Henrik Ibsen: Hedda Gabler

Weekendavisen den 9. oktober 2015.

Hedda Gabler. ”Kunsten er at vide, hvor langt, man kan gå for langt.” På Göteborg Stadsteater går de hele vejen.

Sådan noget gør man da ikke!

Tre gange på et år har jeg set Henrik Ibsens Hedda Gabler, først i en skarp, moderne version på Det Kongelige Teater, så i en forskruet, dekonstrueret udgave på Aarhus Teater og nu i en klassisk, naturalistisk 1890’er-opsætning på Göteborg Stadsteater. Men uanset fortolkningen, er der hver gang én ting, der står tilbage: Det enorme menneskelige mysterium ved navn Hedda.

Historien er denne: Hedda Gabler er netop kommet hjem efter en lang bryllupsrejse med sin dødbider af en mand, etnologen Jørgen Tesman. Skønt hun er nygift, går hun under sit pigenavn. Hun er mere sin fars datter – den afdøde general Gabler – end hun er sin mands hustru. I det nyindrettede hjem, som vennen assessor Brack har købt for dem, venter Tesmans tante, Juliane, der kun interesserer sig for om Hedda er gravid. Det ér hun, regner vi ud, men uden at hun ønsker at være det. Nu kommer en gammel bekendt, fru Elvsted, der har været udenbys som hustru til en gammel præst, som hun ikke elsker. Hos præsten boede også Tesmans gamle studiekammerat, den fordrukne Ejlert Løvborg, som fru Elvsted har hjulpet med at gøre en bog færdig. Hun har forelsket sig i ham, og vil nu frelse ham fra den syndige by.

Tesman har brugt sin bryllupsrejse på at besøge kulturhistoriske museer, optaget som han er af brabantisk husflid fra middelalderen! Hans stakkels kone har kedet sig ihjel imens, men ved at hun må tage til takke med den kedelige akademiker, for hun er nu i sit 29. år og har, som hun siger, danset af. Alle de bedre bejlere har hun afvist, og ligger som hun har redt.

Nu skal det unge par etablere sig, og Tesman forventer at blive udnævnt til professor. Men mens han var væk har Løvborg udgivet en bog, som har taget alle med storm. Den handler om vor civilisations historie frem til i dag – intet mindre. Og nu har han skrevet et nyt manuskript, der handler om fremtiden. Imens har Tesman altså forsket i potter og pander fra nederlandene. Pludselig er det et åbent spørgsmål, hvem professoratet skal gå til.

Med sit klarsyn for menneskelige intriger og psykologiske konflikter skaber Henrik Ibsen nu et ekstremt foruroligende portræt af unge, afblomstrede Hedda, hvis sidste livsgnist ulmer i de lange slagskygger, som hendes afdøde far kaster ind over hjemmet, i denne fine udgave i form af et stort portræt af generalen, der hænger ude i gangen så vi kun har udsyn til torsoen, men ikke til hovedet. Til gengæld ligger hans revolvere på chatollet, og Hedda er ikke håndsky.

Allerede i titlen, bemærker vi, at Hedda har bevaret sin fars efternavn, ikke overtaget sin mands. Det er ikke noget, der bliver talt om, men det er klart for enhver, blot ikke for Tesman selv, at hun ikke elsker ham. Da hun endelig kalder ham Jørgen bliver han så glad. Men hun vil ikke nedlade sig til at kalde Juliane ved kælenavnet Julle. Og da tanten giver Tesman et par tøfler, han havde som barn, udbryder han begejstret, at de rummer så mange minder. ”Ikke for mig,” hvisler Hedda. Men tøffelhelten fatter ikke sin kones afgrundsdybe ulykkelighed.

Det svimlende stor ved dette stykke ligger i Heddas spekulative og kyniske manipulationer. Ejlert driver hun tilbage i alkoholen. Hans manuskript brænder hun. Og så udstyrer hun ham med en revolver og en ordre om ”at gøre det smukt”. Da hun får efterretningen om hans selvmord, krymper hun sig. Han døde af et vådeskud i skridtet, ikke en generals værdige selvmord ved et skud i tindingen. Det kan hun gøre bedre selv.

Emil Graffman har iscenesat en meget klassisk Hedda Gabler i Julia Przedmojskas smukke, hammershøjske scenografi, hvor kun én ting er radikalt nyt. Slutscenen spilles først. Vi lægger altså ud med Heddas selvmord og assessor Bracks frygtelige reaktion: ”Men gud sig forbarme, sådan noget gør man da ikke!” En replik, der ironisk nok er et spejlbillede af, hvad en konsterneret Hedda selv har sagt i begyndelsen, da Juliane har efterladt en hat på sofaen: Sådan noget gør man da ikke! Derefter spilles kronologisk frem til det afgørende øjeblik. Det giver en mageløs god effekt.

Nina Zanjani er en perfekt Hedda. Smuk som en drøm, ond som et mareridt, lige nøjagtig så selvsikker at man bliver forført til ikke at se den psykologiske porøsitet ved første øjekast. Som det hedder i en af stykkets ufatteligt mange geniale replikker: ”Kunsten er at vide, hvor langt, man kan gå for langt.” På Göteborg Stadsteater går de hele vejen.

Henrik Ibsens uefterlignelige evne til at skrive præcise psykologiske plots og replikker, der river og flår, har for længst sikret ham positionen som det naturalistiske dramas vigtigste pen. Hvis havde levet i dag, ville han nok være stjerneforfatter for Netflix.

Henrik Ibsen: Hedda Gabler. Göteborg Stadsteater til den 21. november.