Selvgodhedens pingpong

Weekendavisen den 3. juni 2016.

Teaterfestival. Børn forsvarer sig mod aliens, jorden går under, ungt par opsøger migranter og modent ægtepar skilles. Rundtur til fire scener på CPH STAGE i København.

Den københavnske teaterfestival CPH STAGE, der nu løber af stabelen for fjerde gang, består i år af 110 forestillinger og fire parallelle minifestivaler for dans, performance og ny europæisk dramatik. I tirsdags åbnede løjerne i Folketeatret, og frem til den 12. juni er der nu mulighed for at drøne fra scene til scene og opleve nye forestillinger eller indhente det, man har misset i den seneste sæson.

Åbningsforestillingen Next Day – som kun spillede denne ene aften – af den belgiske instruktør Philippe Quesne præsenterer tolv børn mellem 10 og 13 år. Med et stort billede af et trøstesløst boligbyggeri på bagvæggen, skaber ungerne en farverig fantasi om deres egen fremtid. Først træder de frem og præsenterer sig én for én, Ona-Lisa, Fons, Sven, Flo, Marthe osv. De fortæller, hvor gamle de er, og hvilket instrument, de spiller.

Det er et mildt og charmerende møde. Men hvem er de? Fortabte børn på Ønskeøen? Og hvad vil de os egentlig? Jo, de vil fortælle os om deres fremtidsdrømme og fremtidsfrygt. Bagtæppet må vi opfatte som deres hverdag og virkelighed, måske som en trussel? Men det her er ikke Fluernes Herre. Tværtimod hersker der eksemplarisk solidaritet mellem børnene, der blandt andet danner et orkester, som nok forvrænger og morsomt maltrakterer musikken, men også kan spille solid børnerock. Og så bygger de deres helt egen skole, hvor de uddanner sig i selvforsvar mod indtrængende rumvæsener – hvilket omfatter et bombardement med skumgummiklodser på os i salen. Vi griber og kyler retur med glæde, og måske fatter vi i forbifarten, at der sættes lighedstegn mellem farlige fremmede, aliens, og os voksne.

Next Day er en både poetisk og subtilt politisk forestilling, farverigt og fantasifuldt koreograferet og udviklet af instruktøren og børnene i fællesskab, meeen… kedsomheden står på lur, når først man har fordøjet den første charme, og det tager cirka ti minutter. Det er lidt som at se billeder af andre folks børn. Først siger man ih, åh og næh, men reelt er man ret ligeglad.

Videre ud i de snart hedengangne Dansehallerne, som ikke overlever omkalfatringen af Carlsberg til en ny gentrificeret bydel. Her er der repremiere på dukkedystopien Støv (en del af minifestivalen Det Frie Felt), der er nomineret til en Reumert i kategorien Årets Særpris. Svend E. Kristensen er mand for mageløst uhyggelig interaktion mellem menneske og dukke, denne gang i samarbejde med operasangeren Nina Sveistrup Clausen, et sminket lig i brudeslør.

Forestillingen skildrer en verden, der er bukket under for krig, klimaforandringer, pandemier og resistente vira. I håndsikkert samarbejde med dukkerne, fører Svend E. Kristensen os gennem den sammenbrudte verdens bjerge af støv og slagger, hvor håbløsheden råder. Af en eller anden grund, som for mig ikke er indlysende, lader forestillingen ikke menneske-dukke-symbioserne tale for sig selv med al deres fysiske, tolkbare ekspressivitet. Nej, her skal også synges og reciteres (på broken english), hvilket forekommer overflødigt i forhold til den kunstneriske kerne, som må være dukkeføringen. Dog kan jeg godt lide de tre indlagte transmissionsudkald, der til slut proklamerer, at jorden er redningsløst fortabt. Civilisationen står ikke til at redde: ”Put dig ind til dine kære, læg dig til hvile i vished om, at det er den bedste måde at dø på…”

Hos Teater S/H i Kødbyen ser vi en befriende morsom og selvuhøjtidelig forestilling om et gravsensalvorligt emne. Exodus er skabt af schweiziske Andreas Liebmann og danske Cecilie Ullerup Schmidt. Med den middelalderlige ballade som model, fortæller ægteparret i en blanding af sang og recitation en (autentisk?) historie om deres rejse til Sicilien, hvor de er taget til for at møde de migranter, der kommer over Middelhavet. Desværre bliver parrets bagage væk undervejs, og datteren bliver bidt af et insekt og stikker sig på en kaktus. Nej, det er ikke nemt.

Ægteparret vil så gerne finde flygtningene, fordi de gennem en antropologisk metode vil udveksle sange og fortælle historien om ”de nye europæere”. Efter megen møje og besvær, lykkes det heldigvis at få adgang til et modtagecenter, hvor de møder ni fyre fra Nigeria. Den danske mor synger ‘Solen er så rød mor’, og Patrick svarer igen med en kristen sang fra kirken i Lagos.

Exodus er et blandt mange teaterværker fra disse år om migrationskrisen, men det er sjældent set morsomt. Især Andreas’ lange beretning om et slag bordtennis på asylcenteret kalder på latteren. På den ene side vil han gerne vinde, på den anden side er han her jo for at give migranterne nogle gode oplevelser midt i elendigheden. Så skal han være god til bordtennis, eller god til at være menneske? Åh, hvilket rasende dilemma. Og åh, hvilken selvironi. Det er selvgodhedens pingpong.

Hvis man er vaks ved havelågen, kan man også nå at se Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl i Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab (spiller næste og sidstegang i Skuespilhuset den 10. juni), en reading, hvor alt bliver forandret, forvandlet, fordrejet, forført og fortolket gennem et ualmindeligt simpelt greb: Maskuliniseringen af det feminine og feminiseringen af det maskuline. Morten Kirkskov (som tidligere har iscenesat Scener fra et ægteskab på Århus Teater) spiller Johan – men med Mariannes replikker. Overfor ham står perfekte Sofie Gråbøl som Marianne, men altså med Johans replikker. Et intelligent kønskorrigering.

Kort sagt handler stykket om et veluddannet stockholmsk ægtepars samlivssammenbrud. De har to børn og lever et højborgerligt liv med obligatoriske familiemiddage, selskaber, teaterture og den slags. Men en dag får Johan for meget. Han vil gøres sig fri af de sociale konventioner og melde afbud til alle forpligtelserne.

En dag forlader han så Marianne og børnene til fordel for den 23-årige Paula. Men i denne kønskorrigerede udgave er det altså omvendt. Pludselig er det Marianne, der forlader Johan, fordi hun har forelsket sig, og smart nok har man ikke transformeret Paula til en ung mand. Paula er stadig en kvinde, og Marianne bliver altså en midaldrende kvinde, der også ændrer sin egen seksualitet. Men hun forlader også sine døtre, hvilket jo er den ultimative moderforbrydelse. At Johan gik fra sine døtre dengang i 1973, nå ja, herregud, hvad så? Hvilken prægtig kontrast.

Da Scener ur ett äktenskap klinede svenskerne til skærmen i 1973, havde det store konsekvenser for familielivet. Serien inspirerede i dén grad til opbrud i de stille stuer. Fede tider for skilsmisseadvokaterne.

Det radikale plottwist gør bare Bergman mere bergmansk. Og Marianne bliver mindre Marianne og mere Nora. I den oprindelige version er den svigtede hustru stadig så fastholdt i en konventionel kønsrolle, at hun tilbyder at pakke mandens kuffert (som hun plejer når han skal til konference), når han nu skal rejse med elskerinden. Ydmygelsen er total. Men i den kønsrollekorrigerede udgave, er det så manden, der tilbyder at pakke kvindens kuffert. Hvilket pjok! Resultatet er, at hård tragedie pludselig bliver til befriende, barok humor.

Campo: Next Day, spiller ikke mere // Jesper Pedersen: Støv, spiller ikke mere // Exodus, spiller sidste gang den 4. juni, Teater Sort/Hvid, København. // Ingmar Bergman: Scener fra et ægteskab. Idé og iscenesættelse: Therese Willstedt. Oversættelse: Lars Kjeldal. Spiller næste gang i Skuespilhuset, København, den 10. juni, og måske aldrig mere.