Kulturkritikkens prekariat

Weekendavisen den 9. september 2016.

Kommentar. Det er freelancernes og løsarbejdernes tidsalder. Det gælder også os, der anmelder teater.

Mange akademikere hutler sig igennem som freelancere og løsarbejdere på korttidskontrakter, i projektansættelser og med midlertidige vikarjobs uden fast løn og pension, anciennitet, barsels- og sygeorlov og ingen chance for at optage banklån, hvilket betyder at deres muligheder for at komme ind på ejerboligmarkedet er lig nul.

Dette veluddannede pjalteproletariat af mennesker befinder sig i en prekær – altså vanskelig, udsat, kritisk – situation, og derfor går de under betegnelsen prekariatet, også kendt som the working poor. Dem blev der talt en del om i sidste uge, da regeringen fremlagde sin 2025-plan.

Samtidig kom den ærgerlige nyhed om, at Politiken har fyret deres teaterredaktør, Monna Dithmer, og at Jyllands-Posten har opsagt deres teateranmelder, Henrik Lyding. Ak ja, kun to blandt mange mennesker, der modvilligt har måttet accepterer forandringer i deres arbejdsliv, når ledelsens innovative implementeringstaskforce udruller intelligente besparelsesinitiativer, eliminerer aktiviteter, der kun generere lav værdi, og med rettidig omhu foretager de nødvendige synergifremmende omkostningsreducerende strukturtilpasninger, personalejusteringer og nedbemandingsinitiativer.

Fyringerne af de to kritikere fik teatrene Mungo Park og Fredericia Teater til straks at stoppe annonceringen i aviserne, som nu var ”irrelevante” for teatrene, og dermed kunne se frem til en nedgang i annonceindtægter på 700.000 kroner. Naturligvis var det en fjollet og forhastet solidaritetshandling, sandsynligvis ansporet af rygter om, at det ikke bare var medarbejderne, der var sparet væk, men teaterkritikken i det hele taget. Dagene efter kom det så frem, at Politiken ikke droppede stoffet:

”Vi har nedlagt teaterredaktørfunktionen, men vi har absolut ikke forladt ambitionen om at være den førende avis på teaterkritik, og den pågældende anmelder vil fortsat være fast anmelder i Politiken,” sagde chefredaktør Christian Jensen til Journalisten.dk.

Sagen er, at Ole Jastrau tidsalder er forbi. I årtier har spinatfuglene været en truet race, og morgenaviserne tager sig ikke længere råd til en teaterredaktør på fast fuldtid (Berlingske holder dog stand), fordi der skal frigøres årsværk og lønkroner til investering i nye ansættelser af medarbejdere med forstand på den digitale journalistiks formsprog. Informations anmelder er freelancer, og her på avisen dækkes stoffet dels af flere løsarbejdere (blandt andre mig), dels af kulturredaktøren selv, der naturligvis er fastansat med alt, hvad det indebærer – herunder lange arbejdsdage med redigering, deadlines, budgetansvar osv.

Der er altså to relevante forhold i dette: Hvordan er kulturkritikkens ansættelsesforhold på bladene? Og hvordan er kulturkritikkens position i spalterne? At funktionen som teaterredaktør nedlægges på Politiken er ikke nødvendigvis et problem (jo, for medarbejderen, der mister sit faste job). Det afgørende spørgsmål er derimod, om stofområdet bevares og om teaterkritikken stadig findes, fordi den subjektive bedømmelse af scenekunsten altid vil være en vigtig del af et samfunds kulturdiskussion. Og kan man forestille sig, at en kulturavis ikke anmelder sæsonens vigtigste forestillinger? Selvfølgelig ikke.

Til gengæld kan man meget nemt forestille sig, at avisen vil reducere antallet af anmeldelser, og at mindre forestillinger på de små scener kan kigge i vejviseren efter kvalificeret kritik. Dét er naturligvis et problem. I den situation står diverse apokryfe amatøranmeldermedier, som skriver om det hele på nettet, klar til at overtage annoncekronerne. Aviserne bør med andre ord udvikle anmelderiet, ikke afvikle det, og slås for deres position, som kulturkritikkens højborge.

Det her handler om en megatrend på det globale arbejdsmarked. Som migranter på træk, der tjener penge som flaskesamlere på sommerfestivaler, må også mange højtuddannede finde deres indtægter flere steder ved at være fleksible. Vi uden fast job udgør kulturjournalistikkens og kulturkritikkens prekariat, en kategori af professionelle, vidensintensive symbolanalytikere (for nu at bruge nogle af de andre begreber om den ny tids arbejdsmarked), der består af en under-, mellem- og overklasse, hvor nogle er mere trygge, happy og privilegerede end andre. Det gælder også indenfor teateranmelderiet.