, bliver bragt ind i kampen.

Sagen er, at Filoktet stadig har den bue, som han arvede fra den herkuliske Herakles, søn af Zeus, buen, som aldrig svigter sit mål. Grækerne må have Filoktet tilbage. Men hvordan skal de genvinde den gamle soldats tillid nu, ti år efter, at de dumpede ham på øen, hvor han har måttet hutle sig igennem, plaget af smerter, svigt, sorg? Jo, den listige Odysseus sender det unge talent Neoptolemos i marken for at lokke Filoktet i en fælde. Den unge kriger mestrer spionens klassiske tvetungede tale, men han får anfægtelser og loyalitetskvababbelser, og pludselig er situationen ikke helt så enkel mere.

Sådan er den højspændte intrige i Sofokles klassiske drama, Filoktet, her nyoversat og med efterskrift og noter af lektor, ph.d., Marcel Lysgaard Lech, Syddansk Universitet. Og altså med ‘Den sårede Filoktet’ i et beskåret udsnit på forsiden (lige lovlig uopfindsomt, men så alligevel: i det blik, fangede Abildgaard figurens essens). Med andre ord er her altså både en politisk, militær og moralsk konflikt. Der er stærke følelser, venskabsbrud og løgne ad libitum, og som sådan viser Sofokles sig som stamfaderen til en hvilken som helst velskreven blockbuster af i dag. Et godt plot er altid et godt plot, og dengang som nu, skal der tilsættes et plottwist, et psykologisk portræt (eller to), en fed fortællebue og en stigende spændingskurve frem mod kulminationen. Længe leve det klassiske drama!

Om Sofokles’ drama kan vi endnu i dag notere en forbløffende friskhed, her også i en velfungerende, jordnær og mundret oversættelse, den første komplette nyfordanskning siden 1878. Hør bare et replikskifte som dette, hvor de nu allierede Neoptolemos og Filoktet planlægger at forlade øen inden Odysseus’ mænd kommer:

FILOKTET: ”(…) Nej, så vil jeg hellere adlyde min værste fjende, slangen, der gjorde min fod ubrugelig. Men lad ham da sige alt, vove alt, nu ved jeg jo, hvorfor han vil komme hertil. Kom min dreng, lad os gå, så vi kan lægge hav og luft mellem os og Odysseus’ skib. Lad os gå! Rettidig omhu bringer jo søvn og hvile, når pinslerne er bragt til ende.”

NEOPTOLEMOS: ”Ja, når vinden blæser os, sætter vi sejl, i øjeblikket har vi vinden imod os.”

FILOKTET: ”Tidspunktet er altid det rette, når man er på flugt!”

Ja, så ukunstlet og læsevenligt er sproget i replikkerne, at oversætterens egen efterskrift virker helt gumpetung i sammenligning. Til gengæld er Marcel Lysgaard Lechs korte baggrundsbeskrivelse af tragedien tilfredsstillende indholdsrig.

Hvis dette klassiske stykke skulle sættes op på en scene i dag (og gør det endelig!), ville det være fristende at rykke handlingen fra den græske sagntid til vor nutid. Filoktet kunne være en såret elitesoldat, efterladt til sin egen skæbne i den afghanske ødemark. Nu rykker et rescue team ud for at hente ham, ikke for hans egen skyld, men fordi kun han kan betjene et afgørende våben, der er nødvendigt for at nedkæmpe nogle talibanere, der vejrer kristenblod. Spørgsmålet er bare: Hvem kan overtale soldaten? Hvilken list kan lokke ham? Hvad koster loyalitet? Og hvem står til ansvar over for hvem? Militær magt og menneskelig moral mødes i en pragtfuld konflikt.

Sofokles: Filoktet. Oversat og med efterskrift og noter af Marcel Lysgaard Lech. Hans Reitzels Forlag.