De stuerene – igen igen igen

Weekendavisen den 12. august 2016.

Kommentar. Mette Frederiksen inklinerer for Dansk Folkeparti. Peter Skaarup spiller kostbar og hoverer over Poul Nyrup Rasmussens stigmatiserende kritik af Pia Kjærsgaard fra 1999. Ok, vi forsøger igen at kaste lys over sagens essens.

Forleden blev Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup interviewet i fjernsynet om de politiske tilnærmelser, som Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, netop har gjort til hans parti, og sarkasmen var til at skære i, da han mindede om, at der var engang, hvor socialdemokraterne mente, at Dansk Folkeparti aldrig kunne blive stuerent.

Aha, så skal vi altså til at tage en ny tur i manegen. Mette Frederiksens forgængers forgængers forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, udtalte de herostratisk berømte ord i folketingets åbningsdebat i oktober 1999: ”Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig, set med mine øjne: stuerene, det bliver I aldrig.”

Jeg forstår godt, at Dansk Folkeparti hoverer. Det har de gjort hver gang de har set deres snit til at ydmyge Poul Nyrup Rasmussen, for sagen er jo, at partiet har været den perfekte eksponent for folkestemningen og tidsånden. Dansk Folkeparti har været en umådelig succeshistorie siden stiftelsen i 1995, og ved seneste valg fik partiet 742.094 stemmer. Dets størrelse efter sidste valg burde have udløst ministertaburetter, men med strategisk snusfornuftighed valgte partiet at lade Venstre være alene på dén Uriaspost. Dansk Folkeparti venter besindigt på (endnu) bedre tider, hvor de kan dominere dansk politik.

I februar skrev jeg her i avisen om S-DF som en logisk stærk alliance i fremtidens politik. Der er stadig er folk i begge partier, der vil slå korsets tegn, skrev jeg, men også pragmatikerne, der vil kunne sætte flueben ved mange områder. Det fik Lars Weiss fra Socialdemokraterne i København til at stille et godt spørgsmål i et læserbrev: ”Tænker Rothstein på følgende få eksempler ud af talrige: Fjernelse af kontanthjælpsloftet; tilbagerulning af planloven til begrænsning af billige, almene boliger; nedsættelse af pensionisters boligtilskud; omprioriteringsbidraget for kommunale milliard-besparelser på kernevelfærden?”

Nej. Jeg tænkte snarere på udlændingepolitikken, som er prøvestenen for en eventuel alliance. Når Mette Frederiksen nu inklinerer for Kristian Thulesen Dahl for at forhindre regeringen og de øvrige blå partier i at give topskattelettelser, når statsminister Lars Løkke Rasmussen i efteråret fremlægger en økonomisk plan frem mod 2025, er det også et signal om, at S nærmer sig DF på udlændingeområdet.

Mette Frederiksens tilnærmelser er på forhånd velsignet af Dansk Folkepartis gamle ideolog, Søren Krarup. For nylig opfordrede han sit parti til at droppe Lars Løkke Rasmussen og i stedet pege på en socialdemokratisk regering. Det er en blåstempling, som Mette Frederiksen, trods sin strammerkurs, naturligvis gerne havde været foruden.

En eventuel håndslag fra Dansk Folkeparti til Socialdemokraterne forud for de økonomiske forhandlinger, forudsætter at Mette Frederiksen vil være med til at gennemføre nye stramninger af udlændingepolitikken. På sommergruppemødet i denne uge krævede Kristian Thulesen Dahl blandt andet både permanent græsekontrol og et opgør med FN-konventionerne. Intet mindre.

Dansk Folkeparti sætter altså prisen, både overfor oppositionen og overfor regeringen. Men Socialdemokraterne har sat nye lus i skindpelsen mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Og Dansk Folkeparti har samtidig skudt en kile ind mellem Socialdemokraternes formand og hendes partis venstrefløj.

Og så er vi tilbage ved ‘de stuerene’: Da Pia Kjærsgaard gik på talerstolen for at svare Poul Nyrup Rasmussen dengang i 1999, tværede hun straks hans snude i tissepletten på gulvtæppet: ”Stueren, det er noget min hund er!” sagde hun. Med et fremragende retorisk greb fik hun statsministeren til at fremstå grov og dum, og den virkning har holdt sig lige siden. Og selvom alle synes at huske denne politiske basseralle, er det åbenbart udenfor mands minde, hvorfor Poul Nyrup sagde de famøse ord.

Sagen er, at Pia Kjærsgaard havde sagt, at familierne til kriminelle udlændinge med en udvisningsdom også skulle sendes ud af landet. Fædre skal arve sønners skyld! Uskyldige mennesker, der ikke har begået noget kriminelt, ikke har været sigtet for noget som helst, ikke har været tiltalt for noget som helst og derfor ikke er dømt for noget som helst – ud med dem. Dét var Pia Kjærsgaards politiske krav. Og det var på grund af dét, Poul Nyrup Rasmussen sagde, at ”stuerene, det bliver I aldrig”.

Egentlig kunne dette jo nøjes med at være af akademisk interesse for politiske arkivarer og citatsamlere, men rent faktisk er det vigtigt stof, fordi Pia Kjærsgaards synspunkt er så retspolitisk radikalt, at det ikke kan forenes med normale standarder i et retssamfund, for her straffer vi ikke uskyldige.

Dengang i 1999 var Pia Kjærsgaard formand for et ungt parti, der famlede sig lidt frem. I dag er partiet Folketingets næststørste og hun er formand for hele folketinget, vort demokratis øverste post. Derfor er det relevant at få opklaret, om hun stadig mener det, hun mente dengang. Hendes eget parti har droppet den idé, det sagde Peter Skaarup selv i et interview forud for sidste valg. Der er derfor to muligheder: enten er Pia Kjærsgaards enig med sig selv anno 1999, og i så fald er hun uenig med Dansk Folkepartis egentlige ledelse uenige, hvilket vil være sensationelt, eller har Pia Kjærsgaard ændret holdning, hvilket jo vil være en uhyre pinagtig indrømmelse til Poul Nyrup Rasmussen.

Foreløbig har Pia Kjærsgaard nægtet at svare. Men når nu Peter Skaarup atter finder anledning til at genopfriske i historien om det stuerene spøgelse, som er blevet en del af partiets egen eventyrfortælling fra grim ælling til svane, benytter jeg gerne anledningen til at spørge igen, som jeg har gjort flere gange før her i avisen, for vi skal vel have det på det rene én gang for alle, når nu flirten mellem S og DF tager til: Pia Kjærsgaard, mener du stadig det, du sagde i 1999: at uskyldige og udømte forældre skal udvises, hvis deres søn får en udvisningsdom? Et klart spørgsmål, som det burde være nemt at svare på.