Et komplet menneske

Weekendavisen den 11. november 2016.

Audioteater. Hassan Preislers formeksperiment om terror i København er litterært vellykket, men scenisk mangelfuldt.

Hellig krig. Manuskript: Hassan Preisler. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Gloria Biograf + Kinografen hos Nordisk Film, København, til den 24. november.

For små to år siden skrev jeg et interview her i avisen med Hassan Preisler, der fortalte om sin idé om en cabaret baseret på alt det, som pæne mennesker ikke tør sige om indvandrere. Han fortalte om, hvordan hans frygt for repressalier udartede til selvcensur. Det var ikke et stolt øjeblik for et teater, der gerne vil uddele spark i løgsovsen, og den bange mands byrde førte da også til en cabaret, der hverken var modig, sjov eller provokerende.

I foråret fik vi så historien om, at Det Kongelige Teater har sagt nej tak til at opsætte De Sataniske Vers med Hassan Preisler som manuskriptforfatter, og Preisler insisterede i medierne på, at beslutningen var grundet i frygt, hvilket teatercheferne pure afviste. Men givet er det da, at sådan en forestilling ville udgøre en risiko, for er der noget der voldsparate religiøse reagerer på, er det fornærmelser af deres profet.

Nu kommer så Hassan Preislers nye projekt, Hellig krig, og i en foromtale i Politiken forleden sagde forfatteren, at han håber, at han bliver i stand til at gå længere, end han i dag ”kan finde nosser til at turde”. Avisen noterede, at Hassan Preislers teater, danskdansk, ikke har været i kontakt med PET forud for premieren.

Hvis en efterretningsagent forvilder sig ind i Glorias iltfattige biografrum, hvor dette live hørespil udfolder sig, vil han eller hun heller ikke sætte en sur smiley på sin sikkerhedsvurdering. Der er intet her, som vil fornærme en skægget mullah. Jeg var lige ved at sige: tværtimod. Dertil er den satirisk-sarkastiske selvkritik alt for subtil.

Hellig krig opføres af tre skuespillere, Hassan Preisler selv, Ene Øster Bendtsen og Jesper Riefensthal, samt to lyddesignere, Aske Øland Kjærgaard og Arash Pandi. Vi er i en biograf og ikke på et teater, fordi der er brug for et lydanlæg med surround sound. Forestillingens audiospor består dels af forberedte lyde, dels af effekter som skuespillerne selv frembringer ved at skære i et franskbrød, klirre med en teske, åbne en øldåse eller trampe i gulvet. Det er som en direkte transmission fra Radioteateret.

Historien er denne: Forfatteren Hassan følger med sin lydoptager efter en gruppe mennesker gennem København en varm sommerdag. Klokken 18.55 sprænger en bombe i metroen, hvor 42 mennesker bliver dræbt. Lidt efter pløjer en lastbil gennem en folkemængde, og 88 mister livet. Ialt 800 bliver såret. Tragisk nok er dette ikke en fiktion uden realitetssans, og Hellig krig prøver at forstå terroristerne. Som Hassan Preisler mejsler det ud i pressemeddelelsen: Vi forsøger altid at forklare gerningsmændene som socialt udsatte marginaliserede skæbner. Men dermed overser vi, at terroristerne faktisk er selvstændige mennesker, der træffer rationelle beslutninger.

Litterært og dramaturgisk benytter Hassan Preisler både autofiktion, journalistisk research og parafraseringer af virkelighedens terrorattentater til at udvikle en historie, der for alvor bliver interessant, da fortælleren selv bliver inficeret af religionens bacille og føler sig tiltrukket af det ekstreme. Han opsøger en imam: ”Jeg kan mærke en helt personlig interesse for religion inde i mig. Jeg er vokset op som ateist, og hvis jeg skulle blive religiøs, skal det ikke være en hobbyreligion.”

Nej, vores hovedperson, Hassan, vil hverken være ”magelighedsprædikant” eller ”fritidsidealist” (jeg ved ikke helt hvad det betyder, det lyder som forkastede noter fra Ibsens overskudslager), og pludselig hører han stemmer: ”Brænd, Hassan, brænd!” Her får Hellig krig et mærkeligt dobbeltblik på religiøs fanatisme, som dels er vejen til terror, dels til udfrielse. Hassan går over til den mørke side: ”Jeg ved at I må fordømme mig, fordi jeg i dag er blevet et komplet menneske,” siger han. Det er Stockholm-syndromet i en religiøs-fundamentalistisk udgave. Her ligger en pointe eller to, som kræver nærmere granskning. Jeg tænker at det måske handler om en mere politisk proces, der er i gang inde i Hassan Preisler selv.

Det er godt set, at designe fortællingen som en tværæstetiske fælleslytteoplevelse. Københavns Radiobigraf har de seneste år fået fat i et stort, ungt publikum, og podcastmarkedet er i eksplosiv vækst med kvalitetsjournalistik og storytelling. Underligt, egentligt, at ingen af de store teatre tidligere har lavet forestillinger, der kan ses med lukkede øjne. Men som audioteater betragtet er Hellig krig kun en halvgod præstation, hvor lydeffekterne ikke er originale nok i hænderne på skuespillerne. Når man én gang har set, hvordan en ægte foley artist laver avanceret lydledsagelse live på scenen, som i Det Kongelige Teaters Cabaret sidste år, falder dette modige formeksperiment desværre noget igennem.

Som samtidsdrama har Hellig krig en mangefacetteret og litterært ganske vellykket tekst. Men stykket er ikke løsningen på Hassan Preislers anglen efter at være kontroversiel. Han ved jo udmærket godt, hvad der skal til for at få en blodrød risikovurdering og opsøge grænsen for sin egen og publikums tryghed: et portræt af Profeten. Om han – med egne ord – har nosser til at turde det, ved vi ikke. Men nu vi er ved det, så er De Sataniske Vers som netop ikke-visuelt stemmebaseret radioteater faktisk en god vej til at omgå billedforbuddet. Jeg skal nok møde op.