Weekendavisen den 26. februar 2016.
Holberg. ”Hvis ikke du finder en fransk kyk i denne by, sylter jeg ihjel!” Jeane de France er tilbage. Med ny slutning!
”Mit Danmark er dødt!”
En sand klassiker kan fortolkes og forvanskes uden at lide overlast. Derfor tåler Ludvig Holbergs hylende morsomme forfængelighedssatire Jean de France eller Hans Frandsen (1722) også sagtens at få enden på komedie af dramatiker Line Mørkeby og instruktør Frede Gulbrandsen. Helt bogstaveligt, faktisk, for de to har applikeret en ny, bøsset slutscene, der klæder stykket – nemlig Jean/Hans som drag queen i Paris!
Bedst som vi tror, at forestillingen er slut, viser Astrid Lynge Ottosens scenografi, hvad den virkelig duer til. På scenen står en scene, hvor en teatertrup fra Holbergs samtid opfører det skuespil, som vi sidder os ser på (det er sådan lidt metaagtigt, men det glemmer man undervejs). Så pludselig synker kulissen sammen, og fra det dybe scenerum toner en ny scene frem, en parisisk cabaret, hvor Jean giver den gas iført pink strudsefjer og en hovedbeklædning af enhjørning, vistnok et bøssesymbol. I koloreret stråleglans synger han sig gennem en sang, der på alle måder er forestillingens sande clou – som Jean selv ville udtrykke det.
Så vidt jeg kunne høre (men ordene druknede desværre i musikken), synger Jean om det land, der ikke har plads til ham: ”Mit Danmark er dødt!” Men Paris har tydeligvis taget ham til sig. Den flamboyante, überlapsede, overforfængelige frankofile selviscenesætter, er åbenbart ikke for meget for franskmændene. Her er han ikke en nar, men en star.
Hvad vil Mørkeby & Gulbrandsen med denne finale? Vil de rehabilitere den ydmygede Hans, som er blevet jaget på porten af det land, som han selv vendte ryggen i forfinelse efter at have tilbragt hele 15 uger i Paris? Vil de sige, at man bare skal slå vingerne ud og finde sin indre enhjørning frem? At man med ikke skal lade sig begrænse af janteloven?
Hvis det er det, de siger, er der i hvert fald tale om en forfriskende fortolkning af det skuespil, der ellers skånselsløst åler og udstiller fantasten, der blev for fornem til sit eget land og sit eget sprog. Og selvom de tager sig friheder, holder dramatiker og instruktør sig pænt på handlingssporet, lige indtil slutningen. Det her er stadig historien om en mands forfængelige selvforførelse og om drilsk snusfornuftighed, en gavtyvekomedie og med forklædninger og forviklinger, et ægte folkestykke hvor den opstyltede pilles ned, det hele fortalt gennem en sprogstrid om det bondske dansk og det urbane fransk.
Line Mørkebys manuskript er kun morsomt med måde, men folk ler så hjerteligt, når hun plukker lavthængende frugter. Latrinære jokes går rent ind. Og flot accentueret fjollefransk tager kegler, som når Jean udtaler Rouen som Røven og siger ”jeg var stoppet op i Rouen i tre uger”… Eller når han siger til sin tjener Per/Pierre: ”Hvis ikke du finder en fransk kyk i denne by, sylter jeg ihjel!”. Kyk og sylter, kok og sulter, det er funny. Heldigvis er der ingen jokes om den pensionerede prinsegemal.
Som Jean er Pelle Emil Hebsgaard træfsikker i replikken og velspillet latterlig i sin forfængelige frankofili og Morten Brovn er et morsomt side kick som tjeneren Pierre. Sonja Oppenhagen har en stille aften med en bitte birolle som Magdalene, Jesper Asholt er Frands med roligt aktiveret rutine og Ole Thestrup spiller Jeronimus så forventeligt, at jeg først troede, at det var Jeronimus, der spillede Ole Thestrup. Som de konspiratoriske tjenestefolk Marthe og Espen er Lise Baastrup og Troels Malling i deres morsomme es, og Sofie Alhøj og Sigurd Holmen Le Dous karikerer deres unge elskende på en fint doseret komisk-klassisk facon.
Om Jean de France kan man sige, at den er sjov, fordi den er sand. I denne opsætning er der tale om en bagatel, men en levedygtig bagatel. En fin aften i Folketeatret, dog en smule forstyrret af stedets chef gennem mange år, Preben Harris, der sad lige bag mig og raslede med en slikpose.
Ludvig Holberg/Line Mørkeby: Jean de France. Instruktion og idé: Frede Gulbrandsen. Folketeatret til den 5. marts.