Weekendavisen den 23. marts 2016.
Nordisk Fjer. Selv kompetente folk kan manipuleres til at dække over fusk, fup og fidus.
Varm luft i dynerne
I de første år af 90’erne diskuterede man ofte i litterære kredse, hvem der kunne skrive Den Store Samtidsroman om Nordisk Fjers fatale sammenbrud? Her var jo det hele: en pragtfuld erhvervsskandale og en storsvindlende direktørs tragiske selvmord. Mit hjerte, hvad vil du mere?
Alle stirrede på Anders Bodelsen, som til gengæld stirrede på et blankt papir og en skriveblokering. I 2009 gjorde han så comeback med novellesamlingen Varm luft, som fandt direkte inspiration i en helt frisk erhvervsskandale og en ny direktørfantast, nemlig IT Factory og Stein Bagger. Her finder man en stor fortælling om Kompagniet, hvor koncernchefen til sidst tager livet af sig selv, og man må vist gerne se fjerfabrikdirektøren Johannes Petersen med de buskede øjenbryn for sig.
Anders Bodelsen nøjedes altså med en lang, fin novelle, og Det Store Roman om Nordisk Fjer blev aldrig skrevet. Det gjorde til gengæld den gennemgribende dokufortælling Bedraget af Charlotte Langkilde (2013), der i sin tid arbejdede som translatør for Nordisk Fjer, og det er bl.a. hendes bog, som nu transformeres til teater.
Plottet ligger fast når instruktøren Rune David Grue og ensemblet i Det Kongelige Teaters eksperimentarium, Det Røde Rum, tager fat på skandalen under den konkrete titel Nordisk Fjer. Vi ved jo at det ender med et krak og et selvmord. Hvilket virkelighedsteater! Som når vi ser en klassiker, er det derfor ikke så meget handlingen, vi skal holde øje med. Det er fortolkningen af det velkendte.
Det Røde Rum kunne have puttet en af herrerne i dobbeltradet habit og monteret et par buskede øjenbryn på ham, og vupti, så havde de gestaltet den karismatiske, koleriske og magtfuldkomne manipulator, Johannes Petersen. Men den fristelse er de ikke faldet for. Direktøren er, ligesom hans vicedirektør og kollaboratør Inga Lydia Rasmussen, reduceret til en stemme. Vi ser aldrig de to, men hører dem kun. Åh jo, vi ser dem da, men kun som to højttalere på stativ. Dem lytter personalet til gengæld til med velafrettet hengivenhed, som var de Ceausescus eller Big Brothers frygtsomme undersåtter.
Nordisk Fjer åbner med en scenografi af solid marmor. Men også marmor, der godt kan ligne mikroskopi af af syge celler i mutation i en petriskål. Naturligvis flækker facaden og bogstavelig talt vendes vranges ud på den stolte marmor, og når det hele ender, står medarbejderne i virksomheden tilbage som falskspillerne i cowboybyen: rullet i tjære og dyppet i fjer. Det er en symbolik, der er til at få øje på.
Det fascinerende ved dette krak er, at selv kompetente folk kan manipuleres til at dække over fusk, fup og fidus. Når en kyndig mellemleder gennemskuer, at der er noget fuldkommen galt med regnskaberne, skruer Johannes Petersen op for sine fantasifulde løgne og koger en historie sammen om et datterselskab i USA, der er nødt til at betale beskyttelsespenge til mafiaen fra New Jersey! Det handler om medarbejdernes sikkerhed. Og så står regnskabsmanden tilbage og er blevet spundet ind i en løgn, der både handler om loyalitet med firmaet og frygten for hvad mafiaen mon kan finde på at true ham selv og hans familie med.
Nordisk Fjer er fortællingen om en manipulators magt og en bedragers kynisme – og om hvordan man risikere at blive reduceret til nyttig idiot, bare fordi man er et godt menneske, der som udgangspunkt har tillid til andre. Det er fra dette perspektiv, historien fortælles. En tragedie om huller i regnskaberne og varm luft i dynerne.
Stoffet har Det Røde Rum fået foræret af en virkelighed, der af og til er mere generøs, end fiktionen selv, og det har
inspireret skuespillerne (Mikkel Arndt, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel og Maria Rossing, som alle er gennemført gode, især Marie Dalsgaard) til at skrue op for det aparte, men dog virkelighedsnære.
Det Røde Rum har måske ikke skabt teaterets svar på Den Store Samtidsroman, som litteraturen aldrig fik om Nordisk Fjer, og det kunne da have været interessant at se et klassisk psykologisk realismeskuespil med Johannes Petersen i centrum. Fravalget synes dog klogt, for Nordisk Fjer er en både morsom, morbid, grum og grotesk forestilling om det store svigt, den gådefulde grådighed og de buskede øjenbryns magtfuldkommenhed.
Det Røde Rum og Rune David Grue: Nordisk Fjer. Det Kongelige Teater, København, skiftende datoer til maj.