Weekendavisen den 31. oktober 2014.
Kommentar. Er det ikke som om, at magien ved Nordisk Råds Litteraturpris, ganske langsomt er ved at fordufte op i det melankolske nordlys?
I onsdags blev Nordisk Råds Kulturpriser uddelt ved en prisceremoni på Stockholms rådhus, og fordi litteraturprisen er vigtig, dækker vi i dagens avis op med interview med vinderen, den finsk-svenske forfatter Kjell Westö, og anmeldelse af hans yderst interessante roman, Luftspejling 38.
Men når det er gjort, må der også falde et alvorsord om prispolitikken i det nordiske samarbejde. Indtil i fjor havde Nordisk Råds Litteraturpris levet sit eget prestigefyldte liv gennem årtier. Man vænnede sig efterhånden til, at når Nordisk Råd fik medieomtale, var det fordi prisen blev uddelt. Resten var noget Nordisk Rod, som ingen rigtig interesserede sig for.
Så småningom fandt politikerne derfor ud af, at ikke kun forfatterne skulle prises, men også andre kunstnere. I 2002 indstiftede man derfor en filmpris på forsøgsbasis, og den blev så gjort permanent i 2005. Siden da er prispakken vokset, så der nu også uddeles en musikpris, en miljøpris og en børnebogspris.
I fjor blev uddelingerne så harmoniseret. For første gang blev de alle uddelt på samme aften ved et arrangement, der efter politisk ønske skulle være efter Oscar-modellen og vises i tv. Her sad de nominerede så (i det omfang de havde taget imod invitationen) i Oslos Opera og håbede på at blive råbt op, men som bekendt er der kun én vinder i hver kategori. Resten må nøjes med nominering. Således også på Stockholm Stadshus i onsdags.
Prisuddelingen, som kan ses med tre-fire dages planmæssig forsinkelse på DR K på søndag (!?), var lidt af et show med en funny guy som vært og et jazzband til at trutte i trompeten, oven i købet i flittigt samspil med nogle dygtige dansere fra Sydafrika. Jo jo, Norden er i kontakt med Syden, hvilken manifestation. Og ingen turde spørge om danserne var sønner og døtre af Negerkongen fra Kurrekurredutøen. Meget mellemfolkeligt. Og udmærket. Hvis det ikke lige var fordi, at vi ikke hørte ét eneste ord om litteraturen og alt det andet prisværdigt nordiske.
Når prisuddelingen kommer i tv, er der ganske vist indklippet indslag med vinderne, der interviewes af studieværterne fra SVT, Jessika Gedin og Kristofer Lundström fra Babel og Kobra, og det kan jo være helt udmærket kulturfjernsyn – hvor vi også kommer til at høre om Reykjavik Kommune, der fik miljøprisen for mange gode sager. Men er det ikke som om, at magien ved Nordisk Råds Litteraturpris, ganske langsomt er ved at fordufte op i det melankolske nordlys i dette bunkebryllup af en prisgalla?
Hvordan Nordisk Råds politikere og embedsmænd vil tilrettelægge næste års prisoverrækkelse, der skal finde sted i Reykjavik, ved jeg jo ikke. Men jeg ved, at forfatterne ikke er specielt glade. Jeg ved at de efterlyser mere faglighed i form af offentlige seminarer, oplæsninger, introduktioner og mulighed for at diskutere litteratur med hinanden og læserne.
Jeg ved at forfatterne brændende ønsker, at nomineringen – som i sig selv er en hæder – kunne kobles til en indsats for en fællesnordisk litterær offentlighed. Men som vi sad der i den utroligt smukke rådhussal med den flotte trappe, som vi kender fra Nobelpris-ceremonien, måtte vi konstatere, at der ikke blev løsnet én eneste sætning fra hverken vinderværket eller nogle af de andre værker i de øvrige kategorier. Sært.
Nordisk Råds Børnebogspris er nu blevet uddelt i to år. Både i fjor og i år har de nominerede været sammen om seminarer og publikumsmøder. Fra en af de nominerede i år, ved jeg, at det fungerede fantastisk godt. Det kan altså lade sig gøre, og det er jo skønt at de nye i selskabet, børnebogsfolkene, kan vise vejen.
Litteraturprisen for de voksne trænger til at få sit gode humør tilbage. Hvis ikke Nordisk Råd selv kan sørge for det i tide, bør næste års nominerede selv efterlyse et program, der – både i offentligheden og i medierne – kan skabe god stil og stemning om prisen med de stolte traditioner. Det behøver ikke at være fancy. En lille antologi med uddrag og introduktioner kunne være nok.
Som det er nu, er Litteraturprisen blevet taget som gidsel i en ion, der skal skabe opmærksomhed om alle priserne – og dermed om Nordisk Råd selv. Efter to år med gallamodellen, må man spørge sig selv, om det, der – måske – er godt for Nordisk Råd, så også nødvendigvis er godt for Nordisk Råds Litteraturpris, eller om den fine, gamle pris mister noget af sin aura? I hvert fald står det klart, at festivitasen på ingen måde levner plads til litterær formidling med substans, men blot skaber uro i rækkerne.