Du må ikke

Weekendavisen den 23. september 2016.

Teater. Den slørede vej er mere interessant, end den slagne i dramatisering af Kieślowskis dramatisering af De Ti Bud.

Dekalog. Af Krzysztof Kieślowski og Krzysztof Piesiewicz i Koen Tachelets sceneversion. Instruktør og scenograf: Jacob F. Schokking. Kostumedesigner: Stine Gudmundsen-Holmgreen. Komponist: Gert Sørensen. Dramaturg og oversætter: Karen-Maria Bille.

Den polske filmmand Krzysztof Kieślowski, det store ikon for ironiske 80’er-intellektuelle med verdenssmerte, er kommet på mode igen, måske fordi der er så meget overflade i kulturen, at vi trænger til fordybelse.

Kieślowskis Trikolore-trilogi, Blå, Hvid og Rød, får snart repremiere i biffen, og Betty Nansen Teatret opsætter nu en sceneversion af Dekalog, den berømte serie af polske tv-film over Jahves indflydelsesrige påbud- og forbudsliste fra Anden Mosebog, bedst kendt som De Ti Bud.

Det er billedkunstneren, instruktøren og scenografen Jacob F. Schokking (hvilket navn!), der står bag opsætningen. Dekalog blev oprindelig skabt som en række novellefilm i polsk tv i 1988. Et par af episoderne blev også til spillefilm, og i 1990 skrev Kieślowski sammen med sin manuskriptforfatter Krzysztof Piesiewicz drejebøgerne om til noveller, som også danner forlæg for denne dramatisering af seks af de ti bud.

Først og fremmest er Dekalog et visuelt, scenografisk mesterværk. Centralt på scenens drejeskive står en tre skråtstillede facader, der både fungerer som rumdelere og lærreder for forestillingens vanvittigt lækre videoværker, der dels illustrerer fortællingen (skøjtespor på isen), dels interagerer med skuespillerne (en kat, der kyses væk), dels viser hvor vi er (et trøstesløst højhus i det senkommunistiske Warszawa), dels forstørrer detaljer (for eksempel rædslen i et ansigt), dels angiver stemninger og følelser (farvemønstre, skraveringer) og dels i en gennemført smuk finale viser en række digitalgrafiske sort-hvid animationer af skuespillerne, der samtidig sidder på scenekanten og hver især trakterer noget, jeg opfatter som gamle polske folkemusikinstrumenter i Gert Skød Sørensens stemningsfulde komposition. Smukt, ja og imponerende, for disse skuespillere er jo ikke musikere, men til lejligheden har de lært sig at spille.

Som teatertekst er Dekalog en lille novelleantologi, hvor vejen tilbage til Moses og de to stentavler ikke altid synes lige klart, hvilket naturligvis kun er godt. Den slørede vej er mere interessant, end den slagne.

Vi lægger ud med historien om professorfaren, der konstruerer intelligente computere (det må have været avanceret i en uforståelig grad i 80’ernes Polen) og udfordrer sin søn med vanskelige matematiske beregninger. Da drengen vil skøjte på søen, lader faren computeren om at udregne isens bæreevne med fatale følger. Han har stolet blindt på teknologien, men han må jo ikke have andre guder for sit åsyn, end den strenge og straffende Jahve. Og sådan fortsætter disse skæbnenoveller med variationer over Bibelens kendte læresætninger om menneskelivet.

Jacob F. Schokking har et hold til sin rådighed, hvor det talentfulde og det mesterlige supplerer hinanden. Jakob Åkerlind er i scenepraktik som skuespillerstuderende, og han passer sine småroller med omhu. Elliot Crosset Hove bruger samme generte, forknytte drengecharme som i sin debut i fjor, men kan forhåbentlig mere end det. Molly Blixt Egelind synes i god udvikling og får særligt i et kærligt jalousidrama om en ung hustru med en ældre impotent mand skabt et indtagende kvindeportræt: ”Det der er mellem os, er vigtigere end det, der ikke er mellem os,” siger hun, da han opfordrer hende til at tage en elsker.

Thomas Levin spiller sine roller stabilt, og det kan jo både lyse som ros og ris, og er nok også begge dele. Det skyldes nok, at han bliver naturligt presset af de to store mandlige kolleger, Flemming Enevold og Søren Sætter-Lassen, som jo tager magten over enhver scene, de træder på. Paradoksalt nok er Søren Sætter-Lassen ikke helt så karismatisk, som han kan være, måske fordi hans roller her ikke er svære nok? Flemming Enevold .

Marie Louise Wille finder denne gang et perfekt leje, også for den sfærisk luftbårne stemme, som ellers har det med at tage udsigten fra hendes skuespil. Hun er især rørende som den ensomme Magda, der bliver beluret af en nabo i scenen, der knytter sig til Det Sjette Bud, ‘Du må ikke bedrive hor’. Imidlertid betyder ‘hor’ ægteskabsbrud, og det er der intet af her, men vi forsøger at følge Kieślowskis veje, der kan være uransagelige som herrens.

Og så til forestillingens problembarn: Dygtige Bodil Jørgensen har en interessant effekt på publikum. I det sekund hun med sin karakteristiske stemme antyder den der umiskendelige sarkasme og ironi, griner folk på samme måde som Pavlovs hunde savlede, når madklokken ringede. Hun skal, hårdt sagt, passe på, at hun ikke havner i et skæbnefællesskab med Dirch og Ulf. Men dybest set er det ikke en kritik af hende. Publikum kunne derimod godt overveje mere selvkritisk, hvornår latter er på sin plads.

Dekalog er en scenografisk triumf for Jacob B. Schokking, og i passager er fortællingerne krystalklare. Men hele Kieślowskis konceptuelle grundidé er samtidig anstrengende for den frie oplevelse. Man sidder der og har travlt med at trække tråde til sine Bibelkundskaber for at få det hele til at gå op, og ikke alt giver mening. Dog som skabt til en krisetid, der råber på refleksion.