William Shakespeare: De lystige koner i Windsor

Weekendavisen den 11. juli 2014.

Lystspil. Man går ikke hjem tynget af eftertanke. Men udmærket underholdt af ekvivokke jokes.

De listige koner

Når Rytteriet kører den ind med penis eller Martin Brygmann optræder splitter Hans-Jørgen på scenen, sprutter folk af grin, for i bund og grund synes vi mennesker, at tissemænd er noget af det sjoveste. Allerede Shakespeare havde gennemskuet genvejen til publikums gunst, og i De lystige koner i Windsor får han de modne kvinder på bænkene til at fnise og hvine som pigebørn i præpuberteten, når han lader de prægtigt platte og energisk erigerede ekvivokke jokes strutte og sprutte.

I gården bag Odd Fellow Palæets smukke rokokobygning midt i København ligger scenen som en smørklat i midten af de cirkelrunde bænke, hvor publikum kryber sammen under tæpper og tørklæder i det lunefulde sommervejr. Her holder Grønnegårds Teater til mens Kunstindustrimuseet (som nu desværre hedder Designmuseum Danmark) længere nede ad Bredgade er under renovering, og her har teaterleder Steen Stig Lommer og instruktør Christoffer Berdal samlet et stærkt og sjovt hold til en ordentlig omgang frivolt friluftsteater.

I al sin enkelhed er handlingen denne: Den tøndetykke og brovtne hr. John Falstaff er i pengeproblemer. Han beslutter derfor at forføre to kvinder, fru Pagh og fru Fjord, for at få fingrene i deres mænds formuer. De to kvinder konspirerer imidlertid mod den falske forfører, som samtidig bliver udsat for et modangreb fra en af ægtemændene. Og side om side med dén intrige, får vi historien om ægteparret Paghs unge datter Anne, der skal vælge mellem tre bejlere. Mon hun bliver presset ind i et arrangeret ægteskab med en af forældrenes kandidater, eller mon kærligheden sejrer så hun får mulighed for at følge sit eget hjerte?

Lyder det banalt? Det er banalt! Nøjagtig så banalt som nutidens soapoperas, hvor vi propfodres med kalorielet komik. Og apropos soaps: faktisk er Falstaff et spekulativt spin off-produkt fra Shakespeares Henrik IV. Dronning Elizabeth 1. holdt nemlig så meget af figuren, at hun udbad sig et stykke med Falstaff i hovedrollen. Det er nu som tilforn, når en serie som Friends knopskyder med et biprodukt som Joey.

Falstaff spilles med opulent ironi af Troels Lyby, der ligner en blanding af en smællerfed Long John Silver og Gøngehøvdingen, tilsat en lille portion Charlies tante. Overfor ham står det herligste mix af mænd i kvinderoller og kvinder i manderoller. Christoffer Berdals greb er simpelt, men det fungerer, når han arbejder videre med konventionen fra Shakespeares tid om, at mænd spillede kvinder.

De splejsede Camilla Bendix og Helle Dolleris er sgu parodisk skægge, når de skal give den som småfede og selvfede mænd af ære, selvom de kommer til at lyde lidt som Harry fra de hedengangne DSB-reklamer, når de skruer op for den maskuline stemme.

Som kvindemændenes koner ser vi mandekvinderne Morten Hauch-Fausbøll og Steen Stig Lommer, der lattermildt ligner noget fra en Gay Pride-parade. Sammen med den absolut ufeminine Ulver Skuli Abildgaard i rollen som den yndige Anne og yderst velspillende Joen Bille som tjenestemadammen Rap, får de denne queerness til at tage sig helt godt ud i et stykke, hvor der som princip ikke er plads til det heteronormative.

Mia Lerdam har desværre ikke vanvittigt meget at arbejde med i de lidt kedelige roller som dommer Skvalder og adelsmand Fenton. Joachim Fjelstrup slider på sit bedste klovnefransk som Doktor Caius og Jakob Femerling Andersen gør udmærket Tyndsak til en kejtet kujon.

Nina Flagstad har skabt en cirkelrund og gennemsigtig scenografi med mange indgange, som det er sjovt at orientere sig i. Hun har også sat et hel hold skræddere i arbejde med overdådige kostumer, som morer med deres satiriske vulgaritet, især når det er halli halløj, en mand i dametøj…

Oversættelsen har – som altid – været i gode hænder hos Niels Brunse, men gad vide om ikke hans fordanskning fra 1995 har fået et skud humoristiske hormoner til lejligheden, blandt andet når Doktor Caius bander på fransk: “Mon dieu, sacre bleu, Gerard Dipardeu!”

Lystige koner er listige koner og mænd er nogle amoralske fjolser, det vidste vi godt. At dette stykke Shakespeare-soap fra 1597 er en fornøjelig bagatel, det ved vi nu, hvis vi ikke vidste det før.

Underholdes vil vi, og underholdt blev vi. Men vi går ikke hjem tynget af eftertanke. Det hele forsvinder – puff – op i himlen, når vi har klappet af. Falstaff kørte den ind med penis. Dog ikke et stift stykke.

William Shakespeare: De lystige koner i Windsor. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Oversættelse: Niels Brunse. Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have, København. Til den 23. august.