Invitation til skafottet

Weekendavisen den 25. november 2016.

Teater. P.O. Enquists roman om årtusindets hofskandale går mørkt og smukt henover scenen.

Livlægens besøg. P.O. Enquists roman dramatiseret af Erik Norberg og Johanna Garpe. Instruktion: Emmet Feigenberg. Betty Nansen Teatret til den 31. december.

Sikke et pragtdrama! Kongen, dronningen og elskeren – Danmarkshistoriens mest celebre ménage à trois, som udspillede sig ved hoffet i 1770’erne, da den tyske livlæge og senere enevældige gehejmekabinetsminister, Struensee, ville helbrede den syge danske stat, hjælpe bønderne, give ordet frit og gøre landet anstændigt.

Historien om den på en gang enfoldige og indsigtsfulde Kong Christian VII, hans dronning og Struensee, er velbeskrevet af faghistorikere og fortalt i stumfilm, teater, ballet, musical, opera, film, romaner og tegneserie. I 1999 udkom så den svenske forfatter P.O. Enquists fremragende roman Livläkarens besök. Den blev oprindelig skrevet på opfordring af Nordisk Film med henblik på filmatisering, men det bekostelige projektet kunne ikke finansieres, og som årene gik, gik ideen i dvale.

Da Nicolai Arcels En kongelig affære fik premiere i 2012 blev Zentropa kritiseret for at krænke P.O. Enquists ophavsret, men selskabet gik fri med en snedig manøvre, fordi de havde købt rettighederne til Bodil Steensen-Leths roman om det samme trekantsdrama, Prinsesse af blodet.

Når Betty Nansen Teatret nu har premiere på Livlægens besøg, er der imidlertid tale om en helt officiel dramatisering af P.O. Enquists eminent indfølende roman om oplysningsmanden, hvis idealer og reformiver løber løbsk, da kongen overdrager ham først sin hustru, derefter sin magt. Det fører – som bekendt – til tusindvis af revolutionære dekreter, som landet ikke er modent til, et bastardbarn, en skandale og en invitation til skafottet.

Livlægens besøg går mørkt og smukt henover scenen, hvor Karin Betz placerer intrigerne i et simpelt naturalistisk rum med en enkelt lysekrone, der bliver ‘besjælet’ af svævende guldstole. I disse æstetisk-uhyggelige dunkle gemakker instruerer Emmet Feigenberg sine folk, så noget er lige i øjet, mens andet er mispasset.

Elliot Crosset Hoves åbne ansigt har den perfekte vankundighed til portrættet af kongen, og han veksler fint mellem det indolente og det intelligente. Når han skræmt undviger al erotisk fordring, men bespringer et stoleben, er han tragisk og rørende. Da den kongelige lanse skal trænes på Støvlet-Katrine (omsorgsfuldt spillet af Rikke Westi), finder Christian VII en udvej gennem venskab og ømhed med luderen. Helt så dum er han jo ikke, og han gennemskuer Struensees rationelle reformer i én replik: ”I fornuftens rige er der kun plads til mennesker, der er støbt i ét stykke. Er der så plads til mig?”

Troels Thorsen viser en stærk Struensee med en handlekraftig karisma, som minder om det filmportræt Mads Mikkelsen gav. Men Struensee var jo ikke 187 cm. hjerne og charme. Han var tværtimod ret lille i det, og det ville have været betydeligt mere interessant, hvis livlægen var blevet spillet af en lavere fysisk statur. Jeg tror at Nicolai Dahl Hamilton (som er mindre, men skarpt skåret) kunne have bragt interessante toner ind i rollen, hvis han var blevet sat til at spille Struensee med den samme dobbeltbundede farlighed og falskhed, som han giver sin væselagtige udgave af livlægens banemand, Høegh-Guldberg. Portrættet af ham, der først ydmyges, fordi han angiveligt er kastrat, og senere tager hævn og griber magten, er forestillingens bedste. Man så det gerne overført til den maniske og tragiske hovedfigur.

Både Signe Egholm Olsen, Tina Gylling Mortensen, Asbjørn Krogh Nissen og Tom Jensen spiller sikkert, men transporterer deres replikker uden råderum til for alvor at tager rollerne et vigtigt sted hen. Ole Lemmeke får derimod meget ud af lidt som en storartet storsnudet Reventlow.

Livlægens besøg er politisk drama med godt plot, en fortælling om frihed til folket, magt og nationalisme, om hvordan en gnist kan tænde en brand. Jeg savner flere dristige valg i rollebesætning og instruktion, men stiller mig tilfreds med stykkets klare adresse til vor tid. Når Struensees modstandere med strategisk spin vender folket mod ham, fordi hans nedrustning af flåden betyder arbejdsløshed for værftsarbejderne, er det som taget ud af House of Cards. Eller af virkeligheden derude.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *