Anmeldelse i Weekendavisen den 14. februar 2014.
Odin i Amerika. Menneskene har glemt de gamle guder i Neil Gaimans fantasy, hvor der varmes op til den store storm…
Stakkels guder!
En mand tæller ned til sin løsladelse fra fængslet. Derhjemme venter hans kone, hans bedste ven, et job og en ny start. Men så kommer nyheden om, at konen og vennen er blevet dræbt i en trafikulykke. Og som om det ikke var nok: hun var ved at give ham et blow job da de kørte galt.
Manden, som vi kun kender som Shadow, begynder sin planløse skyggevandring ud i friheden. Men en gådefuld, enøjet mand ved navn Wedensday har planer for ham, og snart er den ensomme eksfange hyret som chauffør og livvagt for en mysteriemand med et projekt, som han ikke rigtig kan gennemskue. Men han forstår at en storm er på vej.
Sådan begynder Neil Gaimans Amerikanske guder, der har været dyrket af en hengiven menighed siden sin udgivelse i 2001. Nu foreligger den på dansk i det, der kaldes forfatterens fortrukne version, en revideret og udvidet udgave, angiveligt 12.000 ord (amerikanerne tæller hellere ord end sider) længere end førsteudgaven.
Også i Danmark har Neil Gaiman mange læsere – mest kendt er han for tegneserien Sandman og for den gotiske børnefortælling Coraline – der forventningsfuldt har set frem til den danske oversættelse af netop denne roman, som ifølge forlaget er intet mindre end et mesterværk og en intellektuel og kunstnerisk milepæl i amerikansk litteratur!
Men tillad mig at spolere den gode stemning. Amerikanske guder er ikke et mesterværk. Og den er ikke en intellektuel og kunstnerisk milepæl i amerikansk litteratur. Dertil er den simpelthen for opulent i sproget og for klodset i kompositionen. Men romanen fortjener vel en vis anerkendelse som en opfindsom road movie tilsat et sammenskrab af situationer og stemninger fra for eksempel Men in Black, Twin Peaks, True Blood, Walking Dead, Hulebjørnens klan osv. osv., samt – først og fremmest – et karaktergalleri fra diverse folklorer og mytologier.
Den storm, der er på vej i Amerikanske guder, er en kamp mellem de gamle guder og de nye. Alle de guder og mytologiske væsener, som generationer af indvandrere har bragt med til Amerika, findes rent faktisk, men de har mistet domæne til den nye tids guder, som stjæler folks opmærksomhed. Se bare denne enøjede Wedensday, der hutler og svindler sig frem – i virkeligheden er ingen andre end selveste Odin! Og nu er han på rejse for at samle og mobilisere alle de gamle guder og sagnvæsener til en kamp, hvor traditionen må konfrontere moderniteten.
Wedensday alias Odin forklarer situationen: “Da folk kom til Amerika, tog de os med sig. De tog mig og Loke og Thor, Anansi og Løveguden, leprechauns og cluracans og banshees, Kubera og Frau Holle og Astarot, og de tog jer med sig. Vi rejste med i deres tanker, og vi fæstede rod. Vi rejste med nybyggerne til de nye lande over havet. Landet er stort. Inden længe forlod vores folk os, huskede os kun som væsner fra det gamle land, som ting der ikke var kommet med dem til det nye. Vores rettroende gik bort eller holdt op med at tro, og vi blev ladt tilbage, skræmte og fortabte og fordrevne og måtte klare os med de smuler af tilbedelse eller tro, vi kunne finde. Og klare os, så godt vi kunne.”
Åååhh, stakkels guder! Stakkels mytevæsner! Stakkels jer, som menneske nu har vendt ryggen til fordel for alt det nye, for eksempel medierne. Det fører til dette lidt morsomme replikskifte:
– Medie? Var det ikke hende, der slog sine børn ihjel?
– Anden kvinde, samme historie.
Medie på engelsk hedder jo media, og udtales som Medea, og man kan nærmest se for sig, hvordan forfatteren har klukket af glæde over sin egen morsomhed.
Læsere, der virkelig gider, kan alliere sig med opslagsværker udi amerikansk folklore og ikke mindst slavisk, irsk og gammelgermanske folketro (Frau Holle fra citatet burde i øvrigt være oversat til Mor Hulda, et af Brdr. Grimms folkeeventyr), ligesom man kan trække gudernes alliancer frem og tilbage mellem nordisk mytologi, buddisme, diverse afrikanske religioner og mytevæsener, m.m., men underligt nok er de store monoteistiske religioner sært fraværende?!
Steffen Rayburn-Maarups oversættelse virker stabil og uskæmmet, og han har efter alt at dømme ramt den rette tone af dyster-dystopisk americana, som Neil Gaiman har stræbt lige lovlig tydeligt efter.
Men Neil Gaimans pointe er jo god nok. Gamle guder må altid kæmpe for opmærksomheden, fordi vi mennesker hele tiden finder på nye. Og hvis man køber præmissen om om sameksistensen mellem mennesker og mytevæsener (som også vampyrerne i True Blood!), er romanen sikkert inciterende læsning, og hvis man holder kombinationen fantasy og nutidsrealisme tilsat alt godt fra mytologierne med et grofthakket plot i grænselandet mellem døden, virkeligheden og gudeverdenen, ja så er Amerikanske guder måske ligefrem et hovedværk. For mindre fantasyfulde typer er romanen blot en ørkenvandring. En B-film på bog.
Neil Gaiman: Amerikanske guder. Roman. På dansk ved Steffen Rayburn-Maarup. 578 sider. 350 kr. People’s Press.