Alfahannens politistat

Weekendavisen den 9. december 2016.

Teater. Joen Bille giver et velspillet, retorisk sikkert portræt af den evige diktator i tunesisk monolog.

Det som diktatoren ikke sagde. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Tekst: Meriam Bousselmi. Oversættelse: Per Aage Brandt. Gæstespil af Holland House på Takkelloftet, Operaen, til den 17. december.

Med Det som diktatoren ikke sagde har den tunesiske advokat og dramatiker Meriam Bousselmi skrevet en monolog, der med udgangspunkt i Det Arabiske Forår siger noget essentielt og universelt om magt og manipulation. Her giver en krykhusar af en kliche for en gangs skyld rigtig god mening: det er teater til tiden.

Det er Jacob F. Schokking og Holland House, der bringer stykket hertil med Joen Bille som den afsatte diktator, der i en stille stund samler sine erfaringer og tanker om, hvordan man leder en befolkning. Måske er han Ben Ali (den tunesiske præsident, der i 2011 mærkede folkets vrede, som brød ud efter at en grønthandler havde sat ild til sig selv over altings udsigtsløshed), men først og fremmest er han sindbilledet på den principielle diktator.

Måske er det de buskede øjenbryn, der gør det. Joen Bille evner i hvert fald at se på os med dette intimiderende magtblik, der stammer fra diktatorens indre arrogance. Han har både ansigt, krop og alder til at fremvise denne despotiske natur, som i nederlagets stund overlever på lige dele kynisme og selvbedrag. Det er et velspillet, retorisk sikkert portræt af den evige diktator, typen der siger, at kun hans gode smag har afholdt ham fra at udnævne sig selv til Gud. Og mere profant: ”Man skal dyrke sig selv. Derfor kan jeg ikke lide Gud. Jeg vil ikke have konkurrence.”

Som tekst betragtet er monologen fuld af guldgruber. Her er blandt andet en dyresociologisk interessant indføring i magtforholdene blandt menneskeaber. Abesamfundet har karakter af politistat og Alfahannen er garant for stabiliteten, siger Diktatoren, som hele tiden kaster små, sikre stikpiller af sted mod det folk, der har undsagt mig: ”I fik som fortjent, fordi I ville løbe hurtigere end historien. I blev slaver af en ubesindig eufori. Jeg foreslog reformer, men I ville have revolution!” Og som det hedder i Per Aage Brandts kreative oversættelse: ”I var mere møbel, end pøbel!” En anden god fordanskning lyder, at grådighed er fællesnævneren for scoop og skandale.

Jacob F. Schokkings scenografi er uegal. I forgrunden svæver to arabiske tæpper på mobile skærme over en bunke flyttekasser. På skærmene projiceres råt skitserede animationsfilm, som kommenterer diktatorens fortælling. På bagvæggen dukker pludselig 36 træskamler op, hvor de dingler som symboler, der vist nok knytter sig til det sted i monologen, hvor diktatoren udfordrer sin befolkning: ”I er alle sammen potentielle diktatorer! Stil jer op på en stol, og I vil opleve det!” (på dansk kan vi jo også tale om politikere, der klæber til taburetten).

Alle de scenografiske elementer er idérige nok, men helheden fortoner sig. Når hele scenerummets bredde bliver inddraget med silhuetter, skyggespil og direkte videotransmissioner, fornemmer man en potentiel helhed, men oplever desværre mest helhedens fravær.

Når Jacob F. Schokkings bruger videoprojektioner (som også tog kegler i den særdeles vellykkede scenografi til Kieslowski-stykket på Betty Nansen i efteråret), spiller han en visuel trumf, i denne forestilling også med dunkle scener fra et indbrud på et kontor. Det minder om Watergate, men retten til at associere er fri.

Det som diktatoren ikke sagde er teater med en politisk-analytisk dobbeltbevidsthed. Meriam Bousselmi ønsker nemlig at demaskere magten, uden selv at komme til at lyde som en banal parolemager. Derfor tilbydes vi heller ingen løsninger, der er ingen illusioner om folkets fredelige magtovertagelse og ankomsten af det demokratiske tusindårsrige. Tværtimod lurer den afsatte diktator på nye muligheder. Hans foragt er grænseløs. Som han siger til det folk, der har rejst sig i protest mod fattigdom: ”Penge har aldrig interesseret mig… Men luksus har!”

I epilogen ser vi en video, hvor Meriam Bousselmi træder frem og forvisser os om, at Diktatoren er parat til atter at manipulere med os. Vi tvivler ikke.