Weekendavisen den 2. maj 2014.
Monolog. Perfekte Henning Jensen i Thomas Bernhards komprimerede tekst om en gammel skuespillers ensomme misantropi.
Filosofisk livsubehag
At læse den østrigske dramatiker og forfatter Thomas Bernhard (1931-1989) er en meget komprimeret affære. Med suggestiv prosa afdækker han sagens kerne, hvad sagen så end er, og teksten bevæger sig altid hen over siderne med en febrilsk, frenetisk pauseløshed uden afsnitsopdelinger, så læseren må yde ordene den maksimale opmærksomhed.
Det samme sker i Helt enkelt kompliceret, hvor en rå og rørende Henning Jensen gestalter en gammel skuespiller, der har isoleret sig i sin nedslidte lejlighed. Da stykket åbner, ligger han på gulvet og banker med besvær et bræt over et fodpanel. Musene skal holdes ude!
Så begynder den menneskeforagtende monolog: Vi er for ugidelige til at lave suppe. Vi er for ugidelige til at skære brød. Vi er for ugidelige til at tage dynen på, når vi har sparket den af os og fryser om natten… Men hvad med vor gamle vatnisse selv? Han, siger han, hadede moren, han hadede faren, han hadede karuseller, han hadede surkål! Og så vrænger han emblemsætninger ad sig: “Livsubehag! Filosofisk livsubehag!”
Den gamle skuespiller er enkemand. Da konen døde, begyndte musene at komme. Først får vi indtryk af en ensom mand, der stadig har hustruens seng stående redt ved siden af sin egen. Senere opdager vi i ordenes strøm, hvordan hans misantropi er skruet sammen:
“Jeg giftede sig kun for at få en arving”, hvæser han. Konen syntes at lejligheden trængte til at blive malet om. Hvorfor, man kan ikke se forskel, og her kommer jo aldrig nogen, svarer han. Male over!? Og så får konen en sidste hilsen, spyttet ud mellem sidebenene med en prægtig kynisme: “Fik et slagtilfælde midt i buksestrygningen! Latterlig død!”
På sin karrieres højeste, spillede den gamle mand Richard III i Duisburg, og bystyret forærede ham stykkets kongekrone da han fyldte 70. Hver anden tirsdag tillader han sig selv, at tage den på. Når den sidder på hovedet, falder han til ro, siger han. Men det må være en ro, der beror på lidelse: “Først når hovedet bløder, sidder kronen rigtigt.”
Den eneste, der har set den gamle mand med kongekronen på hovedet, er en lille pige, der kommer med frisk mælk til ham et par gange om ugen. Han røber for hende, at han ikke kan fordrage mælk, men gerne vil have besøg af hende. Hun er det uspolerede, uskyldsrene barn, der (endnu) ikke er omfattet af hans mistillid til tilværelsen, som blev grundlagt da han selv var barn. Om familien – som vi ved at han hadede – konstaterer han tørt: “Jeg ragede op over dem alle rent åndeligt.” Forældre tilgiver man ikke, siger han: “Fødselsforbrydelsen kan aldrig tilgives.”
Det er både den kulturelle og sociale arv, han kaster vrag på, men altså også livet selv, som han fremstiller som et veritabelt overgreb på det sagesløse barn. Sådan skriver Thomas Bernhard, når han er allermest brutal med både sproget og livssynet: Fødselsforbrydelsen! Man mærker her bitterheden over den arving, skuespilleren aldrig fik.
Intet tror han på længere, intet ønsker eller håber han. Hans livserfaringer siger ham, at unge mennesker nok tror, at de har en fremtid, men ingen har en fremtid. Intet er ham dyrebart, bortset fra den yndige piges besøg med den mælk, han taknemmeligt tager imod, men hader og hælder i afløbet (og det er en anstrengende handling, for han skal først tavst lidende bestige en trappe, der volder bentøjet kvaler).
Thomas Bernhard skrev skuespillet til den tyske skuespillet Gert Voss, med en markant dramatiske meta-dimensionen. Dette er – også – et stykke om skuespilkunsten i sig selv. Henning Jensen spiller den tilværelsesforbandende gamling med en kunstnerisk indforståethed, der ikke nødvendigvis lukker publikum ind i det allerinderste. Vi dødelige forstår jo ikke til fulde, hvor dyb en resonans der må ligge i replikker om skuespillet som en “dødbringende kunstart”. Eller hvordan det må føles at spille op imod Shakespeare og Richard III og sige til kongekronen: “Alle skuespillere er forrykte… Alle store skuespillere er forrykte!”
Til gengæld står den – om jeg så må sige – almindelige livslede lysende klart med sit væld af formidable replikker:
“Jeg kan hverken udstå det komplicerede eller det enkle. Jeg ækles ved det, når jeg passerer det på gaden.”
“Alt er kompliceret. Det ser enkelt ud, men er kompliceret.”
“Mennesket straffer og tilgiver ikke.”
Og så den her, måske min favorit, der ankommer med en impulsiv pludselighed, ganske udenfor kontekst:
“Panisk angst for væksthuse. Planter i det hele taget. Fra barndommen til i dag.”
Helt enkelt kompliceret er helt enkelt komprimeret, bastet og bundet af ordenes og symbolernes betydning, der nogen gange proppes ned i halsen på os – for eksempel invasionen af musene, kongekronen, spørgsmålet om at male lejligheden om og et portræt af filosoffen Schopenhauer, der er et helt selvstændigt fortolkningstema – og andre gange sniges ind, som når skuespilleren i endnu en impulsiv, vredladen sætning siger, at musene kom da konen døde: “Nu er der rotter i stueetagen, og snart også her…” Det kan man kalde filosofisk livsubehag.
Henning Jensens præstation er gennem alle 90 minutter ren og skær koncentreret perfektion. I al sin vrede menneskeforagt ser han så lille og ynkelig ud i Steffen Aarfings intimiderende højloftede scenografi, der sandt for dyden understreger mandens ensomhed. Han samspil med både kongekronen og mælkepigen er rørende, men først og fremmest er han i kontakt med sig selv og sin identitet som skuespilleren, der gennem hele livet har haft til opgave at afspejle den tilværelse, som han foragter.
På et stort klædeskab står en gammel båndoptager med rullende spoler. Til sidst afspiller han dens optagelse. Det er fra stykkets begyndelse. Så selvoptaget slutter det, men også med en blæret selvbevidsthed i stykkets afsluttende replik, som ikke skal gengives her.
Thomas Bernhard: Helt enkelt kompliceret. Oversat af Karen-Maria Bille. Medvirkende: Henning Jensen og Clara Faust Spies/Sofie Amalie Hoffmann. Iscenesættelse: Rune David Grue. Sceneografi og kostumer: Steffen Aarfing. Lysdesign: Thomas Bek Jensen. Skuespilhuset, Lille Scene, til den 22. maj 2014.