Et skrig, der leder efter en mund

Weekendavisen den 7. oktober 2016.

Teater. ”Hej, jeg hedder Emma, jeg er alkoholiker og stofmisbruger”. Johanne Louise Schmidt er fremragende i storartet engelsk dramatik.

Duncan Macmillan: Personer, steder og ting. Oversat til dansk af Simon Boberg. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, til den 30. november.

Om Johanne Louise Schmidts præstation i Personer, steder og ting kan man næppe tale superlativisk nok. Hun behersker suverænt det totale register i en fuldendt formuleret, altdominerende hovedrolle, strømførende, sarkastisk, ironisk, tragisk, rørende.

Den engelske dramatiker og instruktør Duncan Macmillan står bag dette velskrevne portræt af en ung skuespiller på vej down the drain. Jeg kom til at tænke på det engelske udtryk for at gå i opløsning, bryde sammen, allerede i første scene, hvor Jonas Flys scenografi elegant fremfortolker stykkets pointe. Vi er i et skuespil i skuespillet. På scenen hænger høje, rustrøde draperier fra gulv til loft. Foran står Konstantin og Nina fra Tjekhovs Mågen i 1890’er-mundering i elegant kejtet samspil.

Men noget er galt. Konstantin er urolig, for Nina mister koncentrationen, falder ud af sin rolle. Jamen, hun er jo skidefuld! Da hun snubler på scenen og raver rundt på gulvet, falder bagtæppet ned, og i en lang bevægelse bliver det suget ned i en rist midt på gulvet. Down the drain med dig, Nina. Eller rettere sagt: Emma, der spiller Nina. Eller: Sara, der påstår, at hun hedder Emma, der spiller Nina. Eller..? Der er endnu en volte i vente.

Da vores antiheltinde modvilligt indskriver sig på en afvænningsklinik, skal hun i gruppeterapien dele sin historie: Hun fortæller om sit forhold til en ældre norsk forfatter, som blev erstattet af et ægteskab med en akademiker, som hun slet ikke elskede, hvorefter en gammel veninde begyndte at se forfatteren, hvis bogmanuskript så pludselig forsvandt… Hov, hov! Her er da noget galt. Åh ja! Det er jo historien om Henrik Ibsens prædestinerede selvmorder Hedda Gabler, hun genfortæller, så smart og skurkagtigt for at skjule sig selv (og her sad jeg bare og håbede på, at nogen har fortalt Duncan Macmillan, at netop Johanne Louise Schmidt spillede netop Hedda på netop denne scene for to år siden).

Bid for bid stykker vi en forhistorie sammen. Noget med en bror, der er død. En kølig akademisk mor, en fraværende og følelsesfornægtende far. Og Emma selv, der søger teateret, fordi det er nemmere at sige replikker, end at begå sig i virkeligheden: ”Jeg ved ikke, hvem jeg er, hvis ikke jeg spiller en rolle.”

Så hun spiller roller. Fra den første kommercielle opgave, hvor hun skulle lire fraser af sig for et firma ved navn Quixote (!), noget med ikke at tro på nej og altid sige ja, til en hovedrolle i en klassisk, græsk tragedie: ”Jeg spillede Antigone og var knust over min døde bror. Og så døde min bror og jeg gik glip af begravelsen, fordi jeg havde en matinéforestilling.”

I Rune David Grues instruktion er Johanne Louise Schmidt forestillingens ubestridte fikspunkt og fyrtårn, omgivet af kompetente folk som Benedikte Hansen og Jens Jørgen Spottag i bærende biroller som henholdsvis behandler, patient og Emmas forældre i en iskold, kynisk og uhyggelig slutscene, som emmer af ulykkelig, fortabt kærlighed og dyb, dyb, dyb sorg. Jeg vil ikke røbe scenens skrækkelige pointer, som cirkelslutter skuespillet på en nærmest overomhyggelig, teknisk elegant facon.

Tabita Bowers, Mette Mølgaard og Gunvor Torp er med i diminutive statist- og bi-bi-biroller, som fungerer fint som visuel stemningsstaffage i terapien. Esben Dalgaard passer pænt sit job i en lidt blegsottig rolle som godmodig assistent på klinikken. Thue Ersted Rasmussen begynder som en sjov Konstantin og kulminerer sikkert i en brutal monolog om al den fortræd, han som misbruger har påført sine omgivelser, og han har en af nøglereplikkerne: ”Jeg var et skrig, der ledte efter en mund!”

Titlen, Personer, steder og ting, refererer til terapiens pointe: Som misbruger skal man erkende sin magtesløshed overfor de personer, steder og ting, der fører til misbruget. Så ved man, hvad man skal undvige for at undgå tilbagefald. Duncan Macmillan skriver med blændende behændighed og en litterær-dramatisk plotteknik, der på flere planer sender hilsner til forbillederne Tjekhov og Ibsen. Et grusomt godt stykke om misbrugets anatomi og psykologi, helt ind i løgnens bitre marv. Down the drain, ja. Men også med et håb og en tro på livets ukuelighed.