Julie Maj Jakobsen: Defekt

Posted bykro 643 kommentarer til Julie Maj Jakobsen: Defekt

Weekendaviden den 4. maj 2016.

Teater. ”Hvis det anderledes ikke var anderledes, ville det normale ikke være normalt.” Ny dansk dramatik om Kvindeanstalten på Sprogø.

Kvinder på et skråplan

Så har vi fået et nystartet teater, Teater Stuk, som proklamerer samfundsengagement. Stukkatørerne ønsker både at ”starte nye samtaler og komme med bidrag til eksisterende debatter” og at ”sætte fokus på skæve fordelinger og prioriteringer i samfundet”. Det skal de naturligvis være inderligt velkomne til.

Som første udspil tager Teater Stuk fat på den dunkle del af Danmarkshistorien, som handicaphistorisk forsker Birgit Kirkebæk afdækkede i 2004 med bogen Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961. Det var i øvrigt netop dette stof, som også Jussi Adler-Olsen lod sig inspirere af i Afdeling Q-romanen Journal 64.

Fuld honnør for dette valg af historie. Anstalten på Sprogø eksisterede fra 1923-61 som et interneringssted for ”intelligensdefekte minusindivider”. Sagesløse kvinder blev sendt ud til øen for ikke at fordærve deres omgivelser. En hård pris at betale for unge piger, der ofte bare var blevet ledt i fordærv af ansvarsløse mandfolk.

Kvindeanstalten er en skamplet på vores samfund, men i sin samtid var den ikke nær så kontroversiel, som den er i tilbageblik. Dermed er et inciterende spørgsmål indirekte sat til debat af dramatiker Julie Maj Jakobsen: Hvad er det mon, der i dag er helt i overensstemmelse med nutidens værdier, som kommende generationer vil fælde hårde domme over? Er det fængslerne? Asylcentrene? Hospitalerne? Plejehjemmene? Noget med klimaet? Genteknologien?

Det bedste ved Defekt – en lovlig udstanset titel – er Lisbeth Burians scenografi. Hun har stillet en tiltet scene midt i rummet, kun møbleret med et spinkelt træ, og ladet rummet under platformen fungere som back stage. Pige træd varsomt, for scenen er skrå, tænker man, og det passer overordentlig godt til handlingen. Men vigtigst er, at skuespillerne får noget elegant, ekspressivt og akrobatisk ud af at glide og rulle på scenen, også ud over dens kant og ned i den usynlige afgrund. De er – på alle måder – ude på et skråplan. Eller på en ø.

Julie Maj Jakobsens skuespil handler om Ellen (Kathrine Høj Andersen), der bor på Sprogø i 50’erne. Hun får datteren Vita (Petrine Agger), som bliver taget fra hende efter ammeperioden. Vita vokser op hos Magda (Birgitte Prins) og bliver selv mor til Erica (Karin Bang Heinemeier). Faren mødte hun på en strand sydpå og så ham aldrig siden. Erica er kæreste med Barbara (Solvej Kyung-Sook Christiansen), og sammen har de (med ukendt donor) sønnen Matti. Dette er altså ikke bare sommeren uden mænd, men livet uden mænd. Eller livet med troløse og ansvarsløse mænd. Eller livet med fravalgte mænd.

Vi følger kvinderne i scener fra 50’erne, 80’erne, nutiden og nogle år ind i fremtiden. Instruktør Petrea Søe bygger forestillingen op med narrativ finesse, men har svært ved at få sine skuespillere til at fungere stabilt hele vejen igennem. Kathrine Høj Andersen har fundet en god og indolent signaturtone til Ellen, momentvis rørende. Petrine Agger slås voldsomt med sine to versioner af Vita: som psykisk syg ældre kvinde giver hun hende et yderst troværdigt kropssprog, men som nybagt mor til Erica er hendes stemmemonotoni enerverende til svipgrænsen. Solvej Kyung-Sook Christiansen vil meget mere, end hun magter, og når det er værst, lyder hun som om hun repeterer en lektie. Karin Bang Heinemeier giver den hele armen som den psykisk syge Erica, ikke dårligt, men heller ikke frigjort fra klicheen. Birgitte Prins er besindig som adoptivmoren Magda plus nogle biroller, men hun rummer vist meget mere, end hun har mulighed for at give her.

”Hvis det anderledes ikke var anderledes, ville det normale ikke være normalt,” hedder det i en nøglereplik. Såre sandt. Som sådan er forestillingen et forsvar for det skæve, det utilpassede, det marginale. Og et vagt i gevær-råb om, at vi sandsynligvis også i dag stigmatiserer folk, som ikke fortjener det. I den forstand passer det jo meget godt, at Defekt er langt fra perfekt.

Defekt. Manuskript: Julie Maj Jakobsen. Iscenesættelse: Petrea Søe. Scenografi: Lisbeth Burian. Co-produktion med Teater Stuk. Teater Grob, København, til den 21. maj.

Join the Conversation

643 Comments

  2. No long roads.
    No overexplaining.
    Only what matters, when it matters.

    Fresh signals.
    Clear mechanics.
    Moments that feel right — not forced.

    This is where rhythm meets timing,
    and timing quietly turns into advantage.

    You scroll — you get it.
    You stay — you feel it.

    https://t.me/s/portable_1WIN

    Slide in.
    Catch the flow.
    Stay where momentum lives.

  405. amoxicillin price without insurance IDARI where to buy amoxicillin over the counter

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *