Weekendavisen den 17. juni 2016.
Teater. Alle taler om at dansk dramatik har brug for mere mod. Men hvad er teatermod egentlig?
Teatersæsonen, der lige er slut, har både talt grundigt til vores empati og til vores frygt. Flygtningekrisen har været her, der og alle vegne, og vores mentale og fysiske konstitution har ikke mindst stået stærkt i de beslægtet betitlede forestillinger Topmøde for de mest deprimerede og Opvisning i lavt selvværd. Bemærk den prægtige kontrast med topmøde/opvisning på den ene side og depression/lavt selvværd på den anden. Jo, krisen kradser, men teaterfolkene har heldigvis selvironien i behold.
Søndag aften kulminerede sæsonen med uddelingen af årets Reumertpriser foran 1700 glade gæster i den gamle skibsredermæcens Mærsk Mc-Kinney Møllers Opera, fyldt til randen af en anden glad giver, Bikubenfonden, der (med egne ord) ønsker at bidrage til nytænkning inden for kunst og kultur, hvilket sker gennem en lang række donationer til blandt andet teatre og driften af flere kulturpriser, nemlig Kronprinsparrets Priser, Udstillingsprisen Vision (til museer og udstillingssteder inden for kunst og kulturhistorie) og altså den årlige Reumert, hvor en flittig komité nominerer kandidater i en lang række kategorier, kulminerende med kendte mennesker på rød løber, champagne, prisfest og celebert after party.
Årets Reumert markerede samtidig afslutningen på teaterfestivalen CPH STAGE, der nu er vokset for fjerde år i træk siden begyndelsen i 2013, og havde særdeles flotte 30.000 tilskuere i år. Prisuddelingen blev transmitteret live på DRK, som de seneste uger havde vist en række optagelser af forestillinger på de danske scener. Jo, naturligvis har dansk teater brug for opbakning fra både fonde og public service, og mere og mere i disse sparetider, men det ser da også ud til at både fondsdirektører og fjernsynschefer vil scenekunsten det bedste.
Men noget mangler. Synes teaterfolkene selv. Og det der mangler, skal komme fra de kunstnerisk skabende. Som det sig hør og bør, fik Reumert-festgæsterne også et alvorsord eller to at gå ud med i den lyse juninat, naturligvis serveret med det professionelle glimt i øjet af aftenens ene vært, Rasmus Botoft:
”Dansk scenekunst, tag dig sammen! Publikum svigter og du hviler på laurbærene, fordi du lige har udkonkurreret dvd’en,” sagde han. Ha ha, udmærket joke, som naturligvis blev fulgt op af en rituel formaning: ”Vi har brug for modig, vibrerende dansk scenekunst, men du hænger sgu lidt i bremsen.” Mere hjertelig pligtlatter.
Da Olaf Johannesen senere på aftenen høstede sin velfortjente Reumert – formgivet af John Kørner – for årets bedste mandlige hovedrolle (Bertolt Brechts dinglende stive Hr. Puntila på Det Kongelige Teater), benyttede han sin takketid til at sende en stikpille af sted til politikerne med en replik fra den drikfældige Hr. Puntila: ”Drik noget mere! Mist ikke modet. Bliv, I også, mennesker!”
Så klappede vi naturligvis af dén salut, selvom den egentlig ikke var specielt original, men det føles jo så godt, når de dygtige skuespillere står deroppe og taler om, at vi har brug for at være modige, både i scenekunst og politik. Det er som om, at deres opfordringer i sig selv gør os alle mere modige. I hvert fald mens vi sidder i salen. På rækken lige foran mig sad både en teaterchef og en kulturpolitiker, ikke nogle hvemsomhelster, og de klappede begge loyalt, mens de tænkte hvert deres. Og jeg spurgte mig selv, hvordan mod i nudansk teatret egentlig ser ud?
Ja, en fyr som skuespiller og instruktør Hassan Preisler (der sidste år talte om sit eget svigtende mod i Perkercabaret, der skulle have været kontroversiel, men endte tandløs), har i denne sæson spillet erotisk teater med en elektrisk ‘butplug’ oppe i endetarmen i forestillingen Forført, hvor publikum skulle være nøgen sammen med spillerne i et københavnske kurbad. Denne ‘butplug’ blev fjernaktiveret ved tryk på en knap af et intetanende publikum, og måske er det dét, som Rasmus Botoft kalder ”vibrerende teater”? Nej, hvis teatrets meget udtalte kropsfiksering og nye grænsesøgende nøgenhed handler om mod, må det være fordi vi udenfor scenen lever i nypuritanske tider, hvilket vi vel ikke gør. Så op i røven med det. Om jeg så må sige.
Et mere interessant bud på det modige – eller mangel på samme – er naturligvis selvsamme Hassans krysteranklage mod Det Kongelige Teater, der har sagt nej til hans idé om at sætte De sataniske vers op. En svær situation for teatret, for enhver afvisning af at dramatisere netop dén roman, vil afføde mistanke og beskyldninger om politisk korrekthed, angst og manglende mod, og hvordan skal man så overbevise sine kritikere om, at beslutningen blev truffet ud fra kunstneriske overvejelser? Nu må vi bare håbe, at Det Kongelige Teater i de kommende sæsoner præsenterer andre dramatiseringer (som varslet), der i sig selv argumenterer for fravalget af Hassan Preislers idé – som så forhåbentlig også dukker op på en anden scene.
Modigt teater er først og fremmest teater, som gør noget andet, end det, publikum måske forventer. Med risiko for at fejle. Men modigt teater er også teater, som gør os ubekvemme i sæderne, får os til at reflektere og – måske – forstå alt det, som vi helst skubber lidt fra os. Et godt, men ikke helt vellykket, forsøg i år var De stuerene om Dansk Folkeparti på Mungo Park (ikke en eneste Reumert-nominering) og Vintersolhverv af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig (Årets Reumerts for bedste mandlige birolle til Flemming Enevold), som viser, at nyfascismen gør sit indtog i Europa.
Et gennemgående tema på scenerne har i år været migrationskrisen ved og over de europæiske grænser, både i direkte tale og som mere subtile referencer: The Sound of Music (Årets Reumert for bedste musical) skabte forbindelse mellem von Trapp-børnenes flugt fra nazismen og nutidens flygtningestrømme, og i King Lear lod Peter Langdal Tommy Kenters forvirrede og forladte konge tale om at vise menneskelighed og solidaritet med flygtningene.
I sidste uge havde Teater Grob og britiske Theatre Uncut så premiere på Menneskeflugt, seks akutte enaktere af seks dramatikere, skabt på seks dage og opført som readings som en del af CPH STAGE.
Det vil være synd at sige, at der er tale om stor kunst, endsige om modig kunst. Ganske vist skal man skrive op imod den politisk herskende tidsånd, men omvendt er teateret så nært knyttet til empati og humanisme, at vi næppe kan finde en dramatiker, der har mod til at skrive i ærlig sympati med dem, der ønsker lukkede grænser. Kunsten taler tit om de almindelige menneskers legitime frygt for det fremmede, men denne legitimitet bliver altid objektiviseret og beskrevet usolidarisk.
I Menneskeflugt er der tale om korte anslag, der kan udvikle sig til større tekster senere, for eksempel i Henrik Szklanys mystisk-mørke symbolske tekst, hvor en kvinde møder en brun børnehave, der omringer og hakker i hende med deres tænder, mens de truer med at dræbe hende og hendes familie, hvis ikke hun giver dem sit navn. Snart er vi transformeret til en omhegnet lejr, snart sidder familien foran fjernsynet og zapper sig væk fra virkeligheden: ”Kan vi ikke se noget andet?”. Men hvem er denne brune falanks af farlige børn? ”Vi er ingens børn, vi har intet navn,” siger de. Er de flygtninge i flok, der truer os? Dét ville være et nyt, modigt udtryk. Eller er de en desperat menneskemasse, der søger optagelse i vores fællesskab?
Som tilbagevendende teaterfestival har CPH STAGE nu bidt sig fast for alvor med vækst i både forestillinger og publikum. Festivalens udbud er noget af en generøs rodebunke, fordi teatrene bare kan tilmelde deres forestillinger selv, og der er derfor ikke tale om et egentligt redigeret programudvalg. For tilrettelæggerne gælder det derfor ikke om at kuratere fra bunden af, men om at sortere det, som teatrene kommer med, i passende temaer, for eksempel ‘Europa under forandring’. Fint nok, men også lige lovlig tydeligt en dyd af nødvendigheden.
Sæsonen slutter nu, og vi skal ud i det lune og lunefulde sommerland og se friluftsteater, inden vi til efteråret atter kryber ned i det røde plys og lader os konfrontere med nye bud på mere mod.